*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem. Læs resten

Reklamer

Brevkasse: Hvordan jeg fandt Bondsäter

kiltog2013

August 2013

Jeg var i Go’morgen Danmark i går, og som en del af indslaget kunne seerne stille spørgsmål til mig på deres facebookside. I studiet besvarede jeg tre, men jeg synes der er flere gode, relevante spørgsmål. Derfor kommer der i de næste dage en hurtig brevkasserunde her på bloggen, hvor jeg forhåbentlig kommer omkring resten. (Åh ja, og så må jeg jo tilstå at jeg elsker selve brevkassekonceptet, og benytter hver en lejlighed til at gøre noget brevkasseegnet …)

De første spørgsmål jeg har samlet, handler alle sammen om hvorfor jeg valgte netop dette sted:

Steffen Schubert: Hej Maja. Hvordan fandt I jeres nye hjem? Kendte du nogen i forvejen i Sverige, som hjalp lidt til at finde sig til rette , også mhp. svenske forhold, myndigheder osv.?

Holger Lundberg: I princippet kunne du/i bo hvor som helst i denne verden, hvorfor faldt valget på Sverige ? Læs resten

*56 I går dræbte kattene en hugorm

DSC_8698

Juli 2016

Jeg er vågnet tidligt. Klokken er 05:58, ilden buldrer og jeg venter på at vandet koger, så jeg kan få kaffe. Drengen sover. Det er sommerferie. I går havde vi sommergæster til kagebord.

Vi plukkede sammen blåbær til den tærte, som jeg bagte på den der tøvende måde, jeg altid bager. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følger aldrig en opskrift, men jeg spørger alle gæster: Ville du gøre sådan her? Hvad tænker du om timian sammen med blåbærrene? Læs resten

*39 Den tid på året hvor alting føles nemt

tre glas

Maj 2016

Se! Dette har jeg netop lavet. Syltede æg i tre forskellige slags lage – rødbede, karry og chili.

Nogle gange synes jeg at jeg snakker for meget. Fortæller alt for personlige ting til alt for mange. Og så nu det her blogprojekt. Det er meget pinligt alt sammen. Menneskeligt, du ved. Så er jeg ikke cool, så er jeg ikke mystisk. Det er en gammel historie, egentlig tænker jeg ikke så meget over det længere, nu gør jeg det bare. Snakker altså. Fortæller alt muligt om mig selv, til hvem der nu lytter. Til jer, der læser med her.

Og så sker der ting, som gør mig glad for at jeg fortæller. Som nu de syltede æg. Det startede med at jeg var (er) så ked af at være her alene. Med en kæmpe hønseflok, der efterhånden som foråret for alvor fik fat, lagde flere og flere æg. 8 om dagen lige nu. Så mange æg kan vi ikke spise, drengen og mig. Alle jeg kender heroppe har selv høns, ingen mangler æg. Æggene, der hobede sig op, fik mig til at føle mig endnu mere ensom. Sammen med visheden om, at hvis jeg vil have færre æg, skal jeg slagte høns. Selv.

Jeg vil principielt gerne lære at slagte. Faktisk handler det overhovedet ikke om at lære det, jeg kan godt, har gjort det. En gang. Det var min første sommer heroppe, hønen var syg, det var akut. Det var rædselsfuldt. Jeg tænkte: Det tror jeg ikke jeg kan gøre igen. Det var vel en slags knæk. En ridse i mit selvbillede. Læs resten

*27 Historien om Pensionat Bondsäter

januar 2014 indvendig ovn

Januar 2014

Når jeg sådan her skriver uden en plan på forhånd, sker der (muligvis uvægerligt) det, at der kommer tidspunkter, hvor jeg må stoppe op og overveje, hvad jeg laver. Nu har jeg skrevet Pensionat Bondsäter op som en slags spændings-bærer. Noget, der burde lede frem til noget i historien. En lille eksplosion af historier om pensionatet – gæsterne som selve historien.

Nu vil jeg skrive Pensionat Bondsäter ud igen. Af flere grunde, men blandt andet fordi de mennesker, som besøgte pensionatet på ingen måde har bedt om at blive gjort til små (kulørte) historier i min historiefortælling. Derfor: I dette indlæg kommer opsummeringen af et halvt års erfaringer med gæster. Min historie med gæster, ikke historier om gæsterne. Læs resten

*20 At skaffe brænde landsby-mafia-style

oktober2013braendestabel

November 2013

Novembers første opgave var at skaffe brænde. Det foregik landsby-mafia-style, dvs. med næsten-nabo Debbi som mellemled, der sagde god for mig, sådan at jeg fik brændet til lokal-pris – og i det hele taget fik lov til at købe den mands brænde.

Undervejs måtte vi akut omkring en anden næsten-nabo, der havde et meget sygt får, som Debbi skulle kigge til. Læs resten