*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*80 Jeg er også en (som) sælger

dsc_1010

Februar 2017

Jeg plejer at have ret vandtætte skodder mellem indholdet her og på min forlagsblog/min butik. Det er fordi jeg er sådan en, som tænker i systemer (og er  god til Tetris). Men netop det, som er emnet for mit andet nyhedsbrev, synes jeg også er vigtigt i forhold til alt jeg ellers skriver om her, som har mere … hverdagslivskarakter. For dette er også mit hverdagsliv, og det er det mere og mere. Siden jeg i juni 2016 startede mit eget forlag, har jeg tænkt meget over hele konceptet. At sælge. At være en sælger.

Og det har været en god, klargørende proces for mig selv at skrive det ned i nyhedsbrevet. Sætte ord på: Nu er jeg en sælger – hvilken sælger, vil jeg være. Læs resten

*69 Altid det bøvl med bilen

billede-6

Oktober 2016

Jeg havde nok en illusion om at så snart selve flytningen var overstået, ville der falde ro over alt. Sådan er det så ikke. Sandheden er, at jeg endnu ikke har pakket en eneste flyttekasse ud. Der er hele tiden noget andet, der skal ske først. Fx skal jeg være færdig med at male. Flaskehals, sådan kan man beskrive situationen – men til gengæld ser jeg frem til en smuk dominoeffekt lige pludselig, når den ting bliver færdig (sådan: bum!) som så vælter den næste: Bum! Og så videre. (Tag venligst ikke den illusion fra mig, på forhånd tak.)

Sandheden er også at der er ting, som det ikke har været muligt at forhold sig til midt i flytningen, men som nu – absolut nu – skal ordnes. Bilen. Altid det bøvl med bilen, og her kommer en hurtig bilovervejelsesrunde:

Hvis jeg boede i en by, så kunne jeg cykle eller gå. Men så boede jeg jo ikke midt i en skov. Hvis jeg boede i en skov i gamle dage, så ville alt være indrettet sådan at alle mennesker gik/cyklede/kørte i hestevogn rundt til hinanden. Alt jeg skulle købe, ville findes hos mere specialiserede, spredt placerede mennesker. Mennesker, der boede der, hvor de arbejdede. Mennesker, hvis hjem var hele deres liv. Jamen altså, det er ikke for at idyllisere, det er bare den konstatering: Der er sket noget siden de gamle dage. Der er sket en centralisering, der gør at hvis man vil bo på landet har man nogle udfordringer i forhold til transport. Når det engang (engang!) bliver min hverdag igen, så er planen jo at jeg skal tilbringe mindre tid med at køre bil. Jeg glæder mig.

Men: Det er ikke blevet den hverdag endnu. Det er stadig den hverdag, hvor jeg hele tiden skal noget, der kræver at bilen kan køre. Og midt i flytningen, faktisk på vejen fra Värmland med flyttelæsset, der fik den en lyd. En lyd, der blev værre. Jeg holdt mig for ørerne og håbede på det bedste indtil i dag, hvor jeg endelig fik den afleveret til en mekaniker. Jeg havde aftalt med mekanikeren at vi bare ventede der imens de fiksede den. Jeg havde købt kanelbullar og juice til drengen, havde selv kaffe med. Men da jeg afleverede bilen fik jeg beskeden: To timer skulle de bruge. Mindst.

Det er alligevel længe at sidde på et bilværksted.

billede-4

Så gik vi derfra. Uden en plan. Med to timer, der bare skulle gå. Efter en måned med konstant jongleren med minutter for at nå alt det, man nu skal nå, når man skal flytte. Alt det man skal nå oveni alt det man også ellers skal nå. Læs resten

*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem. Læs resten

*2 Introducing: Fusk-Bondsäter

oktober2013bondsaeter

oktober 2013

Og her må det være på sin plads med en præsentation af Bondsäter …

Bondsäter er et lille, to etagers hus. Ovenpå er der to værelser, et med brændeovn og et mindre med åben pejs. Nedenunder er der en gang, et spisekammer og et gennemgangsrum mod trappen ovenpå. Og så er der husets største rum med brændekomfur, køkken og plads til spisebord og sofa. Opholdsrummet. Der man faktisk er.

Hvad det oprindeligt blev bygget til er uklart. Husejerne, det sødeste ældre par, kommer indimellem til kaffe. (Det vil sige, de kommer med kaffe. Kurven pakket med termokander, kopper og et bredt udvalg af boller og kager – for vi skal da ikke stå og bøvle med opvask, nu vi bor så primitivt, er logikken.) Og så snakker vi om husets historie, det er et evigt mysterie. Kvinden arvede det fra sin far, men han vidste heller ikke meget om huset. Det fulgte ligesom bare med et stykke skov; det som er den egentlige værdi heroppe. Læs resten