*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.) Læs resten

*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med. Læs resten

*84 Sådan en helt normal sekt

DSC_1339

I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.

Uanset om de er det eller ej.

Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.

Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.

Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i? Læs resten

*82 Jeg kender træ

dsc_0755

Februar 2017

Jeg hugger brænde hver dag. I de sidste tre og et halvt år har jeg hugget brænde stort set hver dag. En trillebør om dagen – mere eller mindre afhængig af årstid og temperatur, men deromkring.

Det har ændret mit liv.

Mit liv er et andet, jeg er en anden i mit liv.

Fordi jeg hugger brænde hver dag.

Jeg har prøvet at skrive om det her et stykke tid nu, jeg tog billederne for en måned siden. Jeg bliver ved med at gå i stå og jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg mistænker at det handler om det bombastiske i mine følelser, som jeg ikke helt vil stå ved på skrift.

Men jeg vil. Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil stå ved og på og fast: Jeg hugger brænde hver dag, og hver dag bliver jeg mere, jeg bliver mere til.

Jeg bliver til en krop, der kløver brænde. Læs resten

*76 Flytningen er en kolbøtte

dsc_0542

Januar 2017

I nat blev jeg vækket af en mus i soveværelset. Klokken 04:08. Den sad inde under mit klædeskab og gnavede. Gnavede så højt, at det vækkede mig. Mus larmer.

I går sad jeg til klokken halv et og rettede her på bloggen. Jeg har ændret på layoutet, igen, det er noget jeg gør – garanteret mere regelmæssigt end jeg selv er klar over. En slags hovedrengøring, vende alt på hovedet, skure og skrubbe og sætte det på nye pladser, der stemmer bedre overens med den nuværende tilstand.

Den nuværende tilstand. Er det for sent at snakke om nytår og forsætter og den slags?

Jeg havde ikke rigtig nogen forsætter i år. Det hele var så diffust, jeg syntes ikke jeg havde overblik over noget på det tidspunkt – og heller ikke tid til at sætte mig ned og få det overblik. Jeg vidste heller ikke om jeg overhovedet ville have overblik. Overblik kalder ligesom på handling. Noget fremadrettet. konstruktivt. Jeg har sagt farvel til så mange drømme i løbet af det seneste år, at jeg slet ikke ved om jeg tør begynde at ville noget igen. Læs resten

*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske. Læs resten