*63 Lev med det (som mekanikeren sagde)

solsikkerAugust 2016

Når jeg lægger stort og flot ud med at skrive om ejendomsret og kapitalisme og erklærer at det handler om mere end mig. Når jeg skriver, at det er er større, mere generelt menneskeligt anliggende, og at jeg vil nå frem til en eller anden konklusion – og så ender med at skrive om min personlige, følelsesmæssige fallit ….

Så tænker jeg: Kunne jeg ikke lade være med at slå det så stort op?

Nå. Det er sket før, det sker nok igen, jeg siger (mest til mig selv): Lev med det.

(Som mekanikeren oftere og oftere sagde til problemerne med Volvo’en før den endegyldigt brød sammen.)

I dag bliver det ikke stort og generelt, i dag handler mest om at jeg synes jeg skylder også at fortælle noget om det, som faktisk fungerer. Det som fylder mest i mit liv – min hverdag – men som jeg skriver mindst om. Fordi: Det, der fungerer er der jo ikke som sådan grund til at skrive om.

Men: Jeg følger selv ivrigt med i mange blogs, og der er blandt andet en, som for tiden er fortvivlende, fordi der kom et indlæg, som var så hjerteskærende og skrevet så langt nede fra et hul. Så kom der længe ikke noget nyt indlæg. Sidst jeg så, var indlægget fjernet. Og der er stadig ikke skrevet nyt. Ingen mulighed for at vide andet end det: Nogen var fortvivlet og skrev, og nu er der stille. Fuldstændig tyst. Uhyggeligt, ildevarslende fravær.

Jeg skrev i sidste indlæg at jeg har brug for nogen, der opdager det, hvis jeg går i stykker. Læs resten

*30 Fra dagbogen

januar 2014 sne

Januar 2014

11. januar 2014: I dag lod jeg være med at tænde stearinlysene første gang jeg fik indskydelsen. Jeg plejer at tænde dem alle, så snart det bliver den mindste smule gråt. Nogle af de seneste regnvejrsdage har lysene været tændt hele dagen. Nu er det snelyst, om morgenen tænder jeg ikke lyskuglerne i vinduet, som jeg ellers plejer. Og da det blev eftermiddag – klokken var halvfire, det er allerede lidt senere end da dagen var kortest, hvor det blev tusmørke omkring omkring klokken tre – fik jeg lyst til at holde tusmørke. Ved ikke hvorfra jeg har den ide at kalde det det. Holde tusmørke. Se mørket kommet. Måske er det en fast vending, men jeg genkender den egentlig ikke. I W’s sangbog (sangebogen, kalder han den) er sangen ‘Spurven sidder stum bag kvist’ med. Jeg læser de sangtekster, der handler om skoven og livet i gamle dage på en ny måde. Der er en genkendelse, jeg aldrig har følt før. I et af versene i den sang, sidder moren i stuen og kan næsten ikke se en hånd for sig længere. Læs resten

*25 Så kom sneen

december 2013 sne

6. december 2013

I begyndelsen af december kom sneen. Det havde jeg ventet på, ligefrem glædet mig. En del af at flytte, var også at komme til et andet klima – væk fra det fugtige, grå, blæsende mellemtings-ingentings-vejr. Jeg havde et solidt madlager klar, til hvis vi nu skulle sne inde. Jeg vil ikke påstå, at jeg var fuldstændig rolig ved udsigten til det, men: Beredt. Læs resten

*22 Så sært, så stille

november 2013 himmel

November 2013

Udover pengebekymringerne, var der også noget andet der nagede mig. Ensomhed. Ikke som et akut eksisterende problem, egentlig. Men selve tanken. Mig alene i en skov med et barn. Så sært, så stille. Så overhovedet ikke godt nok. Livet i skoven var nødt til at involvere andre mennesker på hverdagsbasis. Naboerne var virkelig søde og gæstfrie, og der var mange naturlige sammenkomster i forbindelse med at vores drenge legede sammen. Men. De er en familie. To voksne, flere børn. Deres situation var en helt anden end min.

Og hvad var min situation egentlig? Hvad var fremtidsperspektiverne? Læs resten

*17 Mus og bøddel, en slags gennembrud

oktober2013guld

Oktober 2013

Jeg hørte det, da det skete. Fordi jeg jo lå angstvågen og lyttede efter netop den lyd. Det var musefælden i soveværelset, tæt på sengen. Det bratte smæk, musen, der sprællede så meget at fældens hårde plastic klaprede mod gulvet. Så blev der stille.

Jeg overvejede at stå op, og tømme fælden mens drengen sov. For at undgå den situation, hvor jeg måske ikke kunne skjule hvor urimeligt ude af fatning jeg i virkeligheden var. Indtil videre havde alt panik kunnet afgrænses til efter hans sovetid. Men dette. Den døde mus. I fælden. Som jeg var nødt til at røre ved.

Det ville være en virkelig god idé at tømme fælden mens han sov. Læs resten

*15 Højeste museberedskab

oktober 2013 kiki og bambus

Oktober 2013

Seng og musefælder krævede at jeg kørte til Sunne, den nærmeste større by. Så det gjorde jeg. Jeg havde på det tidspunkt ikke bare få penge, men egentlig ikke nogen. (Historien om mit flyttebudget kommer senere.) Første dilemma: Jeg kunne købe virkelig mange af den gammeldags træmodel. Eller to af den mere avancerede slags, som man kan tømme uden at røre ved musen. Jeg købte de to. Læs resten

*14 Mus er støj

oktober2013XX

Oktober 2013

Bortset fra mine to nær-oplevelser, så jeg aldrig musene. Men jeg kunne høre dem. Især om aftenen og natten. Når drengen sov, og jeg sad i køkkenet og skrev eller læste. Skrivemaskinen larmer så meget, at den overdøver alt. Men så i en pause, hvis jeg lige skulle tænke lidt, eller gennemlæse noget. Så var der den lyd. Gumlelyden.

Jeg fatter det stadig ikke. At så lille et dyr, kan spise så larmende. Læs resten