*95 Når jeg hører bladene falde, hører jeg lyden af regn

DSC_2264

Oktober 2017

Jeg sidder her og arbejder i dag. Det du ikke kan se på billedet, er at luften er så mættet af lyde. Tågen lå tungt over skovbrynet, da jeg stod op. Det er jorden, der afstøder væden, det er solens varme, der trækker den til sig. Væden mætter luften med tyngde. På samme måde med lydene. Luften er tung af lyde i dag.

DSC_2319

Det er små fugle, der flitrer rundt i flokke. Så flyver de i cirkler, letter alle på en gang og lander igen. Igen. Jeg tror, de varmer op til noget større, en rejse. Jeg tror, de træner. Noget med signaler og flokken, der skal flyves ind, flyves sammen. Læs resten

Reklamer

De tør, de gør, det er voldsomt, det er vigtigt

treaktivister

23. august 2017

De her tre mennesker, dem er jeg meget glad for at kende, og jeg er glad for at de gør noget, som jeg ikke selv tør. Jeg tør ikke nu, men sådan tror jeg ikke det vil være altid, jeg tror vi alle kommer til at turde ting, fordi vi bliver nødt til at gøre mere.

Og det de gør.

De gør det, at de handler. Aktivisme, protest, blokering-med-kroppe – det er en ikke-voldelig protest, de vil undvige og afbøje, de vil sætte sig ned og alene med den handling vise deres protest. Men når kampen bølger får de sikkert alligevel andre navne kastet efter sig, og det er sådan nogle mere ekstreme ord, det er ord om ulydighed og fredsforstyrrelse og forbudt, forbudt, det er sandt:

Det de vil gøre er forbudt, og politiet kommer, det kommer til at ske, og de kommer med lov og orden og knipler, og der bliver sammenstød, og det bliver sikkert voldsomt. Temmelig sikkert bliver det voldsomt. Det ved de godt, både de 3 små-goofy-smilende på billedet, og de op imod 8.000 andre, som forventes at samles, som har hver deres historie om et hverdagsliv, der afbrydes henover denne weekend, og som i busser, busser, busser og atter busser kører mod samme mål, og har forberedt sig på det samme:

Det voldsomme.

Og hvorfor, hvad skal de, hvorfor skal de? Læs resten

Udgivelsesreception for ‘Den slags skal gøres i dagslys’

denslags_forside

Omslagsillustration:
Astrid Regine Nässlander

Kom og vær med til at fejre udgivelsen af min nye roman!

TIRSDAG D. 22. AUGUST
MAMO, ESKILDSGADE 23, 2. SAL, 1657 KBH V

Klokken 17:00-19:00
Det sædvanlige receptionskoncept – kom og skål for en bog om ensomhed, der er brombær-mojitos, øl og sød, svensk sodavand – og jeg læser lidt op.
Dem som har forkøbt bogen kan hente deres signerede eksemplar, og man kan købe den til receptionspris: 175 kr (normalpris 199) – og der er også tilbud på mine tidligere trykte bøger og mulighed for at se de håndlavede ting, der kun fremstilles ved bestilling. (Husk også konkurrencen hvor du kan vinde en særudgave af ‘Den slags skal gøres i dagslys’ med håndlavet hardback-omslag.)

Klokken 19:00-22:00
Hvis man har lyst kan man blive og være med til fællesspisning – tag noget med hjemmefra eller gå ned og hent en pizza til puljen – så længe der er drinks tilbage drikker vi dem, derefter (og allersenest kl. 22) går vi enten hjem eller …

22:00 –
Videre på en bar eller en anden bar eller bare en bodega.

Vært for arrangementet er MAMO (Museet for Andre Menneskers Overskud) – se mere her: https://www.facebook.com/MuseetforAndreMenneskersOverskud/

OG HERUNDER KAN DU LÆSE EN LÆNGERE HISTORIE OM BOGEN – ELLER BARE DUKKE OP; SÅ SIGER JEG NOK CA DET SAMME PÅ DAGEN: Læs resten

*85 Historien er også et eventyr, eventyret er også hverdag

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Aalborg, og hvor har det bare været en gennemført dejlig oplevelse at være med på Ordkraft! Og hvor har jeg dog tømmermænd lige nu, i sådan en grad at det med at sætte ord sammen tager meeeget lang tid, så jeg må vente til en anden dag med at fortælle alt det, jeg har lyst til at fortælle – og så er det jo heldigt at jeg har nogle ord, som jeg skrev en anden dag, hvor hjernen var i noget bedre omdrejninger …

Nordjyske Stiftstidende bad mig nemlig forud for festivalen om at skrive lidt om hvorfor jeg flyttede i skoven og hvordan det har påvirket min måde at skrive på. Og mens jeg skrev, var der nogle sammenhænge der blev synlige for mig selv og opgaven føltes virkelig som en gave.

Derfor synes jeg også at I, der læser med her, som ikke lige var i Aalborg i weekenden, hvor avisens særtillæg blev uddelt, skal have muligheden for at læse med. (Teksten er i en læsevenlig version under billedet.)

Læs resten

*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Nässlander

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten