*92 Flismaskinen

This slideshow requires JavaScript.

Reklamer

*91 Forbeholdsmaskinen

DSC_1855

August 2017

Der sker nogle gange det, at forbeholdene overtager. Så bliver jeg stille. Det vil sige; jeg lukker munden, holder op med at skrive her – men indeni mit hoved larmer det, nej det kværner!

Det er forbeholdsmaskinen.

Den er mægtig, den vil gennemtygge alle indfald indtil det hele er mudder. Et søle af: Hvis jeg fortæller dette, hvad så med dette, og hvad er konsekvensen i forhold til dette, og så er der den detalje, og den anden, og er det nu gennemtænkt, og konsekvent? Det er vigtigt at være konsekvent!

ER DU NU KONSEKVENT?

Råber maskinen og jeg holder mig for ørerne og bider tænderne hårdt sammen, og der er ting, jeg har lyst til at fortælle, jeg har virkelig, virkelig lyst til at fortælle, men men men – sagen er, at jeg for evigt er ambivalent og inkonsekvent, jeg gennemtænker ikke, jeg overtænker bare. Læs resten

*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*69 Altid det bøvl med bilen

billede-6

Oktober 2016

Jeg havde nok en illusion om at så snart selve flytningen var overstået, ville der falde ro over alt. Sådan er det så ikke. Sandheden er, at jeg endnu ikke har pakket en eneste flyttekasse ud. Der er hele tiden noget andet, der skal ske først. Fx skal jeg være færdig med at male. Flaskehals, sådan kan man beskrive situationen – men til gengæld ser jeg frem til en smuk dominoeffekt lige pludselig, når den ting bliver færdig (sådan: bum!) som så vælter den næste: Bum! Og så videre. (Tag venligst ikke den illusion fra mig, på forhånd tak.)

Sandheden er også at der er ting, som det ikke har været muligt at forhold sig til midt i flytningen, men som nu – absolut nu – skal ordnes. Bilen. Altid det bøvl med bilen, og her kommer en hurtig bilovervejelsesrunde:

Hvis jeg boede i en by, så kunne jeg cykle eller gå. Men så boede jeg jo ikke midt i en skov. Hvis jeg boede i en skov i gamle dage, så ville alt være indrettet sådan at alle mennesker gik/cyklede/kørte i hestevogn rundt til hinanden. Alt jeg skulle købe, ville findes hos mere specialiserede, spredt placerede mennesker. Mennesker, der boede der, hvor de arbejdede. Mennesker, hvis hjem var hele deres liv. Jamen altså, det er ikke for at idyllisere, det er bare den konstatering: Der er sket noget siden de gamle dage. Der er sket en centralisering, der gør at hvis man vil bo på landet har man nogle udfordringer i forhold til transport. Når det engang (engang!) bliver min hverdag igen, så er planen jo at jeg skal tilbringe mindre tid med at køre bil. Jeg glæder mig.

Men: Det er ikke blevet den hverdag endnu. Det er stadig den hverdag, hvor jeg hele tiden skal noget, der kræver at bilen kan køre. Og midt i flytningen, faktisk på vejen fra Värmland med flyttelæsset, der fik den en lyd. En lyd, der blev værre. Jeg holdt mig for ørerne og håbede på det bedste indtil i dag, hvor jeg endelig fik den afleveret til en mekaniker. Jeg havde aftalt med mekanikeren at vi bare ventede der imens de fiksede den. Jeg havde købt kanelbullar og juice til drengen, havde selv kaffe med. Men da jeg afleverede bilen fik jeg beskeden: To timer skulle de bruge. Mindst.

Det er alligevel længe at sidde på et bilværksted.

billede-4

Så gik vi derfra. Uden en plan. Med to timer, der bare skulle gå. Efter en måned med konstant jongleren med minutter for at nå alt det, man nu skal nå, når man skal flytte. Alt det man skal nå oveni alt det man også ellers skal nå. Læs resten

*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten

*44 Brændeskuret er en kattekilling

killingtop

November 2015

Jeg har haft ret travlt på det seneste. Hvis nogen som læser med her, skulle have misset det, så har jeg lavet mit eget forlag, som jeg offentliggjorde i onsdags – det kan du læse mere om her: www.poteproduktion.dk

Der har været meget at finde ud af (og på) og tage stilling til og lære. Men nu findes min butik, og fra nu af skal jeg i et mere roligt tempo skrive og lave det, som skal sælges. Nu er der igen tid til alt det andet. Og tid til indimellem også bare at være. For eksempel lå jeg i går på min sofa og drak min morgente, og kiggede ud af mit morgenvindue. Det østvendte. Helt, helt stille.

Så kom en mand gående hen ad vejen. Gående.

Det sker ellers aldrig. Folk kører i bil i skoven. Læs resten

*28 Mig og konceptet bil – det ultimative skovkompromis

januar2013a

Januar 2014

Tilbage til januar, tilbage til vinteren. Sneen. I januar begyndte det at sne, og så blev det sådan set bare ved. Her er den samme udsigt, med nogle dages mellemrum:

Sne er herligt. Jeg fandt gamle ski frem i stalden, drengen havde fået et par i julegave. Kælketure, snemand, snelygter. Lånehunden Freja, der havde sit helt eget, åbenlyst uendeligt underholdende snesjov. Læs resten