*75 Pinlig i banken

isblomst2
Januar 2017

Jeg har været til møde i banken her til morgen. Så begyndte jeg næsten at græde. Det var så uendelig pinagtigt, mest for bankmanden, tror jeg. Han stod og trippede, og ville på en måde gerne give mig et kram, men det gør man jo ikke, og i stedet rablede han den længste undskyldningssmøre af sig, mens jeg hasteagtigt tog min jakke på og blinkede og blinkede og smilede sammenbidt, mens jeg sagde, at det jo så bare var sådan det var. Og: Tusind tak for at du prøvede!

Undskyld, sagde jeg ikke. Ikke med ord, men med alt jeg havde af mimik og kropssprog.

Undskyld at jeg er så upassende.

Det pinlige var, at det handlede om sådan en petitesse. En bagatel, en detalje. Ingenting egentlig. Det var ikke fordi jeg sad til et møde, hvor hele min fremtid skulle afgøres. Det handlede ikke om at låne penge til et hus eller mad eller noget af alt det, der har rigtig betydning. Den slags har banken intet at gøre med, for min økonomi er slet ikke sådan at de ville hjælpe mig, hvis jeg spurgte. Alt ved min økonomi er for dem: Petitesse, bagatel, detalje. En humlebi. Og derfor er det altid allerede pinligt for mig at befinde mig i banken. Det er noget, jeg gør meget for at undgå. Men nu sad jeg der så alligevel, og havde brug for bankens hjælp. Læs resten