Eksotificeringsfiltret

nytidsmaecen

Jeg har nu udsendt mit fjerde nyhedsbrev – du kan læse det her – og i det forklarer jeg bl.a. hvorfor min nye roman ikke handler om mennesker, der bor i skoven, når jeg nu selv gør det …

NB: Bogen på billedet er min nye roman ‘Den slags skal gøres i dagslys’, i en særudgave med håndlavet hardback, lavet af genbrugsmaterialer (papvins-karton, morgenmadsæsker og omslagscollage af Bo Bedre fra 70’erne).
Den fremstilles kun til konceptet ‘En Ny tids Mæcen’, hvor du kan støtte min forfattervirksomhed og samtidig få et unikt, håndlavet bogobjekt.
Læs mere her.

Reklamer

De tør, de gør, det er voldsomt, det er vigtigt

treaktivister

23. august 2017

De her tre mennesker, dem er jeg meget glad for at kende, og jeg er glad for at de gør noget, som jeg ikke selv tør. Jeg tør ikke nu, men sådan tror jeg ikke det vil være altid, jeg tror vi alle kommer til at turde ting, fordi vi bliver nødt til at gøre mere.

Og det de gør.

De gør det, at de handler. Aktivisme, protest, blokering-med-kroppe – det er en ikke-voldelig protest, de vil undvige og afbøje, de vil sætte sig ned og alene med den handling vise deres protest. Men når kampen bølger får de sikkert alligevel andre navne kastet efter sig, og det er sådan nogle mere ekstreme ord, det er ord om ulydighed og fredsforstyrrelse og forbudt, forbudt, det er sandt:

Det de vil gøre er forbudt, og politiet kommer, det kommer til at ske, og de kommer med lov og orden og knipler, og der bliver sammenstød, og det bliver sikkert voldsomt. Temmelig sikkert bliver det voldsomt. Det ved de godt, både de 3 små-goofy-smilende på billedet, og de op imod 8.000 andre, som forventes at samles, som har hver deres historie om et hverdagsliv, der afbrydes henover denne weekend, og som i busser, busser, busser og atter busser kører mod samme mål, og har forberedt sig på det samme:

Det voldsomme.

Og hvorfor, hvad skal de, hvorfor skal de? Læs resten

*91 Forbeholdsmaskinen

DSC_1855

August 2017

Der sker nogle gange det, at forbeholdene overtager. Så bliver jeg stille. Det vil sige; jeg lukker munden, holder op med at skrive her – men indeni mit hoved larmer det, nej det kværner!

Det er forbeholdsmaskinen.

Den er mægtig, den vil gennemtygge alle indfald indtil det hele er mudder. Et søle af: Hvis jeg fortæller dette, hvad så med dette, og hvad er konsekvensen i forhold til dette, og så er der den detalje, og den anden, og er det nu gennemtænkt, og konsekvent? Det er vigtigt at være konsekvent!

ER DU NU KONSEKVENT?

Råber maskinen og jeg holder mig for ørerne og bider tænderne hårdt sammen, og der er ting, jeg har lyst til at fortælle, jeg har virkelig, virkelig lyst til at fortælle, men men men – sagen er, at jeg for evigt er ambivalent og inkonsekvent, jeg gennemtænker ikke, jeg overtænker bare. Læs resten

*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten

*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*82 Jeg kender træ

dsc_0755

Februar 2017

Jeg hugger brænde hver dag. I de sidste tre og et halvt år har jeg hugget brænde stort set hver dag. En trillebør om dagen – mere eller mindre afhængig af årstid og temperatur, men deromkring.

Det har ændret mit liv.

Mit liv er et andet, jeg er en anden i mit liv.

Fordi jeg hugger brænde hver dag.

Jeg har prøvet at skrive om det her et stykke tid nu, jeg tog billederne for en måned siden. Jeg bliver ved med at gå i stå og jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg mistænker at det handler om det bombastiske i mine følelser, som jeg ikke helt vil stå ved på skrift.

Men jeg vil. Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil stå ved og på og fast: Jeg hugger brænde hver dag, og hver dag bliver jeg mere, jeg bliver mere til.

Jeg bliver til en krop, der kløver brænde. Læs resten