*59 Havehandlingslammelsen

auguastloeg2016

August 2016

At høste er ikke min stærke side. Det er min tredje sommer med køkkenhave, og der er en tydelig tendens: Sent på efteråret og tidligt på foråret arbejder jeg med anlægning af nye bede i stor stil. Jeg graver utrætteligt, baner mig vej gennem vildnis, skaber orden. Det går rigtig godt. Hele vinteren pløjer jeg mig gennem havebøger, og jeg tegner haveplaner, hvor alt er nedskaleret efter nøjagtige mål. Når frosten går af jorden, er jeg klar. Beredt. Rustet. Jeg forspirer, jeg ompotter, jeg planter og sår. Det går rigtig godt, det meste kommer op. De steder det kikser, sår jeg noget andet, der er ingen bare pletter.

Det bliver sommer. Og noget sker. Jeg luger. Jeg slår græs. Det går sådan okay. Så bliver det rigtig varmt, der kommer feriestemning over alt, og tingene får lov at vokse lidt friere. Vildt. Jeg mister overblikket. Det er sådan set også okay. Men. Så kommer det punkt, hvor jeg mister modet.

Det hele er for stort. For meget. Jeg bliver træt på forhånd ved tanken om alt det, der skal gøres.

Det er min tredje sommer med køkkenhave. Det hele er stadig nyt, og der sker meget fra år til år. Men der er også noget, som gentager sig. Og jeg tror det er tid til at justere lidt. Læs resten

*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten