*85 Historien er også et eventyr, eventyret er også hverdag

Jeg sidder i toget på vej hjem fra Aalborg, og hvor har det bare været en gennemført dejlig oplevelse at være med på Ordkraft! Og hvor har jeg dog tømmermænd lige nu, i sådan en grad at det med at sætte ord sammen tager meeeget lang tid, så jeg må vente til en anden dag med at fortælle alt det, jeg har lyst til at fortælle – og så er det jo heldigt at jeg har nogle ord, som jeg skrev en anden dag, hvor hjernen var i noget bedre omdrejninger …

Nordjyske Stiftstidende bad mig nemlig forud for festivalen om at skrive lidt om hvorfor jeg flyttede i skoven og hvordan det har påvirket min måde at skrive på. Og mens jeg skrev, var der nogle sammenhænge der blev synlige for mig selv og opgaven føltes virkelig som en gave.

Derfor synes jeg også at I, der læser med her, som ikke lige var i Aalborg i weekenden, hvor avisens særtillæg blev uddelt, skal have muligheden for at læse med. (Teksten er i en læsevenlig version under billedet.)

Nordjyske Stiftstidende, Kultur, torsdag d. 6. april 2017:

I efteråret 2013 flyttede jeg til Sverige med min dreng, der dengang var to og et halvt år gammel og stadig brugte ble. Jeg flyttede otte timer op i landet, langt ud i skoven og ind på Bondsäter. Et brændeopvarmet skovhus med udedas og vand fra en brønd. Det første år havde jeg slet ingen el, derefter lidt strøm fra et solcellepanel.

Andrea Hejlskov og hendes familie boede fire kilometer væk. Det var sådan jeg havde fundet stedet. Ingen andre boede der hele året. Der var syv kilometer til asfaltvej og 20 kilometer til den nærmeste, lille by. Den sidste kilometer til mit hus gik opad, og der var et hårnålesving lige før den stejleste stigning. Verdensmesterskaberne i Rally kørte lige forbi mit hus. Til den begivenhed blev min vej ryddet for sne, ellers ikke. I resten af skoven blev vejene ryddet af og til.

Vintrene i Värmland er lange, med skiftevis isslag, tø-mudder, døgnlange snefald og hård frost, som sætter bilernes batterier ud af spil. Vejrskiftene er bratte. Fra plus fem til minus femten grader i løbet af et døgn, det har jeg oplevet.

Tre år boede jeg i Värmland. Tre vintre. Vinterkørslen knækkede mig. Havde det bare været mig, eller havde vi været mange flere – så kunne det være endt anderledes. Jeg trivedes virkelig, det var et eventyr. Men det var også hverdag: Det var mig, enlig mor og min dreng, der hastigt nærmede sig skolealderen. Hele vinteren skulle jeg enten køre halsbrækkende til og fra børnehaven eller blive hjemme. Vinteren er lang i Värmland, mine kørenerver blev flossede, én voksen er ikke selskab nok for et barn.


For et halvt år siden flyttede vi til Skåne. Vi bor i et gammelt, brændeopvarmet hus omgivet af skov, og vi har stadig udedas. Men jeg har naboer i gåafstand. Der er kun to kilometers skovvej, og i alt syv kilometer til nærmeste by. Vinteren er kortere, vejene bliver ryddet. Byen er lille, men der er både børnehave, skole, bibliotek, supermarked, isenkræmmer og foderstofforretning. Før skulle jeg køre 45 kilometer efter det udvalg. Hverdagen som enlig mor fungerer og drengen trives i den nye børnehave.
Til gengæld ved jeg endnu ikke om vi kan blive boende. Til gengæld står jeg med nye udfordringer, der handler om den konkrete, økonomiske pris for at flytte tættere på alt. Kompromisser. Balancegang mellem drømme og realiteter. Tungen lige i munden og is i maven. Sådan er det for mig, sådan er det for alle.
Jeg tror egentlig ikke, at mit liv nu er så anderledes end andres.
Jeg tror, at forskellen ligger i hvordan jeg havde det med mit liv, før jeg flyttede.

Min historie om at flytte i skoven, handler også om mig som forfatter. Jeg har aldrig villet andet, alligevel debuterede jeg sent. Mit problem er flinkeskolens – jeg prøver at passe ind; hug en hæl og hak en tå. De viltre noveller, der blev min debutbog, var også en personlig frigørelseskamp. Først da jeg turde skrive om ting, der virkelig betød noget for mig, lykkedes teksterne. Jeg var så nervøs, da jeg sendte den bog ud i verden, men novellerne blev godt modtaget af anmelderne. Det burde være enkelt – så skulle jeg bare skrive videre. Videre, videre. Men jeg blev ved med at gå i stå. Jeg så serier. Det blev så hårdt at gå i Netto, Just Eat blev min ven. Jeg fik problemer med ryggen, mere og mere alvorlige. Jeg blev gravid, forholdet brast. Jeg flyttede tre gange i løbet af det første år med min baby. Jeg endte i en konkurstruet andelsboligforening i Københavns Nordvestkvarter. Lægen troede, jeg havde diskusprolaps, jeg blev sendt til fysioterapi. Det gjorde ondt at stå op af sengen.

Jeg forstår det ikke nu, men jeg skrev hele tiden. Der er seks år imellem de to bøger. Den første, ‘Alt det der er mit’, blev skrevet i én, rasende bølge. Den anden, ‘Det dør man af’, blev skrevet på hårdt sammenbidte tænder og ren vilje. Jeg skrev den færdig i foråret 2013, og den er vigtig for mig. Den er frygt og sorg kondenseret. Men det stod samtidig klart for mig, at der skulle ske noget helt andet. Ellers ville jeg gå under.
I efteråret 2013 rejste jeg langt op i Sverige, langt ud i en skov, alene med mit barn. Jeg var mere bange for at blive, end for det ukendte, der ventede mig.


Og i Värmland ventede dette: Stilheden. Stilheden var massiv. Skoven var svimlende stor, og tiden stod stille, tiden udvidede sig, tiden rakte aldrig til. Skoven var fyr og birk og gran, industri i lige rækker. Skoven var nem at fare vild i. Skoven var umulig at gemme sig i. Hvis jeg var ked af det, så græd jeg. Jeg græd meget. Samtidig var hverdagen der, som et konstant krav om bevægelse. Hverdagen lærte mig at findes som krop. Hugge brænde og hente vand. Hele tiden hugge brænde og hente vand. Tænde op og holde ilden i gang. Grave kartoffelstykker, flytte kampesten med løftestænger, for at få plads til flere grøntsbede. Jeg er stærk nu. Jeg har ikke problemer med ryggen nu.
Og hver dag starter og slutter med at gå udenfor og tisse i græsset. Under stjernerne, skyerne, månen, alt det over os. I regn, i sol, i sne, i blæst, i frost. Det har ændret alt.
Jeg vågner hver morgen og vil noget.

Og jeg begyndte at skrive på en ny måde. Ikke vredt, ikke som et opgør. Heller ikke som en sammenbidt viljeshandling. Jeg skriver, fordi det også er min hverdag. Jeg skriver, fordi det er det, jeg gør, den, jeg er. Nu skriver jeg også digte, det er nyt, det troede jeg ikke, jeg turde. I sommers lavede jeg mit eget forlag. Det har jeg altid haft lyst til, nu gør jeg det. Jeg er næsten færdig med en ny novellesamling (om kærlighed; jeg er meget optaget af kærlighed; jeg vil så gerne kunne kærlighed). Jeg blogger også om mit eget liv. Fordi jeg har lyst til at dele – fordi jeg ikke tror, at jeg er den eneste, som nogle gange har svært ved dette; at turde. Bloggens navn er ‘Skovliv, begyndelser’, fordi det er sådan, mit liv har vist sig at være. Nu er jeg fx flyttet til Skåne. Nu er jeg begyndt forfra med en hel masse ting, og der er nærmest kun løse ender og åbne spørgsmål. Jeg har ikke en færdig plan. Jeg har ikke regnet alting ud. Men fordi jeg tog det ene, kæmpestore skridt for tre et halvt år siden, så tør jeg også tage alle de andre.
Og jeg har fået noget at navigere efter: Selve bevægelsen.
Jeg prøver, jeg fejler. Jeg leder, jeg farer vild. Jeg fortsætter. Jeg findes i bevægelsen, jeg findes som bevægelse. Den frihed.
At begynde hver dag.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s