*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Wiinberg

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

*44 Brændeskuret er en kattekilling

killingtop

November 2015

Jeg har haft ret travlt på det seneste. Hvis nogen som læser med her, skulle have misset det, så har jeg lavet mit eget forlag, som jeg offentliggjorde i onsdags – det kan du læse mere om her: www.poteproduktion.dk

Der har været meget at finde ud af (og på) og tage stilling til og lære. Men nu findes min butik, og fra nu af skal jeg i et mere roligt tempo skrive og lave det, som skal sælges. Nu er der igen tid til alt det andet. Og tid til indimellem også bare at være. For eksempel lå jeg i går på min sofa og drak min morgente, og kiggede ud af mit morgenvindue. Det østvendte. Helt, helt stille.

Så kom en mand gående hen ad vejen. Gående.

Det sker ellers aldrig. Folk kører i bil i skoven. Læs resten

*43 Min baghaveelg

elg maj 2016

Maj 2016

I den seneste uges tid er en elg begyndt at spise på engen lige udenfor huset om aftenen. Når jeg kigger ud af vinduet er den der. Når jeg går ud for at tisse, hører den mig, og jeg hører den buldre ind i skoven. Det dyr, det er så stort!

I går stod den lige imellem det nye bålsted og den nu nedrevne campingvogn. Den så mig godt. Eller den så en bevægelse bag ruden. Den stod helt stille og gloede, indtil jeg ikke kunne modstå fristelsen til at forsøge at fotografere den. Forsigtigt, forsigtigt lirkede jeg vinduet op, klar med kameraet – men så var der et eller andet med indstillingerne, der gjorde at en tåge, som ikke fandtes i virkeligheden, overtog billedet. Og næste billede var for sent, den var løbet væk. Læs resten

*33 Mens jeg venter

april 2016

April 2016

Den tid, det tager for et træhus, der har stået tomt, at blive gennemvarmet. Den tid, det tager fra sneen er begyndt at smelte, til det hele er væk. Den tid, det tager for en følelse at følge en beslutning.

Jeg venter. Det er en tilstand, der har fulgt mig altid. Det er lige meget om jeg laver præcis det, jeg allerhelst vil og holder allermest af. Jeg venter altid på … noget andet. Jeg venter på det egentlige, på at mit liv begynder. Det er også sådan jeg har det med kærester. De skal komme og begynder mit liv. Endelig.

Det er så tåbeligt. Læs resten