Fabrikken – det er mig (interview i Weekendavisen)

wainterview2209217

Her kan du læse hele interviewet

Reklamer

*88 Hvor længe kan man gå ind i ting?

hug1

Det er lørdag morgen, og vi har været oppe længe, fordi det altid er sjovere at stå tidligt op de dage, hvor vi ikke skal skynde os ud af døren. Vi sidder stadig ved køkkenbordet. Drengen er for længst færdig med sin morgenmad, nu er han ved at lave en bog (en gave), og jeg elsker at hans bøger altid, alle sammen starter på samme måde: Med alfabetet.

Indimellem går han ind og hopper i sengen, eller leger med lego, eller kommer forbi med spørgsmål. Vigtige spørgsmål som:

Hvor længe kan man gå ind i en ting? 9 minutter, et halvt sekund eller en time? Læs resten

*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage. Læs resten