Brevkasse

oktober2014froeA

Hvis du undrer dig over noget undervejs i bloglæsningen, så skriv endelig en mail: kontakt@poteproduktion.dk – hvis jeg synes at emnet er relevant for andre, kommer spørgsmål og svar også ud på bloggen, men naturligvis helt anonymt.

Spørgsmålet over alle: Kan skovlivet også blive mit?

De spørgsmål jeg (og andre) oftest bliver stillet er: Kan jeg også flytte ud i skoven? Er der flere ledige huse som Bondsäter? Hvad skal jeg gøre, hvis jeg drømmer om at bo i skoven? Hvordan får man det til at løbe rundt økonomisk?

De korte svar er: Ja. Ja. Gør det, gør det! Aner det ikke.

Hvis jeg skal svare lidt mere udførligt …

Sverige er et stort land sammenlignet med Danmark. Stort, skovrigt og tyndt befolket. Man finder påfaldende mange danskere og hollændere spredt omkring i forskellige skovhuse (som svenskerne ikke selv kunne drømme om at bo i hele året rundt). Sverige er også et aflangt land, og ligesom alle andre lande, er arbejdspladserne centreret om storbyerne. Tommelfingerreglen er at jo længere nordpå du er villig til at flytte, jo mere plads får du at brede dig på. Värmland, hvor jeg boede de første tre år (otte timers kørsel fra Kbh), ligger egentlig kun lige i den nederste del af mellemsverige, men også her er der langt mellem de rigtigt store storbyer. (Faktisk er Oslo tættest på, og det er meget almindeligt at arbejde på kryds af grænsen her – trafikken går begge veje.) Skovene er godt nok en arbejdsplads i sig selv, og svenskerne er ikke blege for at pendle i afstande, som danskere måber over. Men. Der er mange huse til salg heroppe, og det hænger sammen med arbejdssituationen. Så hvis du drømmer om at købe et hus, får du ret meget for pengene heroppe.

Landsbyliv:

I den forbindelse vil jeg varmt anbefale at man tjekker landsbyen Gröna Dalen (tvillingelandsbyerne Ransbysätter og Björkaholm) ud – især hvis man er børnefamilie. Der er en slags generationsskifte i gang dernede, og både huse og gårde bliver i stigende grad købt af børnefamilier med mere eller mindre almindelige erhverv, større eller mindre selvforsyningsdrømme. Der er et meget aktivt og idealistisk fællesskab dernede. Der er grøn, lokal elproduktion, og ildsjæle har sørget for at den gamle mølle er blevet restaureret og nu sælger lækker, lækker økomel. Der er tilmed headhuntet en virkelig dygtig bager. Både brød og mel kan købes i de omkringliggende supermarkeder, men også direkte fra deres respektive, altid åbne dørsalg. (Du går bare ind, tager det du skal bruge og lægger pengene i en krukke. Tillidsbaseret, du ved.)

Hvis man selv vil dyrke grøntsager og have dyr (får fx) er der mennesker at dele interessen med – og hvis man ikke vil, er der rig mulighed for at købe direkte fra dem, der gør det.

Ransbysätter ligger meget smukt (derfor navnet Den grønne dal) og kun otte kilometers kørsel fra nærmeste lille by Lysvik. (selv boede jeg otte kilometer den modsatte retning.) I Lysvik er der vuggestue, børnehave og skole op til sjette klasse. Alt sammen på den lille, stille provinsmåde. Jeg har kun hørt godt om skolen – og kan, baseret på mine egne erfaringer, varmt anbefale børnehaven. (Større børn skal til Sunne, skolerne der ved jeg ikke nok om til at sige noget, men der er flere at vælge imellem.) (Og der er skolepligt i Sverige, og de tager den meget alvorligt – det er også et af de hyppige spørgsmål.)

Vildmarksdrømmen:

Hvis du så ikke er børnefamilie og/eller ikke drømmer om landsbyer og naboer som sådan. Hvis det, du drømmer om er vildmarken, naturen, ensomheden. Hvis du måske tilmed drømmer om at bygge dit helt eget bjælkehus.

Ja, så er skoven jo altså virkelig stor. Det er til gengæld ikke noget der kommer som en færdig fiks pakke. Jeg tror det nødvendigvis må være sådan med eventyr, at dem skal man skabe selv. Mit bedste råd er at man kommer herop (bil er nødvendigt) evt har et telt med, og sætter noget tid af til at snuse rundt og finde den plet, som man synes lever op til drømmenes art. Generelt er det værd at vide at skoven er forretning. Skovejerne skal tjene penge på deres jord, og det gør de ved at plante og fælde træerne i den rigtige takt. Der er ikke så meget romantik i det, og de fleste synes at mennesker, der bor i skoven er noget upraktisk rod. Jeg kan godt hjælpe med kontaktinfo til de undtagelser, der findes. Bare det på forhånd er sagt, at strømmen af vildmarksdrømmere med store armbevægelser og vilde planer, der så efter (virkelig) kort eller lidt længere tid er forsvundet igen, er jævn. For nu at sige det mildt. Så forvent ikke at blive mødt med den store entusiasme af husudlejere. Mit råd er: Kom herop først uden at planlægge for meget, se tiden an – vær åben for at alt er anderledes end på afstand (og på film). Lad være med at tro at alle døre er åbne, fordi du selv ved, hvad du vil og kan. Accepter, at der skal handling til for at overbevise husejere om at du er en god deal for deres hus. Accepter at heroppe tæller tid som handling.

Noget lidt som Bondsäter:

Og hvad så med Bondsäter – er der ikke flere huse som det? For det første er Bondsäter jo faktisk ledigt nu – kontakt mig hvis du er interesseret i at få kontakt til husejerne. Beliggenheden med den sidste kilometers stejle og ikke-sne-ryddede vintervej var et stort problem for mig, men andre med bedre bil & kørenerver, evt. uden et barn der skal ud og ind ad skoven på hverdagsbasis kan jo have det anderledes …

Men ellers – er der flere steder sådan lige midt imellem landsby-bondemands-koncept og midt-i-skoven-langt-fra-alle? Findes der flere husejere som mine?

Svaret er 1) Jeg var svineheldig med timingen – at jeg kom herop, lige netop da Bondsäter var ubeboet-men-udlejet (Læs mere om det her). 2) Jeg har knoklet som et bæst for at gøre Bondsäter til det, det er nu. Den idyl, alt det, der fungerer. Sådan så der ikke ud, da jeg flyttede ind. Og Bondsäter har også sine indbyggede kompromisser; intet er perfekt/ingen får alt. (Ulempen-over-alle: Vejen op ad bjerget om vinteren! For helvede!) 3) Mine husejere var ikke så velvilligt indstillede fra start – jeg har oparbejdet deres tillid ved at være og blive, ved at knokle med at sætte istand og rydde op, uden at forvente noget fra deres side. Først efter et år, begyndte de (til min overraskelse, i øvrigt) at tage initiativ til større forbedringer af husets stand. 4) Og igen: Held: Mig og mine husejere – det er et virkelig heldigt match. Jeg kan godt lide dem og de kan godt lide mig – og vi delte glæden over at passe på og forbedre Bondsäter.

Hvad så med Skåne:

Og nu er jeg så fornylig flyttet til Skåne. Det er jo herligt, bekvem afstand til København og i det hele taget er infrastrukturen noget mindre krævende. Hvilke gode råd har jeg, hvis det er her man vil bo?

Egentlig har jeg ikke så meget at sige om det endnu, det er nyt og selv bor jeg stadig kun med en midlertidig aftale, uden at vide om dette bliver mit permanente hjem eller om jeg lige om lidt skal ud og lede igen. Det er ikke for sjov at jeg bor sådan, det er præmissen for mig, fordi jeg har så få penge. Jeg kan sige at Skåne er meget anderledes end Värmland og pengene (eller manglen på dem) betyder mere her. Jeg kan sige at alt har fordele og ulemper, og der er også noget man ikke får hernede. Stilheden. Den absolutte stilhed i skoven i Värmland. Den er svær at undvære, når først man har vænnet sig til den.

Her har jeg skrevet mere om hvordan jeg fandt dette hus og hvordan vi lavede vores foreløbige aftale.

Afslutningsvis vil jeg understrege: Jeg skriver dette, og skriver det nu, fordi det er den tid på året hvor skovlængslen vågner, og de her spørgsmål bliver aktuelle. I stedet for at svare hver enkelt, kan jeg nu henvise til denne udførlige forklaring af stedets muligheder og udfordringer. (Og det økonomiske kan jeg som sagt ikke komme med noget universalsvar på, men jeg har skrevet noget om det med udgangspunkt i mine egne, særlige vilkår – hvor min tanke er at alle har særlige vilkår = særlige muligheder, udfordringer, ønsker, ideer, ressourcer, begrænsninger = særlige løsninger.)

Venlig hilsen Maja

Ps. Der er faktisk pt en hytte til salg – lille og ikke i specielt god stand, men der følger lidt skov med, hvor man evt kan bygge noget sjovere. Til salg for 145.000 svenske kroner, sig til hvis du vil have et telefonnummer …

Pps. Man kan godt leje Jægerhytten hvis man vil på Värmland-research.

(senest redigeret januar 2017)

Reklamer