*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*66 Den glittede fælde

koekkenrealismeOktober 2016

Jeg er simpelthen så træt, at jeg knap ved, hvad jeg selv hedder, og det er vel ikke den bedste forudsætning for at skrive her. På den anden side har jeg den her fornemmelse af at hvis jeg ikke skriver nu (skynder mig!) så ender jeg i den der glittede fælde, hvor jeg tror at jeg skal skrive noget dybt og gennemtænkt altid, og altid sammen med smukke fotografier af noget. Skov eller grøntsager, eller den her før-og-efter billedserie, som situationen kalder på. At sætte hus i stand. Det gør jeg nu, og jeg glemmer hele tiden at fotografere før, og er i øvrigt kun knap nok nået i gang. Der er også det ved det, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om at tage fotografier af mit hjem. Haven og skoven, grøntsager og dyr, oh insekter, dem elsker jeg at fotografere. Men indendøre … det er ok med sådan lidt diffuse kunstNEriske skæve, halve vinkler, hvor man ikke rigtig ved hvad man ser. Det er også ok med noget helt zoomet ind, og madbilleder – det er jo det nye, at jeg er blevet så glad for at fotografere min mad. Underligt nok, men jeg tænker sådan her: Alt der gør mig glad, det er godt.

Altså, præmissen lige nu er at jeg er træt. Jeg skal ingen vegne med det her, det er sådan det er. Og der er ingen billeder af huset nu. Måske kommer der nogen. Jo, mon ikke der kommer nogen alligevel, det tror jeg nok.

Jeg vil skrive noget nu, fordi der er noget man kun ved lige præcis i overgangene, mens det er nyt. Om et par dage har jeg glemt det igen. Det er overgangen fra tre år uden el. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Wiinberg

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

*61 Er vi så alle spekulanter nu?

guldsmed1

August 2016

Om bønder og nomader 7

Jeg har været i Sydsverige for at lede efter et nyt skovhjem til mig og min dreng. En overgang så det ud til at vi havde fundet et sted. Så tæt på. Så gik det alligevel ikke. Nu er vi hjemme på Bondsäter, holder pause; hverdag, arbejde, børnehave, før næste omgang.

Jeg er så glad, når jeg er på Bondsäter. Jeg har det så godt her. Jeg føler mig hjemme. Det er huset, det er haven, det er skoven. Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at flytte.

Før jeg for alvor begynder at skrive, vil jeg gerne slå tre ting fast:

  1. Jeg er ikke i tvivl om at vi skal flytte, der er gode, fornuftige grunde og beslutningen blev taget velovervejet.
  2. Jeg er ret sikker på at selv om mine omstændigheder er lidt ud over det sædvanlige, så er det i bund og grund en problemstilling, som hører til de flestes liv, derfor skriver jeg om det.
  3. I juni lavede jeg mit eget forlag, det hedder Pote Produktion, i går udgav jeg den fjerde novelle i en serie (om kærlighed). Jeg vil meget gerne have at du ved at min bogbutik findes, jeg vil gerne have at du køber mine noveller.

De tre ting hænger sammen. Når jeg er færdig med at skrive, håber jeg at det står fuldstændig klart. Læs resten

*59 Havehandlingslammelsen

auguastloeg2016

August 2016

At høste er ikke min stærke side. Det er min tredje sommer med køkkenhave, og der er en tydelig tendens: Sent på efteråret og tidligt på foråret arbejder jeg med anlægning af nye bede i stor stil. Jeg graver utrætteligt, baner mig vej gennem vildnis, skaber orden. Det går rigtig godt. Hele vinteren pløjer jeg mig gennem havebøger, og jeg tegner haveplaner, hvor alt er nedskaleret efter nøjagtige mål. Når frosten går af jorden, er jeg klar. Beredt. Rustet. Jeg forspirer, jeg ompotter, jeg planter og sår. Det går rigtig godt, det meste kommer op. De steder det kikser, sår jeg noget andet, der er ingen bare pletter.

Det bliver sommer. Og noget sker. Jeg luger. Jeg slår græs. Det går sådan okay. Så bliver det rigtig varmt, der kommer feriestemning over alt, og tingene får lov at vokse lidt friere. Vildt. Jeg mister overblikket. Det er sådan set også okay. Men. Så kommer det punkt, hvor jeg mister modet.

Det hele er for stort. For meget. Jeg bliver træt på forhånd ved tanken om alt det, der skal gøres.

Det er min tredje sommer med køkkenhave. Det hele er stadig nyt, og der sker meget fra år til år. Men der er også noget, som gentager sig. Og jeg tror det er tid til at justere lidt. Læs resten

*55 Hvad skal jeg kalde det her liv?

husetvaeltet

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 6

Bønder og nomader. Min historieundervisning sagde, at først var menneskeheden jægere og samlere. Nogle var bofaste. Klippehuler, hytter bygget af rafter og bladtag, eller noget mere avanceret. De samlede og jagede efter årstiden, men blev hvor de var året rundt. Andre flyttede bosted alt efter årstidernes skiften og byttedyrenes vandringsmønster. Forskellige steder, forskellige tider, forskellige teknikker – forskellige løsninger på samme problem: Tag over hovedet, mad i munden.

Så kom den gradvise overgang til dyrkning af jorden, og (oh, det dejlige ord:) domesticering af dyrene. Fra byttedyr til nyttedyr. Fra indsamling af vilde planter og bær, til dyrkning af stadigt mere forædlede sorter, der gav højere udbytte. Vejret var afgørende. En dårlig høst kunne betyde døden.

Det var min historieundervisning, det er alles, det er almen viden, og jeg vil ikke gå mere i detaljer med det her, bare ridse det op som baggrund for det næste.

Da jeg boede i København, tænkte jeg ikke så meget over nomader. Jeg tænkte ret meget over bønder. Jeg drømte om at være bonde. Den romantiske forestilling om at forsørge mig selv med mine egne hænders arbejde. Jord under neglene, så et frø, se det vokse op og blive til noget. Læs resten

Brevkasse: Hverdag uden køleskab

junifrokost

Juni 2016

Jeg er lige kommet hjem igen. Det er ikke i sig selv usædvanligt at være væk herfra, men jeg plejer at besøge familie eller venner, som udmærket kender til livet heroppe. De har fulgt med fra begyndelsen, og har stillet alle mulige spørgsmål, som vi så har glemt alt om igen. Fordi det bliver hverdag. Alt bliver rutine.

Men denne gang tilbragte jeg en uge sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Det var forfattere, fire danskere og fire udlændinge (amerikansk, engelsk, græsk og indisk), og fordi vi havde det til fælles, at vi skriver, var der ikke så mange spørgsmål til det. Det kan der ellers godt være, det er jeg vant til. Men der var mange spørgsmål til min måde at bo på. Spørgsmål, der mindede mig om hvad det er, som er anderledes. Så nu vil jeg skynde mig at skrive om det, før det igen er blevet hverdag og usynligt for mig selv. Læs resten