*90 Jeg pynter mig med dumhed / jeg tager fejl

I morges fotograferede jeg en grafitti-tekst på et fortov, umiddelbart før jeg hoppede ind i en bus, og så lavede jeg et hurtigt instagramopslag, hvor jeg skrev en lidt lang tekst om at komme direkte fra en uges skrivehi og ud i en verden, som virker ekstra anmasende og rystende, fordi kontrasten til den beskyttede boble er så stor. Læs resten

*89 Flyvesnegl

DSC_1578

Nu har crowdfundingen til min nye roman ‘Den slags skal gøres i dagslys’ været i gang siden i mandags, og som jeg skrev i mit forrige indlæg, så var jeg ægte nervepirrende angst for hvordan det skulle gå …

Men så blev minimumsmålet for at kunne sende bogen til tryk opnået allerede første dag?

Crowdfundingen fortsætter helt frem til d. 22. juni – både fordi det også er et tilbud til jer om at forkøbe bogen billigere, og så fordi jeg har sådan et brændende ønske om at vælge et trykkeri, som arbejder helt, helt miljøvenligt – men derfor også væsentligt dyrere.

Her kan du se min video (juhu, jeg fik lavet en video!) der forklarer ALT 🙂

Og her er lidt flere billeder fra skoven og (snegle)huset lige nu (seriøst, der er vinbjergsnegle overalt, de er så fine!). Og jeg har aldrig helt forstået al den snak om bøgeskove, men det viser sig så at det bare er fordi jeg aldrig har set en bøgeskov i al sin forårs- og sommerfrodighed. Eller er også er det fordi jeg aldrig har gået så aldeles flyvende lettet rundt i en skov før …

DSC_1581

*88 Hvor længe kan man gå ind i ting?

hug1

Det er lørdag morgen, og vi har været oppe længe, fordi det altid er sjovere at stå tidligt op de dage, hvor vi ikke skal skynde os ud af døren. Vi sidder stadig ved køkkenbordet. Drengen er for længst færdig med sin morgenmad, nu er han ved at lave en bog (en gave), og jeg elsker at hans bøger altid, alle sammen starter på samme måde: Med alfabetet.

Indimellem går han ind og hopper i sengen, eller leger med lego, eller kommer forbi med spørgsmål. Vigtige spørgsmål som:

Hvor længe kan man gå ind i en ting? 9 minutter, et halvt sekund eller en time? Læs resten

*84 Sådan en helt normal sekt

DSC_1339

I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.

Uanset om de er det eller ej.

Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.

Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.

Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i? Læs resten

Trylletekst

tryllemetoden

OPDATERING 20/1-2017: SPØRGESKEMAET ER LUKKET FOR BESVARELSER

– Den fællestekst, som blev resultatet af eksperimentet, bliver tilgængelig på http://www.poteproduktion.dk på mandag d. 23. januar kl. 14:00

—————————————————————————–

Jeg har lavet et eksperiment, og jeg vil gerne have din hjælp! Hvis du klikker på dette link kommer du frem til en spørgeundersøgelse, som i virkeligheden er en trylleformular, som i virkeligheden er et interaktivt digt.

Jeg vil blive meget glad, hvis du vil gå ind og trykke på de forskellige svarmuligheder. Hvis du også vil skrive dine egne svar i de blanke felter under hver spørgsmål, vil det være et meget værdifuldt bidrag!

Jeg kommer til at gøre noget med det hele, og jeg kommer til at fortælle mere om det her – men fordi det er et eksperiment, som også i høj grad afhænger af hvad der kommer fra DIG, så ved jeg endnu ikke hvad det ender med …

* 74 Stormforberedelser

barometer2
December 2016

Jeg har de her skrivedage alene hjemme mens drengen fejrer jul med sin far, og så forestiller jeg mig, at jeg skal skrive alenlange blogindlæg fyldt med følelser og stemninger og vejret og skov og dyr og så videre, og det er ikke fordi: Der er det hele – stemninger og følelser og skov og dyr, og lige nu er stormforberedelserne i radioen endda så intensive at jeg måtte tjekke i kalenderen, men det er altså først i morgen, stormen kommer.

Der er tid nok, der er stadig god tid. Også i morgen aften skal jeg sidde i skovhuset og lytte. Det er det gode ved at have et hus at være i: Så kan man sidde lunt inde og lytte til det voldsomme ude.

Og jeg skal også nok nå de her lange blogindlæg, som jeg forestiller mig så levende. Men mest skal jeg huske at nyde alle grundene til at jeg ikke har skrevet noget her endnu, og de er ca sådan her:

Læs resten

*70 Jeg græder ofte, jeg græder offentligt

malebillede

Oktober 2016
Foto: Liv Elverkilde

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte …

Med at jeg har fået brænde nu, endelig. Og at den halvvægskonstruktion, som jeg i hast byggede for at have et sted at gøre af det, væltede ti minutter efter at det hele var blevet stablet.

Med at jeg gik i stå med at male halvvejs på køkkenloftet. I gangen er væggene grundet. Der ligger afdækningspap overalt, malerbøtterne står fremme og penslerne er nødtørftigt pakket ind i plasticposer. Det hele står klar til den dag, jeg fortsætter. Det bliver ikke i dag. Nok heller ikke i morgen.

Eller skal jeg starte med at fortælle, at jeg var på BogForum med Pote Produktion i weekenden, og at det er derfor hele indflytningen blev midlertidig afbrudt. Og at det var virkelig, virkelig sjovt.

Og at jeg i forgårs var i Danmark igen, fordi jeg skulle hen på en højskole og fortælle om at skrive og bo i skoven og lave sit eget forlag. Og at det jeg skulle fortælle, blev præcis så hultertilbulter og sammenfiltret, som det er i virkeligheden – og det gik op for mig mens jeg sad der og snakkede: Det kan ikke længere skilles ad. De valg jeg har truffet, som man kan kalde ‘livsvalg’ er uløseligt forbundet med mine valg som forfatter. Og de søde, unge mennesker, de var så nysgerrige og engagerede, og stillede mig spørgsmål, der tvang mig til at tænke mig grundigt om. Og så blev jeg selv klogere. Og jeg græd også lidt undervejs.

Det er åbenbart en ting jeg har taget med mig fra den vildmark, som jeg stadig, hver eneste dag savner. Jeg græder ofte, og jeg græder offentligt. Og alt er lige præcis som det skal være. Hver eneste dag er jeg glad for at jeg nu er her.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.

Men nu er jeg i det mindste begyndt at skrive her igen.