*90 Jeg pynter mig med dumhed / jeg tager fejl

I morges fotograferede jeg en grafitti-tekst på et fortov, umiddelbart før jeg hoppede ind i en bus, og så lavede jeg et hurtigt instagramopslag, hvor jeg skrev en lidt lang tekst om at komme direkte fra en uges skrivehi og ud i en verden, som virker ekstra anmasende og rystende, fordi kontrasten til den beskyttede boble er så stor. Læs resten

*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten

*84 Sådan en helt normal sekt

DSC_1339

I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.

Uanset om de er det eller ej.

Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.

Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.

Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i? Læs resten