*83 Væltet planet

DSC_0611

Lige før fløj en musvåge ud af skovbrynet og lige imod mig. Det vil sige lige imod det vindue, jeg sidder ved. Jeg sidder med siden til vinduet, men bevægelsen (størrelsen) fik mig til at vende ansigtet i dens retning, og den fløj så målrettet og direkte imod mit vindue. Så ændrede den retning og landede på en gren i egetræet lige udenfor vinduet. Den sad der kun et øjeblik, men længe nok. Læs resten

Reklamer

*71 Retten til at brokke sig

portalNovember 2016

Det nye skovhjem har en indkørsel.Den er vigtig. Vejforholdene er vigtige. For mig. Glem aldrig det.

Altså, den gamle hverdag, den var sådan her: 20 kilometer til børnehave – 13 på provinsasfaltvej, 7 på skovvej. På de første 5 km skovvej var der lidt spredt beboelse og nogenlunde regelmæssig snerydning. På den næste kilometer meget uregelmæssig snerydning. På den sidste var der kun snerydning i forbindelse med rallyet i februar. Og den sidste kilometer havde en stigning stejl nok, til at jeg (med forbehold for danskhed) kalder det bjergvej.

Og den nye hverdag, den er sådan her: ca 6 kilometer til børnehave – 3 på hovedvejs-asfaltvej, knap 3 km på jævnt beboet, dvs helt regelmæssig sneryddet skovvej – og så er der indkørslen.

Den er omkring 300 meter lang og har to 90 grader sving. På den første strækning er der krat (bl.a. brombær!) og et mindre stengærde. Efter det første sving er der skov på den ene side. På den anden side er der et fantastisk, overdimensioneret stengærde, som er opstået efter at en nabomark er gravet op. Små klippestykker dynget ovenpå hinanden. Omkring det sidste sving er der tætbevokset af enorme fyrretræer og grantræer. Først derefter kan man faktisk se huset. Mit skovhjem. Min hule. Et sted at forsvinde.

Jeg elsker den indkørsel. Jeg elsker at huset ligger sådan; forsvundet.

Man kan godt køre ned til huset og parkere der. Det gør jeg ikke. Jeg har fået lov at bruge parkeringspladsen ved huset oppe ved vejen. Så går vi. Frem og tilbage. Drengen brokker sig over det. Jeg siger at det er godt at gå. Jeg siger at det er godt at mærke hvordan dagen er – vejret, årstiden etc. Jeg siger at han lige så godt kan vænne sig til det, for det bliver ikke anderledes. Alt muligt siger jeg, men jeg tænker noget andet. Læs resten

*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten

*42 Små, store ting

majbille

Maj 2016

Små, store ting. Som planter, der spirer efter at jeg egentlig havde opgivet dem. Som de meget gamle hvidkålsfrø. Det meste fra spirekassen er forlængst ompottet eller udplantet, i morges så jeg pludselig små spirer på vej i hele hvidkålsrækken. Og pilehegnet, der blev sat i efteråret, som i foråret viste sig at stå i en sump. Sorte, skæve pinde. Det lignede ikke noget, som nogensinde ville komme til live igen. Men nu er der grønne blade på næsten halvdelen. Læs resten

*38 Den ægyptiske metode

campingvogn

April 2016

Det har været min fødselsdag, og i den forbindelse har mine forældre været på besøg. Når de er på besøg, så arbejder vi. Store projekter, som det er godt at være flere & stærke om. Både fordi der altid er noget, der trænger til at blive gjort, og fordi de er den slags, som trives bedst med at gøre noget. Som jeg også har skrevet om før, er jeg meget heldig med dem. Denne gang havde jeg ønsket mig at få fjernet den campingvogn, som stod på grunden da jeg flyttede ind. Hul i taget og siden, pilrådden og ucharmerende at se på. Læs resten

*34 Foråret er langsomt

april 2016 redskaber

April 2016

Foråret er langsomt. Det er noget, jeg siger til drengen. Han er forvirret over alt det, der er det samme, selv om jeg har erklæret at nu er det forår. Han skal stadig have meget tøj på udenfor; vejen er stadig håbløs at køre på; der ligger stadig sne i store, genstridige flader rundt omkring på grunden. Foråret er langsomt, siger jeg så. Hver dag bliver det en lille smule lysere, en lille smule varmere. Hver dag vokser planterne en lille smule. Og imens fortrækker vinteren langsomt, umærkeligt. En dag, så har foråret for alvor bidt sig fast, og så begynder sommeren sin snigende ankomst. Overgangene findes egentlig ikke. De sker. Læs resten