*90 Jeg pynter mig med dumhed / jeg tager fejl

I morges fotograferede jeg en grafitti-tekst på et fortov, umiddelbart før jeg hoppede ind i en bus, og så lavede jeg et hurtigt instagramopslag, hvor jeg skrev en lidt lang tekst om at komme direkte fra en uges skrivehi og ud i en verden, som virker ekstra anmasende og rystende, fordi kontrasten til den beskyttede boble er så stor. Læs resten

*88 Hvor længe kan man gå ind i ting?

hug1

Det er lørdag morgen, og vi har været oppe længe, fordi det altid er sjovere at stå tidligt op de dage, hvor vi ikke skal skynde os ud af døren. Vi sidder stadig ved køkkenbordet. Drengen er for længst færdig med sin morgenmad, nu er han ved at lave en bog (en gave), og jeg elsker at hans bøger altid, alle sammen starter på samme måde: Med alfabetet.

Indimellem går han ind og hopper i sengen, eller leger med lego, eller kommer forbi med spørgsmål. Vigtige spørgsmål som:

Hvor længe kan man gå ind i en ting? 9 minutter, et halvt sekund eller en time? Læs resten

*85 Historien er også et eventyr, eventyret er også hverdag

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Aalborg, og hvor har det bare været en gennemført dejlig oplevelse at være med på Ordkraft! Og hvor har jeg dog tømmermænd lige nu, i sådan en grad at det med at sætte ord sammen tager meeeget lang tid, så jeg må vente til en anden dag med at fortælle alt det, jeg har lyst til at fortælle – og så er det jo heldigt at jeg har nogle ord, som jeg skrev en anden dag, hvor hjernen var i noget bedre omdrejninger …

Nordjyske Stiftstidende bad mig nemlig forud for festivalen om at skrive lidt om hvorfor jeg flyttede i skoven og hvordan det har påvirket min måde at skrive på. Og mens jeg skrev, var der nogle sammenhænge der blev synlige for mig selv og opgaven føltes virkelig som en gave.

Derfor synes jeg også at I, der læser med her, som ikke lige var i Aalborg i weekenden, hvor avisens særtillæg blev uddelt, skal have muligheden for at læse med. (Teksten er i en læsevenlig version under billedet.)

Læs resten

*76 Flytningen er en kolbøtte

dsc_0542

Januar 2017

I nat blev jeg vækket af en mus i soveværelset. Klokken 04:08. Den sad inde under mit klædeskab og gnavede. Gnavede så højt, at det vækkede mig. Mus larmer.

I går sad jeg til klokken halv et og rettede her på bloggen. Jeg har ændret på layoutet, igen, det er noget jeg gør – garanteret mere regelmæssigt end jeg selv er klar over. En slags hovedrengøring, vende alt på hovedet, skure og skrubbe og sætte det på nye pladser, der stemmer bedre overens med den nuværende tilstand.

Den nuværende tilstand. Er det for sent at snakke om nytår og forsætter og den slags?

Jeg havde ikke rigtig nogen forsætter i år. Det hele var så diffust, jeg syntes ikke jeg havde overblik over noget på det tidspunkt – og heller ikke tid til at sætte mig ned og få det overblik. Jeg vidste heller ikke om jeg overhovedet ville have overblik. Overblik kalder ligesom på handling. Noget fremadrettet. konstruktivt. Jeg har sagt farvel til så mange drømme i løbet af det seneste år, at jeg slet ikke ved om jeg tør begynde at ville noget igen. Læs resten

*73 Retten til at fylde i det offentlige rum (Id-kontrol i toget)

guldhimmel3

December 2016

Dette er lige sket. Nu prøver jeg at skrive det så hurtigt at jeg får det hele med. Det er i toget, jeg sidder i toget på vej hjem fra København. Jeg stod på i lufthavnen, der er den her kontrol, jeg har vænnet mig til den, der er aldrig problemer i den kontrol, jeg hyggesnakker med vagterne, drengen viser selv sit pas når han er med. Han er ikke med nu, nu er han hos sin far, men når han er med: Han charmerer og duperer, han fører sig frem. I morges da vi kørte til København snakkede vi om hans hår, at det var sort, da han blev født. Nu har jeg guldhår, sagde han. Jeg sagde at han nok skal regne med at få brunt hår når han bliver gammel. Han blev forfærdet. Han sagde: Men jeg kan lide mit guldhår.

Det var i morges. Nu. Kort før jeg tog afsted med toget, var jeg et smut forbi mine forældre og spise aftensmad. Det kan jeg nu, det er nyt efter flytningen. De fortalte om en kvinde, de havde mødt, hvis seksårige barn var blevet trukket til side og kropsvisiteret.

Et seksårigt barn blev taget væk fra sin mor og kropsvisiteret af fremmede mennesker.

Kvinden tog det roligt nok, sagde at det skal de jo. Og der er mennesker, der smugler og der er  mennesker, der bruger børn. Det er sandt. Men. Læs resten

*72 Mit manifest (jeg er bange)

dsc_0020

November 2016

Strømkablet til min computer er gået i stykker. Det vil sige, det gjorde det vel egentlig for et års tid siden, men så er det gået alligevel med tape og mere tape, og noget med at lægge ledningen i spænd i forskellige vinkler. Nu er der ikke rigtig mere der virker, og det er også begyndt at slå gnister, når jeg sætter den til. Så jeg har bestilt et nyt. Og venter på at det kommer frem. Det tager en uge, muligvis, jeg håber det går hurtigere end de siger. Jeg håber, det bare er noget de siger, for at jeg så skal blive positivt overrasket når det kommer hurtigere frem. At det er en slags strategi. Mens jeg venter sætter jeg indimellem det gamle kabel til alligevel, og indimellem virker det. Det er heldigt, for jeg har arbejde at lave. Arbejde, som jeg kun kan lave på computeren. Heldigvis også en masse arbejde, som skal laves med skrivemaskine og hobbykniv og sort pen. Jeg kan godt lide mit arbejde. Mit arbejdsliv. Mit liv med mit arbejde.

dsc_0001

Det her er også arbejde. Det er det jo. Jeg kan knap selv finde rundt i det længere, og ved at det sidder så dybt i mig, dette skel: Hvis det er sjovt – så kan det umuligt tælle som arbejde.

Det tror jeg virkelig ikke på, det skel.

Men det sidder dybt, det sidder fast. Læs resten