*96 I nat kom kulden krybende op i min seng

DSC_2367Oktober 2017

I nat kom kulden krybende op i min seng, lagde sig til rette oven på dynen lige der, hvor uldtæppet var gledet ned. Kulden vækkede mig. Jeg lå i mørket og trak vejret, bevidst om at den luft, jeg åndede ud var varmere end da jeg trak den ind. Ind i mine lunger, min krop. Den maskine, der forvandler mine omgivelser. Jeg kan ikke findes uden at ændre. Det er det varmblodedes vilkår.

Vi kunne også være vekselvarme dyr, så ville vi være i dvale nu, eller i det mindste på vej. Der er blevet så stille udenfor, så mange fugle er fløjet sydpå og de eneste insekter tilbage er de store, dovent summende fluer, der klækker inden døre nu hvor fyringssæsonen for alvor er i gang. Læs resten

Reklamer

*71 Retten til at brokke sig

portalNovember 2016

Det nye skovhjem har en indkørsel.Den er vigtig. Vejforholdene er vigtige. For mig. Glem aldrig det.

Altså, den gamle hverdag, den var sådan her: 20 kilometer til børnehave – 13 på provinsasfaltvej, 7 på skovvej. På de første 5 km skovvej var der lidt spredt beboelse og nogenlunde regelmæssig snerydning. På den næste kilometer meget uregelmæssig snerydning. På den sidste var der kun snerydning i forbindelse med rallyet i februar. Og den sidste kilometer havde en stigning stejl nok, til at jeg (med forbehold for danskhed) kalder det bjergvej.

Og den nye hverdag, den er sådan her: ca 6 kilometer til børnehave – 3 på hovedvejs-asfaltvej, knap 3 km på jævnt beboet, dvs helt regelmæssig sneryddet skovvej – og så er der indkørslen.

Den er omkring 300 meter lang og har to 90 grader sving. På den første strækning er der krat (bl.a. brombær!) og et mindre stengærde. Efter det første sving er der skov på den ene side. På den anden side er der et fantastisk, overdimensioneret stengærde, som er opstået efter at en nabomark er gravet op. Små klippestykker dynget ovenpå hinanden. Omkring det sidste sving er der tætbevokset af enorme fyrretræer og grantræer. Først derefter kan man faktisk se huset. Mit skovhjem. Min hule. Et sted at forsvinde.

Jeg elsker den indkørsel. Jeg elsker at huset ligger sådan; forsvundet.

Man kan godt køre ned til huset og parkere der. Det gør jeg ikke. Jeg har fået lov at bruge parkeringspladsen ved huset oppe ved vejen. Så går vi. Frem og tilbage. Drengen brokker sig over det. Jeg siger at det er godt at gå. Jeg siger at det er godt at mærke hvordan dagen er – vejret, årstiden etc. Jeg siger at han lige så godt kan vænne sig til det, for det bliver ikke anderledes. Alt muligt siger jeg, men jeg tænker noget andet. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*56 I går dræbte kattene en hugorm

DSC_8698

Juli 2016

Jeg er vågnet tidligt. Klokken er 05:58, ilden buldrer og jeg venter på at vandet koger, så jeg kan få kaffe. Drengen sover. Det er sommerferie. I går havde vi sommergæster til kagebord.

Vi plukkede sammen blåbær til den tærte, som jeg bagte på den der tøvende måde, jeg altid bager. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følger aldrig en opskrift, men jeg spørger alle gæster: Ville du gøre sådan her? Hvad tænker du om timian sammen med blåbærrene? Læs resten

*36 I dag blandede jeg mig lidt

bambusogslange4

April 2016

Jeg blander mig generelt så lidt som muligt i hvad kattene laver, hvem og hvordan de slår ihjel. (Fodrer dem dog rigeligt, så de ikke går på amok-rov i skoven.) Men. Da Bambus var færdig med denne stålorm, og overlod den til sin killing fra sidste år (Regnbue), som så valgte at flytte øvelserne op på verandaen – dvs LIGE udenfor hoveddøren – og da ormen stadig ikke var så meget som i nærheden af død, så blandede jeg mig alligevel. Ved ikke engang selv om det var af medlidenhed med ormen, eller om det bare var ubehaget ved at have den så tæt på døren. Jeg tog den fra kattene, bar den langt, langt ned på engen og slap den fri.

Så. I dag blandede jeg mig, i dag reddede jeg en stålorms liv.
Men først fotograferede jeg (grundigt) kattens dødsleg:

This slideshow requires JavaScript.

*34 Foråret er langsomt

april 2016 redskaber

April 2016

Foråret er langsomt. Det er noget, jeg siger til drengen. Han er forvirret over alt det, der er det samme, selv om jeg har erklæret at nu er det forår. Han skal stadig have meget tøj på udenfor; vejen er stadig håbløs at køre på; der ligger stadig sne i store, genstridige flader rundt omkring på grunden. Foråret er langsomt, siger jeg så. Hver dag bliver det en lille smule lysere, en lille smule varmere. Hver dag vokser planterne en lille smule. Og imens fortrækker vinteren langsomt, umærkeligt. En dag, så har foråret for alvor bidt sig fast, og så begynder sommeren sin snigende ankomst. Overgangene findes egentlig ikke. De sker. Læs resten

*33 Mens jeg venter

april 2016

April 2016

Den tid, det tager for et træhus, der har stået tomt, at blive gennemvarmet. Den tid, det tager fra sneen er begyndt at smelte, til det hele er væk. Den tid, det tager for en følelse at følge en beslutning.

Jeg venter. Det er en tilstand, der har fulgt mig altid. Det er lige meget om jeg laver præcis det, jeg allerhelst vil og holder allermest af. Jeg venter altid på … noget andet. Jeg venter på det egentlige, på at mit liv begynder. Det er også sådan jeg har det med kærester. De skal komme og begynder mit liv. Endelig.

Det er så tåbeligt. Læs resten