*69 Altid det bøvl med bilen

billede-6

Oktober 2016

Jeg havde nok en illusion om at så snart selve flytningen var overstået, ville der falde ro over alt. Sådan er det så ikke. Sandheden er, at jeg endnu ikke har pakket en eneste flyttekasse ud. Der er hele tiden noget andet, der skal ske først. Fx skal jeg være færdig med at male. Flaskehals, sådan kan man beskrive situationen – men til gengæld ser jeg frem til en smuk dominoeffekt lige pludselig, når den ting bliver færdig (sådan: bum!) som så vælter den næste: Bum! Og så videre. (Tag venligst ikke den illusion fra mig, på forhånd tak.)

Sandheden er også at der er ting, som det ikke har været muligt at forhold sig til midt i flytningen, men som nu – absolut nu – skal ordnes. Bilen. Altid det bøvl med bilen, og her kommer en hurtig bilovervejelsesrunde:

Hvis jeg boede i en by, så kunne jeg cykle eller gå. Men så boede jeg jo ikke midt i en skov. Hvis jeg boede i en skov i gamle dage, så ville alt være indrettet sådan at alle mennesker gik/cyklede/kørte i hestevogn rundt til hinanden. Alt jeg skulle købe, ville findes hos mere specialiserede, spredt placerede mennesker. Mennesker, der boede der, hvor de arbejdede. Mennesker, hvis hjem var hele deres liv. Jamen altså, det er ikke for at idyllisere, det er bare den konstatering: Der er sket noget siden de gamle dage. Der er sket en centralisering, der gør at hvis man vil bo på landet har man nogle udfordringer i forhold til transport. Når det engang (engang!) bliver min hverdag igen, så er planen jo at jeg skal tilbringe mindre tid med at køre bil. Jeg glæder mig.

Men: Det er ikke blevet den hverdag endnu. Det er stadig den hverdag, hvor jeg hele tiden skal noget, der kræver at bilen kan køre. Og midt i flytningen, faktisk på vejen fra Värmland med flyttelæsset, der fik den en lyd. En lyd, der blev værre. Jeg holdt mig for ørerne og håbede på det bedste indtil i dag, hvor jeg endelig fik den afleveret til en mekaniker. Jeg havde aftalt med mekanikeren at vi bare ventede der imens de fiksede den. Jeg havde købt kanelbullar og juice til drengen, havde selv kaffe med. Men da jeg afleverede bilen fik jeg beskeden: To timer skulle de bruge. Mindst.

Det er alligevel længe at sidde på et bilværksted.

billede-4

Så gik vi derfra. Uden en plan. Med to timer, der bare skulle gå. Efter en måned med konstant jongleren med minutter for at nå alt det, man nu skal nå, når man skal flytte. Alt det man skal nå oveni alt det man også ellers skal nå. Læs resten

Reklamer

*60 Vi skal flytte

Billede 3

August 2016

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd. Læs resten

*28 Mig og konceptet bil – det ultimative skovkompromis

januar2013a

Januar 2014

Tilbage til januar, tilbage til vinteren. Sneen. I januar begyndte det at sne, og så blev det sådan set bare ved. Her er den samme udsigt, med nogle dages mellemrum:

Sne er herligt. Jeg fandt gamle ski frem i stalden, drengen havde fået et par i julegave. Kælketure, snemand, snelygter. Lånehunden Freja, der havde sit helt eget, åbenlyst uendeligt underholdende snesjov. Læs resten