*73 Retten til at fylde i det offentlige rum (Id-kontrol i toget)

guldhimmel3

December 2016

Dette er lige sket. Nu prøver jeg at skrive det så hurtigt at jeg får det hele med. Det er i toget, jeg sidder i toget på vej hjem fra København. Jeg stod på i lufthavnen, der er den her kontrol, jeg har vænnet mig til den, der er aldrig problemer i den kontrol, jeg hyggesnakker med vagterne, drengen viser selv sit pas når han er med. Han er ikke med nu, nu er han hos sin far, men når han er med: Han charmerer og duperer, han fører sig frem. I morges da vi kørte til København snakkede vi om hans hår, at det var sort, da han blev født. Nu har jeg guldhår, sagde han. Jeg sagde at han nok skal regne med at få brunt hår når han bliver gammel. Han blev forfærdet. Han sagde: Men jeg kan lide mit guldhår.

Det var i morges. Nu. Kort før jeg tog afsted med toget, var jeg et smut forbi mine forældre og spise aftensmad. Det kan jeg nu, det er nyt efter flytningen. De fortalte om en kvinde, de havde mødt, hvis seksårige barn var blevet trukket til side og kropsvisiteret.

Et seksårigt barn blev taget væk fra sin mor og kropsvisiteret af fremmede mennesker.

Kvinden tog det roligt nok, sagde at det skal de jo. Og der er mennesker, der smugler og der er  mennesker, der bruger børn. Det er sandt. Men. Læs resten

*72 Mit manifest (jeg er bange)

dsc_0020

November 2016

Strømkablet til min computer er gået i stykker. Det vil sige, det gjorde det vel egentlig for et års tid siden, men så er det gået alligevel med tape og mere tape, og noget med at lægge ledningen i spænd i forskellige vinkler. Nu er der ikke rigtig mere der virker, og det er også begyndt at slå gnister, når jeg sætter den til. Så jeg har bestilt et nyt. Og venter på at det kommer frem. Det tager en uge, muligvis, jeg håber det går hurtigere end de siger. Jeg håber, det bare er noget de siger, for at jeg så skal blive positivt overrasket når det kommer hurtigere frem. At det er en slags strategi. Mens jeg venter sætter jeg indimellem det gamle kabel til alligevel, og indimellem virker det. Det er heldigt, for jeg har arbejde at lave. Arbejde, som jeg kun kan lave på computeren. Heldigvis også en masse arbejde, som skal laves med skrivemaskine og hobbykniv og sort pen. Jeg kan godt lide mit arbejde. Mit arbejdsliv. Mit liv med mit arbejde.

dsc_0001

Det her er også arbejde. Det er det jo. Jeg kan knap selv finde rundt i det længere, og ved at det sidder så dybt i mig, dette skel: Hvis det er sjovt – så kan det umuligt tælle som arbejde.

Det tror jeg virkelig ikke på, det skel.

Men det sidder dybt, det sidder fast. Læs resten

*66 Den glittede fælde

koekkenrealismeOktober 2016

Jeg er simpelthen så træt, at jeg knap ved, hvad jeg selv hedder, og det er vel ikke den bedste forudsætning for at skrive her. På den anden side har jeg den her fornemmelse af at hvis jeg ikke skriver nu (skynder mig!) så ender jeg i den der glittede fælde, hvor jeg tror at jeg skal skrive noget dybt og gennemtænkt altid, og altid sammen med smukke fotografier af noget. Skov eller grøntsager, eller den her før-og-efter billedserie, som situationen kalder på. At sætte hus i stand. Det gør jeg nu, og jeg glemmer hele tiden at fotografere før, og er i øvrigt kun knap nok nået i gang. Der er også det ved det, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om at tage fotografier af mit hjem. Haven og skoven, grøntsager og dyr, oh insekter, dem elsker jeg at fotografere. Men indendøre … det er ok med sådan lidt diffuse kunstNEriske skæve, halve vinkler, hvor man ikke rigtig ved hvad man ser. Det er også ok med noget helt zoomet ind, og madbilleder – det er jo det nye, at jeg er blevet så glad for at fotografere min mad. Underligt nok, men jeg tænker sådan her: Alt der gør mig glad, det er godt.

Altså, præmissen lige nu er at jeg er træt. Jeg skal ingen vegne med det her, det er sådan det er. Og der er ingen billeder af huset nu. Måske kommer der nogen. Jo, mon ikke der kommer nogen alligevel, det tror jeg nok.

Jeg vil skrive noget nu, fordi der er noget man kun ved lige præcis i overgangene, mens det er nyt. Om et par dage har jeg glemt det igen. Det er overgangen fra tre år uden el. Læs resten

Brevkasse: Hverdag uden køleskab

junifrokost

Juni 2016

Jeg er lige kommet hjem igen. Det er ikke i sig selv usædvanligt at være væk herfra, men jeg plejer at besøge familie eller venner, som udmærket kender til livet heroppe. De har fulgt med fra begyndelsen, og har stillet alle mulige spørgsmål, som vi så har glemt alt om igen. Fordi det bliver hverdag. Alt bliver rutine.

Men denne gang tilbragte jeg en uge sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Det var forfattere, fire danskere og fire udlændinge (amerikansk, engelsk, græsk og indisk), og fordi vi havde det til fælles, at vi skriver, var der ikke så mange spørgsmål til det. Det kan der ellers godt være, det er jeg vant til. Men der var mange spørgsmål til min måde at bo på. Spørgsmål, der mindede mig om hvad det er, som er anderledes. Så nu vil jeg skynde mig at skrive om det, før det igen er blevet hverdag og usynligt for mig selv. Læs resten

*30 Fra dagbogen

januar 2014 sne

Januar 2014

11. januar 2014: I dag lod jeg være med at tænde stearinlysene første gang jeg fik indskydelsen. Jeg plejer at tænde dem alle, så snart det bliver den mindste smule gråt. Nogle af de seneste regnvejrsdage har lysene været tændt hele dagen. Nu er det snelyst, om morgenen tænder jeg ikke lyskuglerne i vinduet, som jeg ellers plejer. Og da det blev eftermiddag – klokken var halvfire, det er allerede lidt senere end da dagen var kortest, hvor det blev tusmørke omkring omkring klokken tre – fik jeg lyst til at holde tusmørke. Ved ikke hvorfra jeg har den ide at kalde det det. Holde tusmørke. Se mørket kommet. Måske er det en fast vending, men jeg genkender den egentlig ikke. I W’s sangbog (sangebogen, kalder han den) er sangen ‘Spurven sidder stum bag kvist’ med. Jeg læser de sangtekster, der handler om skoven og livet i gamle dage på en ny måde. Der er en genkendelse, jeg aldrig har følt før. I et af versene i den sang, sidder moren i stuen og kan næsten ikke se en hånd for sig længere. Læs resten