*95 Når jeg hører bladene falde, hører jeg lyden af regn

DSC_2264

Oktober 2017

Jeg sidder her og arbejder i dag. Det du ikke kan se på billedet, er at luften er så mættet af lyde. Tågen lå tungt over skovbrynet, da jeg stod op. Det er jorden, der afstøder væden, det er solens varme, der trækker den til sig. Væden mætter luften med tyngde. På samme måde med lydene. Luften er tung af lyde i dag.

DSC_2319

Det er små fugle, der flitrer rundt i flokke. Så flyver de i cirkler, letter alle på en gang og lander igen. Igen. Jeg tror, de varmer op til noget større, en rejse. Jeg tror, de træner. Noget med signaler og flokken, der skal flyves ind, flyves sammen. Læs resten

Reklamer

Ti ting om at bo i tipi …

tipi4

… som jeg ikke vidste for halvanden måned siden:

1) Hvor svært det er at opklare hvad forskellen på en tipi og en lavvu egentlig er?
Jeg har købt denne her model – og på hjemmesiden kaldes det et ‘tipi telt’. Som jeg har forstået det har en rigtig tipi stænger ude i siden, der bærer selve dugen. Min har en opretstående pæl i midten og er spændt ud med barduner. ‘Tipi telt’ giver god mening for mig, og så kalder jeg det bare en tipi, fordi det ellers bliver lidt omstændeligt. MEN så er der efterhånden en del, som har kontaktet mig og meget overbevisende forklaret at jeg bor i en lavvu. Og jeg har forsøgt at google mig frem til hvad der adskiller en tipi og en lavvu – men jeg bliver ikke klogere. Er der nogen, der kan forklare mig det?

2) Hvor vanedannende det er at falde i søvn og vågne til lyden af skov.
I weekenden sov jeg et par nætter inde i huset, kombinationen af øsregn og punkt 6-7 knækkede mig midlertidigt. Men det var virkelig underligt at falde i søvn. Det var som om nogen havde slukket for lyden. Nu er jeg tilbage i tipien igen, og er endnu mere klar over hvor meget dette eksperiment er båret af lyst. Jeg har bare virkelig, virkelig mest lyst til at sove herude.

Læs resten

*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Nässlander

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten