*32 Den anden sorg, den store

marts 2016

Marts 2016

Det har været en stille påskeferie. Drengen har været hos sin far, jeg har været i skoven. Helt alene. Ikke selvvalgt, fravalgt.

Jeg har haft så god tid til at tænke, og især har jeg tænkt over dette: Hele mit voksenliv har jeg gjort alle mulige krumspring for at arrangere tid alene. En uge alene har været eftertragtelsesværdig – værdifuld. Skrivetid! Glo ud i luften tid, læsetid, tænketid. Jeg er god til at være alene. Måske er jeg bedre til at være alene, end til at være sammen.

Men den her uge har været … rædselsfuld. Intet mindre. Jeg er gået tidligt i seng, fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv og al min tid. Faldet i søvn grædende, vågnet før daggry, grædende. Og så frygten: Tænk, hvis jeg aldrig bliver glad igen. Tænk, hvis jeg aldrig får lyst til noget igen. Tænk, hvis dette er et sort hul, som jeg aldrig kommer op af, kun dybere ned i.

Det sker jo. Det sker for nogen, at de knækker. Bare fordi det ikke er sket for mig, betyder det ikke, at jeg er sikret. Og hvad så. Hvad sker der så. Læs resten