*84 Sådan en helt normal sekt

DSC_1339

I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.

Uanset om de er det eller ej.

Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.

Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.

Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i? Læs resten

*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*37 Drænrør, hvad rager det mig?

stribebedvand

April 2016

I dag vil jeg fortælle om havens nyeste, og mest usædvanlige, bed. Usædvanligt, fordi det er firkantet og fladt. Usædvanligt, fordi det ligger udenfor terrassehavens indhegning. Usædvanligt fordi: Det ikke er mig, der har fundet på det. Det (stakkels) bed er en del af det forliste. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det.

Sagen er den at jeg flyttede herop alene. Jeg boede her alene i halvandet år, før han flyttede ind. Sagen er den, at han boede her under et år, og nu er stedet alene mit igen. Sagen er den, at han har efterladt så mange spor (brændeskur, brøndhus, tørrestativ, brændestabler, indenfor er væggen mellem køkken og trapperum revet ned, hele underetagen er ny, min morgenkaffeudsigt vender nu mod øst, morgendis i skovbrynet – alt er smukt, godt, fungerer, fuck), som dagligt minder mig om det vi, som ikke findes.

Sagen er den, at jeg aldrig har drømt om at bo her alene med min dreng. Sagen er den, at jeg slet ikke ved hvad jeg drømmer om. At jeg slet ikke ved, om jeg vil drømme om noget længere. Læs resten