*71 Retten til at brokke sig

portalNovember 2016

Det nye skovhjem har en indkørsel.Den er vigtig. Vejforholdene er vigtige. For mig. Glem aldrig det.

Altså, den gamle hverdag, den var sådan her: 20 kilometer til børnehave – 13 på provinsasfaltvej, 7 på skovvej. På de første 5 km skovvej var der lidt spredt beboelse og nogenlunde regelmæssig snerydning. På den næste kilometer meget uregelmæssig snerydning. På den sidste var der kun snerydning i forbindelse med rallyet i februar. Og den sidste kilometer havde en stigning stejl nok, til at jeg (med forbehold for danskhed) kalder det bjergvej.

Og den nye hverdag, den er sådan her: ca 6 kilometer til børnehave – 3 på hovedvejs-asfaltvej, knap 3 km på jævnt beboet, dvs helt regelmæssig sneryddet skovvej – og så er der indkørslen.

Den er omkring 300 meter lang og har to 90 grader sving. På den første strækning er der krat (bl.a. brombær!) og et mindre stengærde. Efter det første sving er der skov på den ene side. På den anden side er der et fantastisk, overdimensioneret stengærde, som er opstået efter at en nabomark er gravet op. Små klippestykker dynget ovenpå hinanden. Omkring det sidste sving er der tætbevokset af enorme fyrretræer og grantræer. Først derefter kan man faktisk se huset. Mit skovhjem. Min hule. Et sted at forsvinde.

Jeg elsker den indkørsel. Jeg elsker at huset ligger sådan; forsvundet.

Man kan godt køre ned til huset og parkere der. Det gør jeg ikke. Jeg har fået lov at bruge parkeringspladsen ved huset oppe ved vejen. Så går vi. Frem og tilbage. Drengen brokker sig over det. Jeg siger at det er godt at gå. Jeg siger at det er godt at mærke hvordan dagen er – vejret, årstiden etc. Jeg siger at han lige så godt kan vænne sig til det, for det bliver ikke anderledes. Alt muligt siger jeg, men jeg tænker noget andet. Læs resten

*22 Så sært, så stille

november 2013 himmel

November 2013

Udover pengebekymringerne, var der også noget andet der nagede mig. Ensomhed. Ikke som et akut eksisterende problem, egentlig. Men selve tanken. Mig alene i en skov med et barn. Så sært, så stille. Så overhovedet ikke godt nok. Livet i skoven var nødt til at involvere andre mennesker på hverdagsbasis. Naboerne var virkelig søde og gæstfrie, og der var mange naturlige sammenkomster i forbindelse med at vores drenge legede sammen. Men. De er en familie. To voksne, flere børn. Deres situation var en helt anden end min.

Og hvad var min situation egentlig? Hvad var fremtidsperspektiverne? Læs resten