*95 Når jeg hører bladene falde, hører jeg lyden af regn

DSC_2264

Oktober 2017

Jeg sidder her og arbejder i dag. Det du ikke kan se på billedet, er at luften er så mættet af lyde. Tågen lå tungt over skovbrynet, da jeg stod op. Det er jorden, der afstøder væden, det er solens varme, der trækker den til sig. Væden mætter luften med tyngde. På samme måde med lydene. Luften er tung af lyde i dag.

DSC_2319

Det er små fugle, der flitrer rundt i flokke. Så flyver de i cirkler, letter alle på en gang og lander igen. Igen. Jeg tror, de varmer op til noget større, en rejse. Jeg tror, de træner. Noget med signaler og flokken, der skal flyves ind, flyves sammen. Læs resten

Reklamer

Ti ting om at bo i tipi …

tipi4

… som jeg ikke vidste for halvanden måned siden:

1) Hvor svært det er at opklare hvad forskellen på en tipi og en lavvu egentlig er?
Jeg har købt denne her model – og på hjemmesiden kaldes det et ‘tipi telt’. Som jeg har forstået det har en rigtig tipi stænger ude i siden, der bærer selve dugen. Min har en opretstående pæl i midten og er spændt ud med barduner. ‘Tipi telt’ giver god mening for mig, og så kalder jeg det bare en tipi, fordi det ellers bliver lidt omstændeligt. MEN så er der efterhånden en del, som har kontaktet mig og meget overbevisende forklaret at jeg bor i en lavvu. Og jeg har forsøgt at google mig frem til hvad der adskiller en tipi og en lavvu – men jeg bliver ikke klogere. Er der nogen, der kan forklare mig det?

2) Hvor vanedannende det er at falde i søvn og vågne til lyden af skov.
I weekenden sov jeg et par nætter inde i huset, kombinationen af øsregn og punkt 6-7 knækkede mig midlertidigt. Men det var virkelig underligt at falde i søvn. Det var som om nogen havde slukket for lyden. Nu er jeg tilbage i tipien igen, og er endnu mere klar over hvor meget dette eksperiment er båret af lyst. Jeg har bare virkelig, virkelig mest lyst til at sove herude.

Læs resten

*94 Jeg bærer døren ud og ind

IMG_6043

September 2017

I går var en af de der dage, som bedst kan beskrives som: Fuldendt kaos.
Kender du de dage?

Jeg tog det her billede i går og lagde det ud på instagram, skrev noget floffy om døre og uventede gæster, og det var lidt for sjov det hele og dagen var åben, tiden var udstrakt.
Det var om formiddagen, det var før jeg vidste alt der ville vælte ned i den dag, og fordi jeg ikke vidste det, havde jeg taget ALT ud af min lavvu.

ALT havde jeg taget ud, inklusive denne nydelige dør, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til, men noget skal jeg bruge den til, og det bliver godt. ALT bliver godt. Kender du den følelse?

Sagen er den at alt lige nu virkelig ER meget, meget åbent. Det er derfor jeg bruger billedet af døren. Det er derfor jeg tillægger det betydning at jeg har den her dør, jeg af grunde, som jeg ikke selv kender, er så sikker på at jeg skal bruge til noget GODT, at jeg troligt bærer den ind og ud af mit nye hjem. Mit nye hjem, som er rundt og lavet af stof og har en lynlås som åbning.

Underligt, faktisk synes jeg selv det er ret underlig. 
Men så er det også så underligt at det er: Fuldendt underligt.

Og NU til sagen, jeg er altid så dårlig til at komme til sagen, undskyld, men: Midt i den dag, hvor der skete alt for meget, og jeg endte med at bære det hele ind igen uden at have nået at lave det, jeg egentlig ville (bygge en ny lavvu-seng til drengen med indbyggede legekasser som bagvæg, det bliver GODT, når det engang bliver) – så kom min mor på besøg og havde det her brev med, som jeg åbnede lidt distræt, og læste lidt distræt, og læste igen, før jeg forstod hvad det var … Læs resten

*91 Forbeholdsmaskinen

DSC_1855

August 2017

Der sker nogle gange det, at forbeholdene overtager. Så bliver jeg stille. Det vil sige; jeg lukker munden, holder op med at skrive her – men indeni mit hoved larmer det, nej det kværner!

Det er forbeholdsmaskinen.

Den er mægtig, den vil gennemtygge alle indfald indtil det hele er mudder. Et søle af: Hvis jeg fortæller dette, hvad så med dette, og hvad er konsekvensen i forhold til dette, og så er der den detalje, og den anden, og er det nu gennemtænkt, og konsekvent? Det er vigtigt at være konsekvent!

ER DU NU KONSEKVENT?

Råber maskinen og jeg holder mig for ørerne og bider tænderne hårdt sammen, og der er ting, jeg har lyst til at fortælle, jeg har virkelig, virkelig lyst til at fortælle, men men men – sagen er, at jeg for evigt er ambivalent og inkonsekvent, jeg gennemtænker ikke, jeg overtænker bare. Læs resten

*89 Flyvesnegl

DSC_1578

Nu har crowdfundingen til min nye roman ‘Den slags skal gøres i dagslys’ været i gang siden i mandags, og som jeg skrev i mit forrige indlæg, så var jeg ægte nervepirrende angst for hvordan det skulle gå …

Men så blev minimumsmålet for at kunne sende bogen til tryk opnået allerede første dag?

Crowdfundingen fortsætter helt frem til d. 22. juni – både fordi det også er et tilbud til jer om at forkøbe bogen billigere, og så fordi jeg har sådan et brændende ønske om at vælge et trykkeri, som arbejder helt, helt miljøvenligt – men derfor også væsentligt dyrere.

Her kan du se min video (juhu, jeg fik lavet en video!) der forklarer ALT 🙂

Og her er lidt flere billeder fra skoven og (snegle)huset lige nu (seriøst, der er vinbjergsnegle overalt, de er så fine!). Og jeg har aldrig helt forstået al den snak om bøgeskove, men det viser sig så at det bare er fordi jeg aldrig har set en bøgeskov i al sin forårs- og sommerfrodighed. Eller er også er det fordi jeg aldrig har gået så aldeles flyvende lettet rundt i en skov før …

DSC_1581

*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten