*94 Jeg bærer døren ud og ind

IMG_6043

September 2017

I går var en af de der dage, som bedst kan beskrives som: Fuldendt kaos.
Kender du de dage?

Jeg tog det her billede i går og lagde det ud på instagram, skrev noget floffy om døre og uventede gæster, og det var lidt for sjov det hele og dagen var åben, tiden var udstrakt.
Det var om formiddagen, det var før jeg vidste alt der ville vælte ned i den dag, og fordi jeg ikke vidste det, havde jeg taget ALT ud af min lavvu.

ALT havde jeg taget ud, inklusive denne nydelige dør, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til, men noget skal jeg bruge den til, og det bliver godt. ALT bliver godt. Kender du den følelse?

Sagen er den at alt lige nu virkelig ER meget, meget åbent. Det er derfor jeg bruger billedet af døren. Det er derfor jeg tillægger det betydning at jeg har den her dør, jeg af grunde, som jeg ikke selv kender, er så sikker på at jeg skal bruge til noget GODT, at jeg troligt bærer den ind og ud af mit nye hjem. Mit nye hjem, som er rundt og lavet af stof og har en lynlås som åbning.

Underligt, faktisk synes jeg selv det er ret underlig. 
Men så er det også så underligt at det er: Fuldendt underligt.

Og NU til sagen, jeg er altid så dårlig til at komme til sagen, undskyld, men: Midt i den dag, hvor der skete alt for meget, og jeg endte med at bære det hele ind igen uden at have nået at lave det, jeg egentlig ville (bygge en ny lavvu-seng til drengen med indbyggede legekasser som bagvæg, det bliver GODT, når det engang bliver) – så kom min mor på besøg og havde det her brev med, som jeg åbnede lidt distræt, og læste lidt distræt, og læste igen, før jeg forstod hvad det var … Læs resten

Reklamer

*93 Min sommer som blev vores

DSC_1941

Det her skrev jeg for et år siden. Jeg har lige genlæst det, fordi facebook gør det der med minder – som nogle gange er helt forfejlet, men andre gange helt rigtigt. I dag var det rigtigt.

For et år siden boede jeg i Värmland. Jeg boede stadig på Bondsäter. Jeg havde besluttet at flytte, men endnu ikke fundet et sted.

Jeg fatter det faktisk ikke. At det ikke er længere tid siden.

DSC_1947

Jeg har snart boet her et år. I forgodttilatværesandthuset. Snart, snart ved jeg lidt mere om mine fremtidsudsigter her. Men det siger jeg så tit, at jeg næsten ikke selv tager det alvorligt mere. Alting ændrer sig, og ændrer sig igen, og jeg følger med. Jeg har faktisk ikke andet valg.

Og fordi det ikke giver særlig meget mening at fortælle om det, jeg ikke ved endnu, vil jeg i stedet fortælle om min sommer. Der er nemlig noget omkring det med at bo i tipi, som ikke kan forklares uden at fortælle sommeren først. Læs resten

*91 Forbeholdsmaskinen

DSC_1855

August 2017

Der sker nogle gange det, at forbeholdene overtager. Så bliver jeg stille. Det vil sige; jeg lukker munden, holder op med at skrive her – men indeni mit hoved larmer det, nej det kværner!

Det er forbeholdsmaskinen.

Den er mægtig, den vil gennemtygge alle indfald indtil det hele er mudder. Et søle af: Hvis jeg fortæller dette, hvad så med dette, og hvad er konsekvensen i forhold til dette, og så er der den detalje, og den anden, og er det nu gennemtænkt, og konsekvent? Det er vigtigt at være konsekvent!

ER DU NU KONSEKVENT?

Råber maskinen og jeg holder mig for ørerne og bider tænderne hårdt sammen, og der er ting, jeg har lyst til at fortælle, jeg har virkelig, virkelig lyst til at fortælle, men men men – sagen er, at jeg for evigt er ambivalent og inkonsekvent, jeg gennemtænker ikke, jeg overtænker bare. Læs resten

*90 Jeg pynter mig med dumhed / jeg tager fejl

I morges fotograferede jeg en grafitti-tekst på et fortov, umiddelbart før jeg hoppede ind i en bus, og så lavede jeg et hurtigt instagramopslag, hvor jeg skrev en lidt lang tekst om at komme direkte fra en uges skrivehi og ud i en verden, som virker ekstra anmasende og rystende, fordi kontrasten til den beskyttede boble er så stor. Læs resten

*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten