*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten

Reklamer

*56 I går dræbte kattene en hugorm

DSC_8698

Juli 2016

Jeg er vågnet tidligt. Klokken er 05:58, ilden buldrer og jeg venter på at vandet koger, så jeg kan få kaffe. Drengen sover. Det er sommerferie. I går havde vi sommergæster til kagebord.

Vi plukkede sammen blåbær til den tærte, som jeg bagte på den der tøvende måde, jeg altid bager. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følger aldrig en opskrift, men jeg spørger alle gæster: Ville du gøre sådan her? Hvad tænker du om timian sammen med blåbærrene? Læs resten

*6 Jeg plukkede solbær en hel dag

august 2013 fra haven

August 2013

Der skete det, at jeg ryddede op i huset. Vaskede op, flyttede rundt på møblerne. For alvor så de blå vindueskarme. Så udsigten til skoven gennem vinduet.

Der skete det, at jeg gik ud i køkkenhaven. Den ligger på bagsiden af huset, på en sydvendt skråning. Indhegnet, fordi ellers kommer rådyr og elge og spiser alt. Den var tilvokset og sporadisk passet i løbet af sommeren, men når jeg kiggede nærmere efter, fik jeg øje på flere og flere grøntsager. Læs resten

*5 Jeg gik min egen vej, ufremkommelig

august hindbaer

August 2013

*5

Der skete det, at mens Andrea plukkede hindbær, gik jeg en lang tur ind i skoven med de to drenge. Familiens dreng viste vejen. Hele tiden ubesværet balancerende, klatrende – hele tiden valgte han fremkommelige stier, som var underligt usynlige for mig. Jeg troede, jeg vidste bedre, gik min egen vej, holdt min dreng i hånden, bar ham når det var nødvendigt. Endte hele tiden steder, hvor der var en væltet træstamme i vejen, eller hvor det tilsyneladende jævne, mosbelagte terræn, dækkede over stenbunker eller huller. Læs resten

*4 Hver morgen begyndte med at vi gik udenfor

august 2013 morgenmad

August 2013

Hvad skete den uge?

Der skete det, at vi vågnede næste morgen. Vågnede og stod op. Jeg flyttede affald væk fra verandaen og om på bagsiden af huset. Skurede et gammelt sofabord, der stod derude, flyttede en kurvestol derud. Brændekomfuret var i stykker, men jeg kunne lave havregrød på brændeovnen i trapperummet, der har en kogeplade i toppen. Der skete det, at vi spiste havregrød hver morgen hele ugen. Havregrød med friske bær på.

Hver morgen begyndte med at vi gik udenfor, og plukkede blåbær, hindbær og solbær. Og spiste dem.

Det forklarer ingenting, det forklarer alt.