*57 Midt imellem ankomst og afsked

IMG_0453

Husmodern nr. 40, 1950

Det var på togstationen i Kil, jeg sad og bladrede i det gamle husmoderblad. Den slags blade er jo garanteret god underholdning. På forsiden reklamerede de for en artikel om at ‘Husmoderen kan slanke sig, selv mens hun spiser med af familiens kraftige mad’.

Jeg havde god tid. Læste alt. Brevkassespalterne med lægespørgsmål, som fotoet herover er fra, var uendelige. Både spørgsmål og svar var anderledes end i nutidens blade. Først og fremmest var det hele så kortfattet, nøgternt. Ingen fyld eller baggrundshistorier. Der var også juridiske spørgsmål, som vidnede om en helt anden måde at leve på. Husmoderen som en underordnet; økonomisk og juridisk fuldstændig prisgivet sin mand.

I bladet var også en lang artikel om tyskerne. ‘Gør tyskerne ikke noget selv?’ Det handlede om nødhjælpen efter anden verdenskrig, og der var blandt andet en grundig gennemgang af de svenske husmødres fordomme, der stod imod lysten til at hjælpe. ‘De tyske kvinder er løsagtige’, var en af dem. Artiklens forfatter forklarede (forsigtigt, med indlevelse i fordommen) hvorfor de tyske kvinder af nød kunne være tvunget til at prostituere sig. Forklarede, hvor stor en del af landet, der var bombet sønder og sammen. Forklarede om nød og elendighed. Det virkede ikke særlig fjernt.

Så var der alle reklamerne for torpedobryst-bh’er og korsetter. Der fandtes korsetter, særligt tilpassede graviditet. Fjernt, forrykt, forbi.

Der var mange madlavningstip. Mange som jeg fik lyst til at afprøve, fordi der er gode, gennemprøvede sylteteknikker, som giver virkelig god mening, når man piller frysemuligheden ud af husholdningen. Gammelt, lige til at genoptage.

Jeg havde lyst til at tage bladet med mig. Bare putte det i tasken, og senere studere det grundigt, bruge det. Skrive noget om det underlige uskyldskær som alt får, når bare tiden går.

Men så kunne jeg ikke få mig til det. Fotograferede lidt hist og pist i stedet. Forestillede mig, at jeg ville få masser af tid til at skrive om det i de næste dage. Så kørte mit tog.

Jeg har været afsted lige siden. Læs resten

Reklamer

Brevkasse: Hvordan jeg fandt Bondsäter

kiltog2013

August 2013

Jeg var i Go’morgen Danmark i går, og som en del af indslaget kunne seerne stille spørgsmål til mig på deres facebookside. I studiet besvarede jeg tre, men jeg synes der er flere gode, relevante spørgsmål. Derfor kommer der i de næste dage en hurtig brevkasserunde her på bloggen, hvor jeg forhåbentlig kommer omkring resten. (Åh ja, og så må jeg jo tilstå at jeg elsker selve brevkassekonceptet, og benytter hver en lejlighed til at gøre noget brevkasseegnet …)

De første spørgsmål jeg har samlet, handler alle sammen om hvorfor jeg valgte netop dette sted:

Steffen Schubert: Hej Maja. Hvordan fandt I jeres nye hjem? Kendte du nogen i forvejen i Sverige, som hjalp lidt til at finde sig til rette , også mhp. svenske forhold, myndigheder osv.?

Holger Lundberg: I princippet kunne du/i bo hvor som helst i denne verden, hvorfor faldt valget på Sverige ? Læs resten

*30 Fra dagbogen

januar 2014 sne

Januar 2014

11. januar 2014: I dag lod jeg være med at tænde stearinlysene første gang jeg fik indskydelsen. Jeg plejer at tænde dem alle, så snart det bliver den mindste smule gråt. Nogle af de seneste regnvejrsdage har lysene været tændt hele dagen. Nu er det snelyst, om morgenen tænder jeg ikke lyskuglerne i vinduet, som jeg ellers plejer. Og da det blev eftermiddag – klokken var halvfire, det er allerede lidt senere end da dagen var kortest, hvor det blev tusmørke omkring omkring klokken tre – fik jeg lyst til at holde tusmørke. Ved ikke hvorfra jeg har den ide at kalde det det. Holde tusmørke. Se mørket kommet. Måske er det en fast vending, men jeg genkender den egentlig ikke. I W’s sangbog (sangebogen, kalder han den) er sangen ‘Spurven sidder stum bag kvist’ med. Jeg læser de sangtekster, der handler om skoven og livet i gamle dage på en ny måde. Der er en genkendelse, jeg aldrig har følt før. I et af versene i den sang, sidder moren i stuen og kan næsten ikke se en hånd for sig længere. Læs resten

*28 Mig og konceptet bil – det ultimative skovkompromis

januar2013a

Januar 2014

Tilbage til januar, tilbage til vinteren. Sneen. I januar begyndte det at sne, og så blev det sådan set bare ved. Her er den samme udsigt, med nogle dages mellemrum:

Sne er herligt. Jeg fandt gamle ski frem i stalden, drengen havde fået et par i julegave. Kælketure, snemand, snelygter. Lånehunden Freja, der havde sit helt eget, åbenlyst uendeligt underholdende snesjov. Læs resten

*27 Historien om Pensionat Bondsäter

januar 2014 indvendig ovn

Januar 2014

Når jeg sådan her skriver uden en plan på forhånd, sker der (muligvis uvægerligt) det, at der kommer tidspunkter, hvor jeg må stoppe op og overveje, hvad jeg laver. Nu har jeg skrevet Pensionat Bondsäter op som en slags spændings-bærer. Noget, der burde lede frem til noget i historien. En lille eksplosion af historier om pensionatet – gæsterne som selve historien.

Nu vil jeg skrive Pensionat Bondsäter ud igen. Af flere grunde, men blandt andet fordi de mennesker, som besøgte pensionatet på ingen måde har bedt om at blive gjort til små (kulørte) historier i min historiefortælling. Derfor: I dette indlæg kommer opsummeringen af et halvt års erfaringer med gæster. Min historie med gæster, ikke historier om gæsterne. Læs resten

*26 Bondsäter som et nomadehus

december 2013.jpg

December 2013

Sidste brik i det puslespil, der handler om beslutningen om pensionat findes i billedet herover. Forestil dig at flytte ind i et hus, hvor der overalt er spor af at mennesker har haft planer. Er gået i gang med ting, og så er de rejst videre. Halvopførte bygninger, kryptiske tegn og tegninger malet på træværk, kulørte bedeflag, fire meter gärdesgård (træhegn) bygget, rettesnore udspændt til mere. Tømmerstokke lagt i formation til et fundament, men aldrig hugget helt til. På en måde var det jo bare noget rod, men … Læs resten

*25 Så kom sneen

december 2013 sne

6. december 2013

I begyndelsen af december kom sneen. Det havde jeg ventet på, ligefrem glædet mig. En del af at flytte, var også at komme til et andet klima – væk fra det fugtige, grå, blæsende mellemtings-ingentings-vejr. Jeg havde et solidt madlager klar, til hvis vi nu skulle sne inde. Jeg vil ikke påstå, at jeg var fuldstændig rolig ved udsigten til det, men: Beredt. Læs resten