*75 Pinlig i banken

isblomst2
Januar 2017

Jeg har været til møde i banken her til morgen. Så begyndte jeg næsten at græde. Det var så uendelig pinagtigt, mest for bankmanden, tror jeg. Han stod og trippede, og ville på en måde gerne give mig et kram, men det gør man jo ikke, og i stedet rablede han den længste undskyldningssmøre af sig, mens jeg hasteagtigt tog min jakke på og blinkede og blinkede og smilede sammenbidt, mens jeg sagde, at det jo så bare var sådan det var. Og: Tusind tak for at du prøvede!

Undskyld, sagde jeg ikke. Ikke med ord, men med alt jeg havde af mimik og kropssprog.

Undskyld at jeg er så upassende.

Det pinlige var, at det handlede om sådan en petitesse. En bagatel, en detalje. Ingenting egentlig. Det var ikke fordi jeg sad til et møde, hvor hele min fremtid skulle afgøres. Det handlede ikke om at låne penge til et hus eller mad eller noget af alt det, der har rigtig betydning. Den slags har banken intet at gøre med, for min økonomi er slet ikke sådan at de ville hjælpe mig, hvis jeg spurgte. Alt ved min økonomi er for dem: Petitesse, bagatel, detalje. En humlebi. Og derfor er det altid allerede pinligt for mig at befinde mig i banken. Det er noget, jeg gør meget for at undgå. Men nu sad jeg der så alligevel, og havde brug for bankens hjælp. Læs resten

Reklamer

*70 Jeg græder ofte, jeg græder offentligt

malebillede

Oktober 2016
Foto: Liv Elverkilde

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte …

Med at jeg har fået brænde nu, endelig. Og at den halvvægskonstruktion, som jeg i hast byggede for at have et sted at gøre af det, væltede ti minutter efter at det hele var blevet stablet.

Med at jeg gik i stå med at male halvvejs på køkkenloftet. I gangen er væggene grundet. Der ligger afdækningspap overalt, malerbøtterne står fremme og penslerne er nødtørftigt pakket ind i plasticposer. Det hele står klar til den dag, jeg fortsætter. Det bliver ikke i dag. Nok heller ikke i morgen.

Eller skal jeg starte med at fortælle, at jeg var på BogForum med Pote Produktion i weekenden, og at det er derfor hele indflytningen blev midlertidig afbrudt. Og at det var virkelig, virkelig sjovt.

Og at jeg i forgårs var i Danmark igen, fordi jeg skulle hen på en højskole og fortælle om at skrive og bo i skoven og lave sit eget forlag. Og at det jeg skulle fortælle, blev præcis så hultertilbulter og sammenfiltret, som det er i virkeligheden – og det gik op for mig mens jeg sad der og snakkede: Det kan ikke længere skilles ad. De valg jeg har truffet, som man kan kalde ‘livsvalg’ er uløseligt forbundet med mine valg som forfatter. Og de søde, unge mennesker, de var så nysgerrige og engagerede, og stillede mig spørgsmål, der tvang mig til at tænke mig grundigt om. Og så blev jeg selv klogere. Og jeg græd også lidt undervejs.

Det er åbenbart en ting jeg har taget med mig fra den vildmark, som jeg stadig, hver eneste dag savner. Jeg græder ofte, og jeg græder offentligt. Og alt er lige præcis som det skal være. Hver eneste dag er jeg glad for at jeg nu er her.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.

Men nu er jeg i det mindste begyndt at skrive her igen.

*50 Jeg idylliserer voldsomt

april2014himmelApril 2014
(Foto: Robert Elverkilde)

Hvis jeg var en stereotyp. Der er noget ved min situation, der får mig til at tænke på den midaldrende mand, der pludselig er nødt til at eje en knaldrød sportsvogn. Og have meget unge kærester.

Jeg ved ikke helt hvad det er, men måske er det måden jeg begraver mig selv i arbejde på. Jeg holder mig selv beskæftiget, for ikke at synke ned i den sorg, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Jeg ved det godt, jeg ved det godt: Jeg skal netop ikke stille noget op. Jeg skal bare lade det være. Men det gør så ondt, jeg vil så nødig mærke dét.

Hvis jeg så tænker stereotypen igennem, så synes jeg slet ikke den har noget med mig at gøre. Den midaldrende mand i det billede, har typisk været gift hele sit voksenliv. Han har børn og fuldtidsarbejde. Det er den trummerum, han er i. Dag ud og dag ind det samme, samme, samme slid. Så når han halvvejs gennem livet, og det går op ham for at tiden går. Skal det virkelig være sådan? Er det hele hans liv, skal der ikke ske andet? Læs resten

*40 Min sorg breder sig som myntens stiklinger

majhave

Maj 2016

Jeg kan godt lide klimaet heroppe. Det kan godt være at vinteren er (alt for) lang og (rædsomt) barsk, men så er det til gengæld sådan rigtig vinter. Og når det endelig skifter, så er det et skift, der kan mærkes. I sidste uge var der et snefald, der varede et døgn, og der var nattefrost hver eneste nat. Men de sidste fire dage har jeg gået rundt i t-shirt og shorts. Dagtemperaturen er 15-18 grader, og også nætterne er lune – og jordtermometeret har lavet et gedigent hop.

Der kan stadig komme nattefrost. Vejret kan sagtens nå at lave en sidste vinterkolbøtte. (og nattefrost kommer der med garanti stadig mere af.) Men. Dette er mit tredje forår heroppe, og tredje gang jeg oplever det her skift. Det er noget med varmen, som ankommer og ligesom sætter sig. Tungt. Forestil dig den tykke onkel med en god stråhat, og en virkelig lavbenet havestol. Når først han har fået sat sig tilrette – så gider han jo ikke rejse sig op igen, vel? Læs resten

*35 Jeg øver mig i at være pinlig

april 2016 snegl

April 2016

Jeg har været på vaskeri i dag. Jeg kan virkelig godt lide rent vasketøj. Duften, og at det rene ligger i stabler, klar til brug. Og jeg foretrækker at opvasken bliver taget hver dag. Jeg tager et nyt, rent glas flere gange om dagen, fordi jeg ikke kan lide følelsen af læberne mod mundmærkerne. Jeg kan lide at sortere alt mit tøj; pakke vintertøj væk og sommertøj frem. Eller tømme et køkkenskab fuldstændig, vaske hylderne og stille alt ind på nye, rette pladser. Det øjeblik af orden, den ro.

Skafferiet, det er det næste, der står for tur: Resterne af vinterlageret skal gås igennem, gammelt skal smides ud, sylteglas skal vaskes. Der skal gøres klar til en ny sæson, med friskere, sartere ting på hylderne.

I haven elsker jeg først og fremmest at luge. Udryddelse af uønskede vækster. Rene linjer. Jeg elsker at beskære træer og buske, forme dem efter min vilje. Hvis de ikke ligefrem skal væk, åh at rydde ny grund. Jeg anlægger stier og bede, bygger landskabet op, sådan som jeg vil.

Resten af tiden roder jeg.

Taknemlig konstaterer jeg, at jeg også roder og lader rodet ligge. Ellers havde jeg slet ikke kunnet holde mig selv ud. Læs resten

*32 Den anden sorg, den store

marts 2016

Marts 2016

Det har været en stille påskeferie. Drengen har været hos sin far, jeg har været i skoven. Helt alene. Ikke selvvalgt, fravalgt.

Jeg har haft så god tid til at tænke, og især har jeg tænkt over dette: Hele mit voksenliv har jeg gjort alle mulige krumspring for at arrangere tid alene. En uge alene har været eftertragtelsesværdig – værdifuld. Skrivetid! Glo ud i luften tid, læsetid, tænketid. Jeg er god til at være alene. Måske er jeg bedre til at være alene, end til at være sammen.

Men den her uge har været … rædselsfuld. Intet mindre. Jeg er gået tidligt i seng, fordi jeg simpelthen ikke vidste hvad jeg skulle stille op med mig selv og al min tid. Faldet i søvn grædende, vågnet før daggry, grædende. Og så frygten: Tænk, hvis jeg aldrig bliver glad igen. Tænk, hvis jeg aldrig får lyst til noget igen. Tænk, hvis dette er et sort hul, som jeg aldrig kommer op af, kun dybere ned i.

Det sker jo. Det sker for nogen, at de knækker. Bare fordi det ikke er sket for mig, betyder det ikke, at jeg er sikret. Og hvad så. Hvad sker der så. Læs resten