*61 Jægerhytten

dsc00763Juli 2015
Foto: Astrid Regine Wiinberg

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem. Læs resten

*61 Er vi så alle spekulanter nu?

guldsmed1

August 2016

Om bønder og nomader 7

Jeg har været i Sydsverige for at lede efter et nyt skovhjem til mig og min dreng. En overgang så det ud til at vi havde fundet et sted. Så tæt på. Så gik det alligevel ikke. Nu er vi hjemme på Bondsäter, holder pause; hverdag, arbejde, børnehave, før næste omgang.

Jeg er så glad, når jeg er på Bondsäter. Jeg har det så godt her. Jeg føler mig hjemme. Det er huset, det er haven, det er skoven. Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at flytte.

Før jeg for alvor begynder at skrive, vil jeg gerne slå tre ting fast:

  1. Jeg er ikke i tvivl om at vi skal flytte, der er gode, fornuftige grunde og beslutningen blev taget velovervejet.
  2. Jeg er ret sikker på at selv om mine omstændigheder er lidt ud over det sædvanlige, så er det i bund og grund en problemstilling, som hører til de flestes liv, derfor skriver jeg om det.
  3. I juni lavede jeg mit eget forlag, det hedder Pote Produktion, i går udgav jeg den fjerde novelle i en serie (om kærlighed). Jeg vil meget gerne have at du ved at min bogbutik findes, jeg vil gerne have at du køber mine noveller.

De tre ting hænger sammen. Når jeg er færdig med at skrive, håber jeg at det står fuldstændig klart. Læs resten

*60 Vi skal flytte

Billede 3

August 2016

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd. Læs resten

*55 Hvad skal jeg kalde det her liv?

husetvaeltet

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 6

Bønder og nomader. Min historieundervisning sagde, at først var menneskeheden jægere og samlere. Nogle var bofaste. Klippehuler, hytter bygget af rafter og bladtag, eller noget mere avanceret. De samlede og jagede efter årstiden, men blev hvor de var året rundt. Andre flyttede bosted alt efter årstidernes skiften og byttedyrenes vandringsmønster. Forskellige steder, forskellige tider, forskellige teknikker – forskellige løsninger på samme problem: Tag over hovedet, mad i munden.

Så kom den gradvise overgang til dyrkning af jorden, og (oh, det dejlige ord:) domesticering af dyrene. Fra byttedyr til nyttedyr. Fra indsamling af vilde planter og bær, til dyrkning af stadigt mere forædlede sorter, der gav højere udbytte. Vejret var afgørende. En dårlig høst kunne betyde døden.

Det var min historieundervisning, det er alles, det er almen viden, og jeg vil ikke gå mere i detaljer med det her, bare ridse det op som baggrund for det næste.

Da jeg boede i København, tænkte jeg ikke så meget over nomader. Jeg tænkte ret meget over bønder. Jeg drømte om at være bonde. Den romantiske forestilling om at forsørge mig selv med mine egne hænders arbejde. Jord under neglene, så et frø, se det vokse op og blive til noget. Læs resten

*54 Jeg forsøger at forstå bevægelserne som andet end på-stedet-trippende-stop-dans

hjul

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 5

Jeg er meget træt i dag. Der er en grund til det; drengen kastede op i nat. Det er der også en grund til; han kom til at sluge lidt søvand under badeturen i går. Han har det fint i dag, husker knap nok nattens roderi med sengetøj der skulle af og på, vand og klude og bekymring. Baljen, der stod ved siden af sengen resten af natten. Hver lille lyd fik mig til at fare op. Der kom ikke mere. Han leger. Han har sommerferie, nyder at tiden er fri og uendelig. Nyder at vi i dag ingenting skal. I dag er vi bare hjemme, bare os.

For min træthed stikker dybere, har flere grunde: Vi har haft gæster i to uger. Vi har arbejdet, festet, turet rundt hos andre naboer med andre gæster, arbejdet og badet, og arbejdet og snakket. Det er en del af sommerlivet heroppe.

Det er en del af mit sommerliv: Fordi jeg ikke kan nå alting selv, er jeg nødt til at have hjælp. Jeg kan lide at have besøg. Jeg kan også lide at give andre muligheden for at opleve dette liv (det primitive, det jordnære, det vilde, frie, fælles). Men jeg kan ikke lide dette: At jeg er NØDT til at have hjælp. At det ikke er noget, jeg kan vælge fra. Læs resten

*53 Livet som puslespil

himmel

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 4

Jeg begyndte denne føljeton med at skrive om mine drømme. Med på listen var ikke engang alle drømmene, der knyttede sig til mit hesteliv.

Min tid som hestepige. Det er en hel liste for sig, med alle mulige variationer fra stutteriejer over verdens bedste dressurrytter til hestehvisker. (Jeg læste romantiske bøger om det sidste, men gik desværre ikke til ridning, dengang horsemansship var blevet en ting. På alle nutidens hestebørns vegne, er jeg glad for at horsemanship er blevet en ting. Hvis du er forælder til et hestebarn, så prøv at finde et sted, hvor de underviser ud fra de principper.)

Der er flere drømme, som jeg har haft og glemt igen. Men der er også den helt anden side af livs-planlægningen, som overhovedet ikke handler om drømme.

Livet er et puslespil, og de brikker der skal på plads handler først og fremmest om det basale: Tag over hovedet, mad i munden. Læs resten

*52 Trætheden, det højeste at opnå

bondsäterwilfreds

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 3

Kristina er så træt. Kristina er så træt, så træt. Seks børn (fraregnet pigen, der døde før de flyttede), tre af dem så små, at de helst ville bæres hele tiden. Kun den mindste kan hun have på armen, de andre to må hænge i skørterne, for Kristina kan ikke sådan sætte sig ned. Kristina skal lave mad. Kristina har lige fået et brændekomfur, hun fik det i julegave af sin mand. Sin gode, gode mand Oskar. Han kalder Kristina for husets dronning, fordi hun klarer det hele. Hun sørger for børnene, syr deres tøj, laver mad til alle, gør rent, holder orden. Kristina forstår ikke hvordan hun klarede det uden brændekomfuret. Det åbne ildsted, hvor der kun kunne være en gryde ad gangen, balancerende på en trefod. Det forstår hun ikke. Og selv med brændekomfuret. Selv med det topmoderne hjælpemiddel, så er hun så træt. Kristina drømmer om at lægge sig ned. Ligge fladt på gulvet. En lille pause. En lang pause. En ende på det hele. Det kan ikke komme på tale. Hvis Kristina ikke gør det, der skal gøres, så bliver det ikke gjort. Læs resten