*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

dsc_1050

Maj 2017

Kan du mon huske dengang, jeg skrev her på bloggen at NU havde jeg sluttet fred med hverdagen? Sikkert ikke, jeg kan heller ikke helt huske hvornår, men jeg kan huske følelsen – og jeg genkender også det, som sker nu, og som jeg også har skrevet om før. Det kan opsummeres til dette: Alt sker i cirkler. Det sker, og så sker det igen.

Det gør det overhovedet ikke mindre frustrerende at vide.

Altså, problemet kort fortalt: Hverdagen er et slid, og den er et tilbagevendende, dagligt slid, der er ingen ende på alle de gange man skal stå op, tage tøj på, lave mad, vaske op, rydde op, købe ind. Og det jeg taler om nu, er vel og mærke ikke det vi kalder ‘arbejde’. Arbejde, forstået som et fag; noget man udretter. At arbejde kan være en særdeles tilfredsstillende ting, netop fordi man indimellem kan få følelsen (illusionen?) af at komme videre. Videre, videre.

Men HVERDAGEN. Hver dag det samme … og uanset hvor mange systemer og rutiner man indfører, så ændrer det ikke på at der er noget, som bare skal gøres. Så kan man indføre x antal husholdningsmaskiner for at lette det slid, men der er ligesom ikke rigtigt noget, der helt får det til at forsvinde. (Kun hvis man faktisk flytter permanent på hotel.)

dsc_0976

Så kan man angribe problemet fra den anden side – som jeg er fuldstændig og absolut sikker på er den rigtige – og det er at slutte fred med hverdagen. Holde op med at kalde det slid, fx i stedet bruge betegnelsen huslige sysler.

Tage opvasken langsomt, langsomt. Lave aftensmaden med kærlighed. Vælge at lade være med at rydde op, hvis det virkelig genererer så meget raseri, og i stedet sætte sig i bunkerne og trække vejret laaaangsomt. Eller rydde laaaangsomt op og nyde selve processen, fra kaos til frie flader.

dsc_1045

Jeg ved, at det er det rigtige. Jeg har også praktiseret det i ret lang tid nu, omkring et år, tror jeg. Mere, faktisk. Det er virkelig tilfredsstillende på en dyb, rolig måde. Og jeg ved at den vrede, der nu har ulmet i en måneds tid eller to er forbigående. Jeg ved det. Men det ændrer ikke på at vreden er så massiv lige nu. Vreden er sådan her:

Hvorfor helvede skal jeg gøre alting selv.

Nogen burde hjælpe mig.

Kan det virkelig være rigtigt at så mange timer af min dag, hver dag, skal gå med alt muligt praktisk lort.

Alt det storslåede jeg kunne udrette, hvis jeg bare havde tid. TID. Tid nok, jeg har aldrig tid nok, og det er fordi MIN tid bliver stjålet fra mig, det er hverdagen, den lede stodder.

Jeg hader … jeg haderhaderhader … noget, nogen …

(Ak, herfra går det virkelig ned ad bakke med den indre elskværdighed.)

Andre har det nemmere.

Der findes faktisk mennesker, som har det nemmere.

I gamle dage var der faktisk mennesker, som blev helt fritaget fra alt det praktiske.

Også i dag.

Der findes faktisk mennesker, som lever det hotelliv, der findes tjenere.

Hvorfor har jeg ikke en tjener? Jeg burde have mange tjenere.

Eller så bare en kæreste. Hvorfor har jeg ikke en kæreste, som hjælper mig.

Nej, en kæreste er ikke løsningen. Kærester er skidesure og drømmer selv om en tjener.

dsc_0967

Jeg vil bare have en butler. En oppasser. En som er til rådighed døgnet rundt, en som fikser ting omkring mig, sådan at jeg kan koncentrere mig om mit arbejde.

Jeg kunne udrette storslåede ting!

Hvis bare jeg havde tid.

Jeg har aldrig tid, aldrig tid nok, hele tiden skal jeg noget.

Hvis jeg nu blev virkelig rig. Ikke bare lidt, men virkelig, virkelig, virkelig rig.

Så ville jeg være mere lykkelig.

Jeg ville være god til at være rig.

Jeg ville ikke være sådan en usympatisk rig, jeg ville være god. Jeg ville have tjenere, som var glade for at være min tjenere. Jeg ville stadig bo sådan her, det er jo ikke fordi mine værdier ville ændre sig. Så ville jeg indrette et lille, perfekt økosystem omkring mig. Køkkenhave og høns og das og brønd og … vaskehus! Så skulle jeg have det her vaskehus, med sauna i den ene ende og gruekedel og badekar i den anden ende. Jeg skulle selvfølgelig være med til det hele, det er benhårdt at vaske tøj i hånden, det er centrifugedelen, man savner. Det er så hårdt for hænderne at vride, og skyllevandet er koldt. Vaskekonerne i gamle dage, de havde det så hårdt. Men mine tjenere, de skulle have det godt. Vi skulle nok opfinde en centrifuge-løsning, noget med en fodpedal. Og jeg skulle selvfølgelig være med til det hele, men jeg skulle være en lille smule mindre med, fordi jeg også har det her storslåede, jeg skal udrette.

Jeg er et storslået menneske.

Jeg har det i mig.

Jeg kunne være så storslået. Hvis ikke jeg konstant var tynget ned af alt det sure slid.

Hver dag det samme, der er ingen ende på det. Jeg vasker op i dag, jeg vasker op i morgen, jeg vasker op og op og så dør jeg. Jeg kunne lige så godt dø i dag, før jeg vasker op igen. Det giver ingen mening at leve, hvis det hele alligevel bare drukner i det evindelige spørgsmål: Hvad skal vi have til aftensmad i dag?

dsc_1041

Ok. Så slutter jeg her. Jeg kalder dette tankefænomen for Min Indre Godsejer.

Det er et mildt navn i forhold til hvor stygge tankerne faktisk er, hvis man dissekerer dem. Jeg har dissekeret dem. Det handler om privilegier. Privilegier, som jeg (stik imod min fornuft) føler jeg har ret til, og derfor føler nogen skylder mig.

Det handler om hele ideen om at nogle menneskers tid er mere værdifuld end andre. Det handler om storhedsvanvid.

Det her tror jeg på: Alle mennesker skal forholde sig til sin egen hverdagseksistens. Hver eneste dag. Indtil vi dør. Alt det, der skal ind i kroppen og alt det, der skal ud. Alt det rod, vi laver omkring os. Den komfort vi vil have, den skal vi skabe selv. Fordi alt har en pris og vi skal betale den selv. Ellers er der andre, der betaler den for os, og det er bare ikke i orden.

Færdig, slut, prut.

Nu venter jeg så bare lige på at mine følelser (igen) følger med. Jeg venter på at raseriet damper af.

Den faktisk fuldstændig forfejlede følelse af forurettethed – det er den, jeg går og slås med.

Og mens jeg venter, så vasker jeg op. Jeg hugger brænde, jeg rydder op og jeg overvejer nøje: Hvad skal vi have til aftensmad i dag?

dsc_0968

Reklamer

4 thoughts on “*87 Hvad skal vi have til aftensmad?

  1. Cirkler – ja. Både freden med hverdagen/livet og vreden. Måske er den powerfulde vrede lejlighedsvis nødvendig for at skubbe/holde freden i gang – som to tandhjul, der udgør en helhed for bevægelsen (om det så er fremad eller rundt).

    Like

      • Jeg holder virkelig meget af din blog (blogs), uden at kunne sige præcis hvorfor – men det har noget at gøre med din ærlighed, dit mod til at være usminket. Det er forløsende og vækker genkendelse hos os alle, uanset situation, tror jeg.
        Bedste hilsner Jeanette

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s