*76 Flytningen er en kolbøtte

dsc_0542

Januar 2017

I nat blev jeg vækket af en mus i soveværelset. Klokken 04:08. Den sad inde under mit klædeskab og gnavede. Gnavede så højt, at det vækkede mig. Mus larmer.

I går sad jeg til klokken halv et og rettede her på bloggen. Jeg har ændret på layoutet, igen, det er noget jeg gør – garanteret mere regelmæssigt end jeg selv er klar over. En slags hovedrengøring, vende alt på hovedet, skure og skrubbe og sætte det på nye pladser, der stemmer bedre overens med den nuværende tilstand.

Den nuværende tilstand. Er det for sent at snakke om nytår og forsætter og den slags?

Jeg havde ikke rigtig nogen forsætter i år. Det hele var så diffust, jeg syntes ikke jeg havde overblik over noget på det tidspunkt – og heller ikke tid til at sætte mig ned og få det overblik. Jeg vidste heller ikke om jeg overhovedet ville have overblik. Overblik kalder ligesom på handling. Noget fremadrettet. konstruktivt. Jeg har sagt farvel til så mange drømme i løbet af det seneste år, at jeg slet ikke ved om jeg tør begynde at ville noget igen. Læs resten

*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Wiinberg

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

*50 Jeg idylliserer voldsomt

april2014himmelApril 2014
(Foto: Robert Elverkilde)

Hvis jeg var en stereotyp. Der er noget ved min situation, der får mig til at tænke på den midaldrende mand, der pludselig er nødt til at eje en knaldrød sportsvogn. Og have meget unge kærester.

Jeg ved ikke helt hvad det er, men måske er det måden jeg begraver mig selv i arbejde på. Jeg holder mig selv beskæftiget, for ikke at synke ned i den sorg, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Jeg ved det godt, jeg ved det godt: Jeg skal netop ikke stille noget op. Jeg skal bare lade det være. Men det gør så ondt, jeg vil så nødig mærke dét.

Hvis jeg så tænker stereotypen igennem, så synes jeg slet ikke den har noget med mig at gøre. Den midaldrende mand i det billede, har typisk været gift hele sit voksenliv. Han har børn og fuldtidsarbejde. Det er den trummerum, han er i. Dag ud og dag ind det samme, samme, samme slid. Så når han halvvejs gennem livet, og det går op ham for at tiden går. Skal det virkelig være sådan? Er det hele hans liv, skal der ikke ske andet? Læs resten

*46 Det er meget mudret

skrivemaskineny

Juni 2016

Jeg begynder forfra. Det er ikke noget nyt. Det gør jeg altid. Jeg er begyndt på dette indlæg flere gange. Det bliver ikke rigtigt. Jeg begynder forfra.

Jeg har forsøgt at skrive ham ud af denne blog. Jeg har givet det en etiket. Det Forliste. Det er mig og ham; det er drømme, der gik under. Han flyttede, han er væk. Han er lige der. Han er den, jeg ringer til. Han er den, jeg skriver til. Han er den, der står der, når jeg stiger ud af toget. Jeg græder med ansigtet mod hans brystkasse. Jeg elsker ham. Han holder om mig. Han har forladt mig. Jeg beder om for meget, jeg beder om for lidt. Han hører, hvad jeg siger. Lige nu føles det som om han er den eneste, der virkelig hører, hvad jeg siger. Læs resten

*44 Brændeskuret er en kattekilling

killingtop

November 2015

Jeg har haft ret travlt på det seneste. Hvis nogen som læser med her, skulle have misset det, så har jeg lavet mit eget forlag, som jeg offentliggjorde i onsdags – det kan du læse mere om her: www.poteproduktion.dk

Der har været meget at finde ud af (og på) og tage stilling til og lære. Men nu findes min butik, og fra nu af skal jeg i et mere roligt tempo skrive og lave det, som skal sælges. Nu er der igen tid til alt det andet. Og tid til indimellem også bare at være. For eksempel lå jeg i går på min sofa og drak min morgente, og kiggede ud af mit morgenvindue. Det østvendte. Helt, helt stille.

Så kom en mand gående hen ad vejen. Gående.

Det sker ellers aldrig. Folk kører i bil i skoven. Læs resten

*42 Små, store ting

majbille

Maj 2016

Små, store ting. Som planter, der spirer efter at jeg egentlig havde opgivet dem. Som de meget gamle hvidkålsfrø. Det meste fra spirekassen er forlængst ompottet eller udplantet, i morges så jeg pludselig små spirer på vej i hele hvidkålsrækken. Og pilehegnet, der blev sat i efteråret, som i foråret viste sig at stå i en sump. Sorte, skæve pinde. Det lignede ikke noget, som nogensinde ville komme til live igen. Men nu er der grønne blade på næsten halvdelen. Læs resten

*41 Mig som Bjørn

maj0

Maj 2016

På billedet herover er der frø. Øverst sukkermajs og græskar, nederst tre forskellige slags kål: Spidskål, palmekål og grønkål. (Muligvis kom jeg til at bytte om på de to sidste, da jeg skulle putte dem tilbage i frøposerne efter fotograferingen. Det finder jeg ud af til næste år, når jeg skal så igen.) Forklaringen på billedet kommer senere, men først vil jeg fortælle om ‘Mig som Bjørn’.

For et par uger siden ringede jeg nemlig til en veninde og syntes, det var synd for mig. (Ensomheden, du ved, drømmene, det forliste. Alt det, der er så sørgeligt og særligt for mig.) Det syntes hun ikke.

Ville du have det på samme måde, hvis du var en mand? spurgte hun.

Det kunne jeg ikke svare på. Men det fik jeg lyst til at tænke over. Vi aftalte at vi begge to i en uge skulle tænke på os selv som mænd. Vi valgte hver vores mandenavn. (At mit skulle være Bjørn gav sig selv fordi … hm, jeg har bare noget med bjørne.) Selve ideen var meget enkel: Når vi stod overfor et konkret problem eller bare noget, der føltes svært, skulle vi spørge os selv hvordan vil ville forholde os til det, hvis vi var en mand. Læs resten