*78 Musen er vims II (happy end)

billede-2

Februar 2017

Den der mus, som vækkede mig i soveværelset … og som siden flyttede ind i stuen, hvor den vimsede rundt og bl.a. lirkede en rosin ud af fælden, uden at den klappede … senere den aften, så var den begyndt at føle sig virkelig tryg i huset. Jeg var egentlig på vej i seng, men hørte den larme under skabet i gangen. Jeg flyttede en fælde derud, og tænkte at før eller siden, ville den vel virke.

Og så vil jeg gerne sige dette om mig og mus og fælder: Jeg er ikke længere bange for mus og det er en befrielse, for mus er en del af livet i et gammelt hus. Jeg har to udekatte, som er et virkelig effektivt forebyggende museværn – jeg ved det, for jeg har også prøvet at bo uden katte. Men ind kommer musene altså indimellem. Jeg synes ikke at det er særlig sjovt at sætte fælder op, og en del af mig ville ønske vi bare kunne sameksistere – alle levende væsner på planeten, planter, dyr og allihopa; jeg er faktisk, først og fremmest skovhippie. Men så jeg jo også pragmatisk og praktisk, og sagen er den at mus, hvis de får lov at bo i huset kan splitte det noget så grundigt ad. Jeg lever med fælderne.

billede-1

Men så den her mus …

Den var kravlet ind i bunden af et skab, som har et løst bræt. Jeg skramlede lidt med skuffen i bunden for at få den til at løbe ud, og barrikaderede så bunden med nogle byggematerialer, jeg havde fremme (hurra for at være i gang med at lave køkkenhylder) og en kost.

Jeg havde lige sat fælden fra mig og rejst mig op, og så kom musen frem. Den stillede sig lige ved siden af fælden og kiggede nysgerrigt på mig. Jeg satte mig på hug. Den løb ind under skabet, men kom hurtigt frem igen. Frem og tilbage, frem og tilbage. Så løb den lidt på line, på det kosteskaft, som jeg netop havde lagt der.

Så hentede jeg min telefon og tog nogle billeder af den. Den fortsatte med at vimse rundt, og kiggede på mig med sine sorte, plirrende øjne. Jeg ved det jo ikke, men jeg gætter på at det efter en uge alene i huset, var begyndt at være lidt kedeligt. Jeg havde lukket det indgangshul, den var kommet ind af, for at undgå at andre fulgte efter – og så kunne den jo heller ikke selv komme ud. Musens endeligt var altså bestemt af mig: Vimse rundt i huset, indtil en af fælderne klappede …

Men nu var det jo aldeles umuligt at gå i seng og efterlade netop den lille cirkusmus til den fælde-skæbne …

Og igen: Hurra for at (altid) være i gang med et byggeprojekt! Jeg havde alt, jeg skulle bruge lige ved hånden – og sådan ser musebarrikade til hhv køkken og stue ud:

Jeg lukkede døren ind til den sovende dreng, åbnede døren ud til gården – og med kosten og en del tålmodighed lykkedes det at lokke/skubbe den nuttede-men-problematiske husgæst ud i kulden.

billede-3

… og så siger vi at kattene var optaget andetsteds, og at netop denne mus løb langt, langt ud i skoven, hvor den mødte en smaddersød museven, som den lavede en helt naturlig skov-jord-hule sammen med, og så løb de rundt og var vimse sammen, helt uden nogensinde at komme i nærheden af mit hus igen, for det var de alt for naturlige til. Men en gang imellem tænkte musen tilbage på den aften da den lirkede en stor, gylden rosin ud af en gul-blå plasticdims, som en sød kæmpe havde stillet frem. Og når musen huskede det, så gjorde den sådan, som mus nu gør, når de er lidt småsentimentalt glade – vimser lidt langsommere, vipper med ørerne eller gnasker ekstra højt.

The (skovhippiehappy) End!

ps. De svenske musefælder har samme farver som deres flag – hvad skal man lægge i det?

Advertisements

One thought on “*78 Musen er vims II (happy end)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s