*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

robot

Børsen 8. april 2017

1.

Når jeg har for travlt og det står på for længe, så begynder jeg at miste ord. Jeg holder ikke op med at snakke, tværtimod taler jeg hurtigere, hektisk, men midt i sætningerne mangler der ord. Min hjerne leder (bladrer i et katalog, det billede har jeg af den proces) og nogle gange dukker andre ord op, som indholdsmæssigt er helt forkerte, men så har de måske den samme vokal, som ordet jeg leder efter.

Solbær, tomat, jordbær, solsikke. Den slags ord bytter plads, flyver rundt og jeg siger dem prøvende, men ingen er helt rigtige, og nogle gange må jeg give op og bare sige: Det er noget med o. O o o.

Imens hjernen famler, fægter mine arme. Flyvende hænder, der skal vise tilhøreren at jeg er på sagen. Jeg arbejder.

Jeg arbejder så hårdt, hele tiden. Der er altid så meget, jeg skal nå – vil nå – problemet er at jo hårdere jeg arbejder, jo mere forsvinder ordene. De siver ind i en tåge, som skræmmer mig, fordi den udsletter det, jeg fortæller mig selv med.

Så findes jeg kun som i luften fægtende hænder.

 

ginfuld

2.

Se mig være gin-fuld og glad. Det er en undtagelse. Det var en fortid, som slog mig ud, en mavepuster. Så jeg drak mig fuld, mere fuld og hurtigere fuld og jeg snakkede, snakkede, snakkede. Hænderne vildt fægtende, ordene faldende. Hulter til bulter og følelsestungt. Indimellem så jeg det udefra – den lille flok af mennesker, jeg sad og blev fuld sammen med, som jeg faktisk ikke kendte, og alligevel vidste vi alle allerede alt, som var værd at vide, og jeg var selv i færd med at fortælle resten – og jeg blev bange. Lammende, frysende, indædt angst for alt det, jeg ikke havde kontrol over. Indtil jeg ikke længere kunne samle ordene til sætninger, indtil der ikke længere var andet mål end at finde en ny bar, når denne lukkede. En bar, hvor man måtte ryge indenfor og endnu en og en til. Indtil jeg kun var dansehænder og boblende latter. Som på billedet.

Se mig være glad. Se mig være uhensigtsmæssigt ude af kontrol.

Uproduktivt.

Og så de tømmermænd dagen efter.

Faktisk spild af tid.

Og jeg har så travlt. Jeg har arbejde at gøre.

hotelhaar

3.

Se mig med kjole på, se mig med makeup og opsat hår. Se mig fotografere mig selv bagfra, fordi jeg er på vej på arbejde (op på en scene, med ord fortælle om alle mine ord) og vil være sikker på at håret ikke afslører noget, som jeg ikke selv ved af.

Se mig forsøge kontrol. Meget, mere, mest kontrol.

Al min vilje, viden, villen.

Jeg har så travlt. Der er så meget, jeg vil nå og jeg ved jo godt, at det meste handler om dødsangst, som jeg desperat forsøger at betvinge med præstationer.

At kaste vildt om sig med ord i håbet om at i det mindste nogle få af dem vil klistre sig fast i verdens evighedsfilter.

Klæbeklistermedister.

 

hotelhimmel

4.

Når jeg er træt af alt, både hverdagens konkrete slid og det mere generelle slid med at få det evindelige penge/behov/ambitioner/ansvar/længsler/realiteter-puslespil til at lægge sig til rette – kort sagt: Når jeg drømmer om et nemmere liv – så er det altid forestillingen om at bo permanent på hotel, som dukker op.

Fristende komfortabelt, åh at ligge i sengen og se fjernsyn dagen lang, bestille roomservice, gå i brusebad umotiveret ofte (bare fordi: vands silende blidhed), smide håndklæderne på gulvet, træde dem beskidte, forlade rummet lidt, vende tilbage til stramtredt seng og nye, foldede håndklæder. Bløde, som mine egne aldrig er, fordi jeg ikke bruger skyllemiddel. Jeg bruger ikke skyllemiddel, fordi det er en belastning for miljøet, som jeg ikke vil. Men på hotel kan jeg lukke øjnene og lade som om ingenting er mit ansvar. Ingen egne beslutninger, bare hvile og hvidhed, bare lægge sig ned på sengen og aldrig stå op igen.

Det er alvor, det er ægte, det er en tilbagevendende længsel, der bor i mig. Det eksisterer side om side med alt det andet, som en massiv træghed. Hotellet er mit paradis på jord, mit komfortable venterum før det egentlige, som er ophøret, fraværet. Stilhed.

 

robothimlen

5.

Hotelmorgenmad. Buffet. At vælge mellem fire-fem-seks slags pålæg til sit lettereendluft rundstykke. Birkes mellem tænderne, mange kopper kaffe, læse en hel avis.

På dette hotel var der kun Børsen. Så læste jeg Børsen.

Vi har før med succes ladet maskinerne komme til.

Maskinerne findes, maskinerne er en del af mit liv. Teknologien findes, jeg benytter mig af den lige nu, også nu. Og videnskaben findes, den opfindes hele tiden, jeg læser som en gal for at følge med. Man kan ikke rulle tiden tilbage, man kan ikke af-opfinde eller u-opdage. Nej. Jeg ved det godt.

Det er alt det der med romantiseringen. Idylliseringen. Det lyserøde filter, der ikke skal lægges ned over de gamle dage, som vi jo udmærket ved ikke var særlig fede at leve i for de fleste. Ja, jeg ved det godt.

Fremtiden kan blive vidunderlig.

Vores kroppes hverdagseksistens kategoriseret som ‘sure pligter’.

Reklamer

2 thoughts on “*86 Vi har før med succes ladet maskinerne komme til

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s