*79 Men vims mus er jo undtagelsen

dsc_0894

Februar 2017

Historien om musen, der blev vims er jo både sand og sød – men den er også en undtagelse. Billederne herunder viser en anden historie, som man kunne kalde: Regnbue fanger en mus / Bambus skummer fløden Læs resten

Reklamer

*77 Musen er vims

Musen er flyttet ud af soveværelset og ind i stuen. Det er vel i og for sig godt, den virker da også til at trives. Lige før vimsede den i hvert fald forbi mit skrivebord, stoppede op et øjeblik for at kigge på mig (?), hvorefter den gik hen til musefælden og lirkede rosinen ud, uden at den klappede. Jeg kan høre den gnaske den i sig her fra min plads i sofaen. Her ligger jeg godt, og det er vel i og for sig godt nok det hele, vi har det godt, mig og drengen og så musen.

*76 Flytningen er en kolbøtte

dsc_0542

Januar 2017

I nat blev jeg vækket af en mus i soveværelset. Klokken 04:08. Den sad inde under mit klædeskab og gnavede. Gnavede så højt, at det vækkede mig. Mus larmer.

I går sad jeg til klokken halv et og rettede her på bloggen. Jeg har ændret på layoutet, igen, det er noget jeg gør – garanteret mere regelmæssigt end jeg selv er klar over. En slags hovedrengøring, vende alt på hovedet, skure og skrubbe og sætte det på nye pladser, der stemmer bedre overens med den nuværende tilstand.

Den nuværende tilstand. Er det for sent at snakke om nytår og forsætter og den slags?

Jeg havde ikke rigtig nogen forsætter i år. Det hele var så diffust, jeg syntes ikke jeg havde overblik over noget på det tidspunkt – og heller ikke tid til at sætte mig ned og få det overblik. Jeg vidste heller ikke om jeg overhovedet ville have overblik. Overblik kalder ligesom på handling. Noget fremadrettet. konstruktivt. Jeg har sagt farvel til så mange drømme i løbet af det seneste år, at jeg slet ikke ved om jeg tør begynde at ville noget igen. Læs resten

*66 Den glittede fælde

koekkenrealismeOktober 2016

Jeg er simpelthen så træt, at jeg knap ved, hvad jeg selv hedder, og det er vel ikke den bedste forudsætning for at skrive her. På den anden side har jeg den her fornemmelse af at hvis jeg ikke skriver nu (skynder mig!) så ender jeg i den der glittede fælde, hvor jeg tror at jeg skal skrive noget dybt og gennemtænkt altid, og altid sammen med smukke fotografier af noget. Skov eller grøntsager, eller den her før-og-efter billedserie, som situationen kalder på. At sætte hus i stand. Det gør jeg nu, og jeg glemmer hele tiden at fotografere før, og er i øvrigt kun knap nok nået i gang. Der er også det ved det, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om at tage fotografier af mit hjem. Haven og skoven, grøntsager og dyr, oh insekter, dem elsker jeg at fotografere. Men indendøre … det er ok med sådan lidt diffuse kunstNEriske skæve, halve vinkler, hvor man ikke rigtig ved hvad man ser. Det er også ok med noget helt zoomet ind, og madbilleder – det er jo det nye, at jeg er blevet så glad for at fotografere min mad. Underligt nok, men jeg tænker sådan her: Alt der gør mig glad, det er godt.

Altså, præmissen lige nu er at jeg er træt. Jeg skal ingen vegne med det her, det er sådan det er. Og der er ingen billeder af huset nu. Måske kommer der nogen. Jo, mon ikke der kommer nogen alligevel, det tror jeg nok.

Jeg vil skrive noget nu, fordi der er noget man kun ved lige præcis i overgangene, mens det er nyt. Om et par dage har jeg glemt det igen. Det er overgangen fra tre år uden el. Læs resten

*34 Foråret er langsomt

april 2016 redskaber

April 2016

Foråret er langsomt. Det er noget, jeg siger til drengen. Han er forvirret over alt det, der er det samme, selv om jeg har erklæret at nu er det forår. Han skal stadig have meget tøj på udenfor; vejen er stadig håbløs at køre på; der ligger stadig sne i store, genstridige flader rundt omkring på grunden. Foråret er langsomt, siger jeg så. Hver dag bliver det en lille smule lysere, en lille smule varmere. Hver dag vokser planterne en lille smule. Og imens fortrækker vinteren langsomt, umærkeligt. En dag, så har foråret for alvor bidt sig fast, og så begynder sommeren sin snigende ankomst. Overgangene findes egentlig ikke. De sker. Læs resten

*30 Fra dagbogen

januar 2014 sne

Januar 2014

11. januar 2014: I dag lod jeg være med at tænde stearinlysene første gang jeg fik indskydelsen. Jeg plejer at tænde dem alle, så snart det bliver den mindste smule gråt. Nogle af de seneste regnvejrsdage har lysene været tændt hele dagen. Nu er det snelyst, om morgenen tænder jeg ikke lyskuglerne i vinduet, som jeg ellers plejer. Og da det blev eftermiddag – klokken var halvfire, det er allerede lidt senere end da dagen var kortest, hvor det blev tusmørke omkring omkring klokken tre – fik jeg lyst til at holde tusmørke. Ved ikke hvorfra jeg har den ide at kalde det det. Holde tusmørke. Se mørket kommet. Måske er det en fast vending, men jeg genkender den egentlig ikke. I W’s sangbog (sangebogen, kalder han den) er sangen ‘Spurven sidder stum bag kvist’ med. Jeg læser de sangtekster, der handler om skoven og livet i gamle dage på en ny måde. Der er en genkendelse, jeg aldrig har følt før. I et af versene i den sang, sidder moren i stuen og kan næsten ikke se en hånd for sig længere. Læs resten

*23 Der er eksotisk, og så er der ucharmerende

november 2013 hus

November 2013

Pensionat Bondsäter. Det var idéen. Der var to værelser ovenpå, det ene kunne indrettes som gæsteværelse, og folk kunne komme på besøg. Betale for kost og logi, og for oplevelsen af en hverdag med brændehugning og alt det der. Jeg kunne tjene lidt penge og få besøg på en ny måde.

Jeg var entusiastisk; åben for en ny måde at møde mennesker på, ivrig efter at dele mit nyfundne skovparadis.

Men, der er altid et men. Læs resten