Ti ting om at bo i tipi …

tipi4

… som jeg ikke vidste for halvanden måned siden:

1) Hvor svært det er at opklare hvad forskellen på en tipi og en lavvu egentlig er?
Jeg har købt denne her model – og på hjemmesiden kaldes det et ‘tipi telt’. Som jeg har forstået det har en rigtig tipi stænger ude i siden, der bærer selve dugen. Min har en opretstående pæl i midten og er spændt ud med barduner. ‘Tipi telt’ giver god mening for mig, og så kalder jeg det bare en tipi, fordi det ellers bliver lidt omstændeligt. MEN så er der efterhånden en del, som har kontaktet mig og meget overbevisende forklaret at jeg bor i en lavvu. Og jeg har forsøgt at google mig frem til hvad der adskiller en tipi og en lavvu – men jeg bliver ikke klogere. Er der nogen, der kan forklare mig det?

2) Hvor vanedannende det er at falde i søvn og vågne til lyden af skov.
I weekenden sov jeg et par nætter inde i huset, kombinationen af øsregn og punkt 6-7 knækkede mig midlertidigt. Men det var virkelig underligt at falde i søvn. Det var som om nogen havde slukket for lyden. Nu er jeg tilbage i tipien igen, og er endnu mere klar over hvor meget dette eksperiment er båret af lyst. Jeg har bare virkelig, virkelig mest lyst til at sove herude.

Læs resten

Reklamer

*66 Den glittede fælde

koekkenrealismeOktober 2016

Jeg er simpelthen så træt, at jeg knap ved, hvad jeg selv hedder, og det er vel ikke den bedste forudsætning for at skrive her. På den anden side har jeg den her fornemmelse af at hvis jeg ikke skriver nu (skynder mig!) så ender jeg i den der glittede fælde, hvor jeg tror at jeg skal skrive noget dybt og gennemtænkt altid, og altid sammen med smukke fotografier af noget. Skov eller grøntsager, eller den her før-og-efter billedserie, som situationen kalder på. At sætte hus i stand. Det gør jeg nu, og jeg glemmer hele tiden at fotografere før, og er i øvrigt kun knap nok nået i gang. Der er også det ved det, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om at tage fotografier af mit hjem. Haven og skoven, grøntsager og dyr, oh insekter, dem elsker jeg at fotografere. Men indendøre … det er ok med sådan lidt diffuse kunstNEriske skæve, halve vinkler, hvor man ikke rigtig ved hvad man ser. Det er også ok med noget helt zoomet ind, og madbilleder – det er jo det nye, at jeg er blevet så glad for at fotografere min mad. Underligt nok, men jeg tænker sådan her: Alt der gør mig glad, det er godt.

Altså, præmissen lige nu er at jeg er træt. Jeg skal ingen vegne med det her, det er sådan det er. Og der er ingen billeder af huset nu. Måske kommer der nogen. Jo, mon ikke der kommer nogen alligevel, det tror jeg nok.

Jeg vil skrive noget nu, fordi der er noget man kun ved lige præcis i overgangene, mens det er nyt. Om et par dage har jeg glemt det igen. Det er overgangen fra tre år uden el. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*63 Lev med det (som mekanikeren sagde)

solsikkerAugust 2016

Når jeg lægger stort og flot ud med at skrive om ejendomsret og kapitalisme og erklærer at det handler om mere end mig. Når jeg skriver, at det er er større, mere generelt menneskeligt anliggende, og at jeg vil nå frem til en eller anden konklusion – og så ender med at skrive om min personlige, følelsesmæssige fallit ….

Så tænker jeg: Kunne jeg ikke lade være med at slå det så stort op?

Nå. Det er sket før, det sker nok igen, jeg siger (mest til mig selv): Lev med det.

(Som mekanikeren oftere og oftere sagde til problemerne med Volvo’en før den endegyldigt brød sammen.)

I dag bliver det ikke stort og generelt, i dag handler mest om at jeg synes jeg skylder også at fortælle noget om det, som faktisk fungerer. Det som fylder mest i mit liv – min hverdag – men som jeg skriver mindst om. Fordi: Det, der fungerer er der jo ikke som sådan grund til at skrive om.

Men: Jeg følger selv ivrigt med i mange blogs, og der er blandt andet en, som for tiden er fortvivlende, fordi der kom et indlæg, som var så hjerteskærende og skrevet så langt nede fra et hul. Så kom der længe ikke noget nyt indlæg. Sidst jeg så, var indlægget fjernet. Og der er stadig ikke skrevet nyt. Ingen mulighed for at vide andet end det: Nogen var fortvivlet og skrev, og nu er der stille. Fuldstændig tyst. Uhyggeligt, ildevarslende fravær.

Jeg skrev i sidste indlæg at jeg har brug for nogen, der opdager det, hvis jeg går i stykker. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Nässlander

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

*60 Vi skal flytte

Billede 3

August 2016

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd. Læs resten

*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten