Maj-interview i Kamille

Kamille1

For et par uger siden var der et interview med mig i det norske dameblad Kamille, og nu er det ikke længere på hylderne i butikkerne, så nu må jeg også gerne dele det her:

Kamille22maj2017

Reklamer

*89 Flyvesnegl

DSC_1578

Nu har crowdfundingen til min nye roman ‘Den slags skal gøres i dagslys’ været i gang siden i mandags, og som jeg skrev i mit forrige indlæg, så var jeg ægte nervepirrende angst for hvordan det skulle gå …

Men så blev minimumsmålet for at kunne sende bogen til tryk opnået allerede første dag?

Crowdfundingen fortsætter helt frem til d. 22. juni – både fordi det også er et tilbud til jer om at forkøbe bogen billigere, og så fordi jeg har sådan et brændende ønske om at vælge et trykkeri, som arbejder helt, helt miljøvenligt – men derfor også væsentligt dyrere.

Her kan du se min video (juhu, jeg fik lavet en video!) der forklarer ALT 🙂

Og her er lidt flere billeder fra skoven og (snegle)huset lige nu (seriøst, der er vinbjergsnegle overalt, de er så fine!). Og jeg har aldrig helt forstået al den snak om bøgeskove, men det viser sig så at det bare er fordi jeg aldrig har set en bøgeskov i al sin forårs- og sommerfrodighed. Eller er også er det fordi jeg aldrig har gået så aldeles flyvende lettet rundt i en skov før …

DSC_1581

*85 Historien er også et eventyr, eventyret er også hverdag

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Aalborg, og hvor har det bare været en gennemført dejlig oplevelse at være med på Ordkraft! Og hvor har jeg dog tømmermænd lige nu, i sådan en grad at det med at sætte ord sammen tager meeeget lang tid, så jeg må vente til en anden dag med at fortælle alt det, jeg har lyst til at fortælle – og så er det jo heldigt at jeg har nogle ord, som jeg skrev en anden dag, hvor hjernen var i noget bedre omdrejninger …

Nordjyske Stiftstidende bad mig nemlig forud for festivalen om at skrive lidt om hvorfor jeg flyttede i skoven og hvordan det har påvirket min måde at skrive på. Og mens jeg skrev, var der nogle sammenhænge der blev synlige for mig selv og opgaven føltes virkelig som en gave.

Derfor synes jeg også at I, der læser med her, som ikke lige var i Aalborg i weekenden, hvor avisens særtillæg blev uddelt, skal have muligheden for at læse med. (Teksten er i en læsevenlig version under billedet.)

Læs resten

*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*52 Trætheden, det højeste at opnå

bondsäterwilfreds

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 3

Kristina er så træt. Kristina er så træt, så træt. Seks børn (fraregnet pigen, der døde før de flyttede), tre af dem så små, at de helst ville bæres hele tiden. Kun den mindste kan hun have på armen, de andre to må hænge i skørterne, for Kristina kan ikke sådan sætte sig ned. Kristina skal lave mad. Kristina har lige fået et brændekomfur, hun fik det i julegave af sin mand. Sin gode, gode mand Oskar. Han kalder Kristina for husets dronning, fordi hun klarer det hele. Hun sørger for børnene, syr deres tøj, laver mad til alle, gør rent, holder orden. Kristina forstår ikke hvordan hun klarede det uden brændekomfuret. Det åbne ildsted, hvor der kun kunne være en gryde ad gangen, balancerende på en trefod. Det forstår hun ikke. Og selv med brændekomfuret. Selv med det topmoderne hjælpemiddel, så er hun så træt. Kristina drømmer om at lægge sig ned. Ligge fladt på gulvet. En lille pause. En lang pause. En ende på det hele. Det kan ikke komme på tale. Hvis Kristina ikke gør det, der skal gøres, så bliver det ikke gjort. Læs resten

*49 Hverdag med brændekomfur

varme11

April 2016

Jeg var egentlig i gang med noget andet, men så ringede telefonen, og jeg fik det her spørgsmål:

– Hur gör du när du lagar mat?

Det var et elselskab, der ringede for at fortælle mig, hvorfor deres tilbud var bedre end deres konkurrenters. Det sker relativt ofte at jeg bliver ringet op om netop det. (Og så er der licensopkaldene. Og en gang var det et firma, der solgte eltandbørster. De havde forklædt det som en spørgeundersøgelse, så jeg nåede at svare på virkelig mange spørgsmål om mine tandbørstevaner, før det blev afklaret at jeg overhovedet ikke var interessant for dem. Der var ellers sådan en god stemning over det hele, uanset hvad jeg svarede om hvor ofte/hvor grundigt/hvordan jeg børstede mine tænder, råbe-svarede kvinden: BRA!!! Vad BRA!)

Men altså, spørgsmålet om hvordan jeg laver mad, det hænger jo så nydeligt sammen med det, jeg netop gik i gang med i går – så nu kan jeg lige så godt fortælle videre. Hvor det i går handlede om at holde ting køligt, bliver det så i dag om varme. Læs resten