*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten

*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*82 Jeg kender træ

dsc_0755

Februar 2017

Jeg hugger brænde hver dag. I de sidste tre og et halvt år har jeg hugget brænde stort set hver dag. En trillebør om dagen – mere eller mindre afhængig af årstid og temperatur, men deromkring.

Det har ændret mit liv.

Mit liv er et andet, jeg er en anden i mit liv.

Fordi jeg hugger brænde hver dag.

Jeg har prøvet at skrive om det her et stykke tid nu, jeg tog billederne for en måned siden. Jeg bliver ved med at gå i stå og jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg mistænker at det handler om det bombastiske i mine følelser, som jeg ikke helt vil stå ved på skrift.

Men jeg vil. Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil stå ved og på og fast: Jeg hugger brænde hver dag, og hver dag bliver jeg mere, jeg bliver mere til.

Jeg bliver til en krop, der kløver brænde. Læs resten

*80 Jeg er også en (som) sælger

dsc_1010

Februar 2017

Jeg plejer at have ret vandtætte skodder mellem indholdet her og på min forlagsblog/min butik. Det er fordi jeg er sådan en, som tænker i systemer (og er  god til Tetris). Men netop det, som er emnet for mit andet nyhedsbrev, synes jeg også er vigtigt i forhold til alt jeg ellers skriver om her, som har mere … hverdagslivskarakter. For dette er også mit hverdagsliv, og det er det mere og mere. Siden jeg i juni 2016 startede mit eget forlag, har jeg tænkt meget over hele konceptet. At sælge. At være en sælger.

Og det har været en god, klargørende proces for mig selv at skrive det ned i nyhedsbrevet. Sætte ord på: Nu er jeg en sælger – hvilken sælger, vil jeg være. Læs resten

Trylletekst

tryllemetoden

OPDATERING 20/1-2017: SPØRGESKEMAET ER LUKKET FOR BESVARELSER

– Den fællestekst, som blev resultatet af eksperimentet, bliver tilgængelig på http://www.poteproduktion.dk på mandag d. 23. januar kl. 14:00

—————————————————————————–

Jeg har lavet et eksperiment, og jeg vil gerne have din hjælp! Hvis du klikker på dette link kommer du frem til en spørgeundersøgelse, som i virkeligheden er en trylleformular, som i virkeligheden er et interaktivt digt.

Jeg vil blive meget glad, hvis du vil gå ind og trykke på de forskellige svarmuligheder. Hvis du også vil skrive dine egne svar i de blanke felter under hver spørgsmål, vil det være et meget værdifuldt bidrag!

Jeg kommer til at gøre noget med det hele, og jeg kommer til at fortælle mere om det her – men fordi det er et eksperiment, som også i høj grad afhænger af hvad der kommer fra DIG, så ved jeg endnu ikke hvad det ender med …

*73 Retten til at fylde i det offentlige rum (Id-kontrol i toget)

guldhimmel3

December 2016

Dette er lige sket. Nu prøver jeg at skrive det så hurtigt at jeg får det hele med. Det er i toget, jeg sidder i toget på vej hjem fra København. Jeg stod på i lufthavnen, der er den her kontrol, jeg har vænnet mig til den, der er aldrig problemer i den kontrol, jeg hyggesnakker med vagterne, drengen viser selv sit pas når han er med. Han er ikke med nu, nu er han hos sin far, men når han er med: Han charmerer og duperer, han fører sig frem. I morges da vi kørte til København snakkede vi om hans hår, at det var sort, da han blev født. Nu har jeg guldhår, sagde han. Jeg sagde at han nok skal regne med at få brunt hår når han bliver gammel. Han blev forfærdet. Han sagde: Men jeg kan lide mit guldhår.

Det var i morges. Nu. Kort før jeg tog afsted med toget, var jeg et smut forbi mine forældre og spise aftensmad. Det kan jeg nu, det er nyt efter flytningen. De fortalte om en kvinde, de havde mødt, hvis seksårige barn var blevet trukket til side og kropsvisiteret.

Et seksårigt barn blev taget væk fra sin mor og kropsvisiteret af fremmede mennesker.

Kvinden tog det roligt nok, sagde at det skal de jo. Og der er mennesker, der smugler og der er  mennesker, der bruger børn. Det er sandt. Men. Læs resten