*76 Flytningen er en kolbøtte

dsc_0542

Januar 2017

I nat blev jeg vækket af en mus i soveværelset. Klokken 04:08. Den sad inde under mit klædeskab og gnavede. Gnavede så højt, at det vækkede mig. Mus larmer.

I går sad jeg til klokken halv et og rettede her på bloggen. Jeg har ændret på layoutet, igen, det er noget jeg gør – garanteret mere regelmæssigt end jeg selv er klar over. En slags hovedrengøring, vende alt på hovedet, skure og skrubbe og sætte det på nye pladser, der stemmer bedre overens med den nuværende tilstand.

Den nuværende tilstand. Er det for sent at snakke om nytår og forsætter og den slags?

Jeg havde ikke rigtig nogen forsætter i år. Det hele var så diffust, jeg syntes ikke jeg havde overblik over noget på det tidspunkt – og heller ikke tid til at sætte mig ned og få det overblik. Jeg vidste heller ikke om jeg overhovedet ville have overblik. Overblik kalder ligesom på handling. Noget fremadrettet. konstruktivt. Jeg har sagt farvel til så mange drømme i løbet af det seneste år, at jeg slet ikke ved om jeg tør begynde at ville noget igen.

dsc_0528

Jeg har en midtvejskrise. Jeg troede jeg havde sagt det højt og tydeligt. Men så havde jeg besøg for et par uger siden. Tre kvinder, som er skrivekollegaer, der kom og blev et døgn. Vi er også mødre, vi har drenge i samme alder, der har leget sammen.

Børnene havde alle stillet samme bekymrede spørgsmål: Skal de andre så lege sammen uden mig? Men nix. Den triumf at vi alle kunne svare: De andre skal også være sammen med deres far.

Så kan man synes, at det er skævt og for lidt at vi overhovedet skal skænke det en tanke og så tilmed en triumferende tanke – men verden er ikke helt der endnu, og det var særligt. Særligt at have tid nok sammen til at tale helt, helt færdigt. Uforstyrret tid, hvor de eneste behov, vi skulle forholde os til var vores egne. Vi havde strengt faglige ting at tale om, som så samtidig er strengt personlige. Vi havde emner og disciplin og styr på vores shit. Og så blev det aften og vi blev fulde og snakkede om alt muligt andet og meget om at være nogens mor og nogens kæreste og nogens ven og meningen med livet og alt det der.

Det var der, om aftenen, det gik op for mig: Jeg har en midtvejskrise, og jeg har måske ikke sagt det højt og tydeligt nok. Det kom i hvert fald bag på dem, som jeg troede vidste det mest.

Så nu siger jeg og gentager: Min krise er en midt-i-livet krise, det er et meningstab, det er en sorgproces, det er skrækkeligt og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.

Derfor arbejder jeg virkelig meget. Knokler som et bæst for at undgå det, som jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til.

Det faktum at jeg muligvis kun er halvvejs i mit liv, men allerede har opgivet noget, som jeg for sent opdagede at jeg troede på. Virkelig troede på.

Jeg taler om det livslange kærlighedsforhold. Den forpligtelse på et andet menneske. En at vokse op sammen med, gennemleve kriser sammen med. Være vidner til hinandens liv.

Ja, ja, jeg idylliserer voldsomt, jeg ved at meget få faktisk oplever det, jeg ved at folk bliver skilt som aldrig før, at dem som bliver sammen ikke nødvendigvis oplever det som så meningsfuldt og at der er mange andre måder at have meningsfulde relationer.

jeg ved det godt. Jeg ved at der er noget stædigt over det, jeg nu gør. Eller føler. Eller nægter at forholde mig til.

Jeg er stædig i min sorg, sorgen er stædig.

dsc_0614

Musene er anderledes i Skåne. I Värmland var de små, grå og med store øjne og ører. Spidse snuder. Nuttede, som tegneseriemus. Jeg var så bange lige da jeg flyttede til Bondsäter. Skrækslagen! Der var mus overalt, en nat vågnede jeg med en mus i håret. Det har jeg skrevet om, lige da jeg begyndte på denne blogfortælling om at flytte i skoven. I går aftes mens jeg genlæste en hel masse af de første blogindlæg blev jeg nedtrykt på mine egne vegne. Denne blog er på en måde selve manifestationen af det, der ikke blev.

Det første år skrev jeg ingenting, fordi jeg ikke anede hvad jeg lavede.

Det andet år skrev jeg ingenting, fordi jeg ikke havde lyst til at indrømme hvad jeg lavede.

I begyndelsen af det tredje år fik jeg en kæreste, som flyttede ind, og så begyndte jeg at skrive. Fordi jeg troede at jeg endelig var nået i mål. Blevet den succes, som jeg selv havde defineret: En familie i skoven.

Halvvejs igennem vinteren flyttede han tilbage til Danmark, og jeg var igen det, som jeg aldrig har ønsket at være: Enlig mor.

Jeg flyttede fra København, fordi jeg ikke ville være enlig mor i Nordvest. Så var det alligevel bedre at være enlig mor i skoven. Enlig mor i vildmarken. Det var der trods alt lidt stil over.

Nu er jeg flyttet til Skåne. Det føles som et nederlag. Det føles som om jeg nærmest lige så godt kunne bo i Nordvest.

Det er mig selv, der definerer succeskriterierne, og jeg gør det ikke let for mig selv. Det kan jeg godt se.

Men jeg er stædig, sagde jeg jo.

dsc_0562

I går gik jeg hen i et hjørne af grunden, hvor jeg ikke havde været før. Et hjørne med vildnis og en gigantisk væltet eg. Huset jeg bor i nu er fantastisk, grunden er enorm, eventyrlig. Det er mit hjem for nu, men jeg ved ikke om jeg skal blive. Min situation er sådan at jeg må vente og se.

Jeg har det med at ende i situationer, hvor jeg er henvist til at vente. Jeg har tænkt på det som en selvpåført forbandelse, og jeg har bebrejdet mig selv, at jeg igen og igen sad der. Og bare sad.

Men nu tænker jeg, at det også handler om noget andet. Det er en kombination af omstændigheder og mine egne valg. Det handler også om frihed. Det handler om at jeg kan vælge at vente, fordi det giver mig større frihed end hvis jeg ville vide nu.

Nu ved jeg godt at jeg er lidt kryptisk, men det er for omfattende at forklare, og faktisk også for privat. Undskyld.

Jeg var oppe klokken fire i nat og sætte en musefælde frem. Først lyttede jeg mig frem til musens placering, lyste med min pandelygte ind under skabet, og der sad den ganske rigtigt. Musene er anderledes i Skåne. De er store. De er lysebrune på ryggen, hvide på maven. De har små ører og aflange, flade snuder. Jeg er flyttet til et nyt, gammelt skovhus. Jeg er begyndt forfra på en hel masse måder. Men jeg er ikke længere bange for mus. Jeg ved at et gammelt skovhus har mange huller, som er musenes indgange. Men på et tidspunkt får man lappet dem alle. Det er en fase, det går over. Det vidste jeg ikke dengang. Jeg satte fælden op og så lagde jeg mig til at sove igen. Det var det. Bare det.

Jeg har ofte den her fornemmelse af at alting sker i cirkler, jeg frygter at jeg sidder fast. Jeg genlæste så mange blogindlæg i går. Jeg fandt meget, som var trist og meget som var det samme. Men jeg fandt også noget, som jeg havde glemt. Noget, som er godt. Noget, som jeg ikke har mistet. Det handler om bevægelser, der gentages og varieres.

Jeg venter lige nu. Jeg venter, ikke fordi jeg skal, men fordi det er mit valg. Min bedste mulighed. Jeg har ikke mange penge, men jeg kan investere min tid. Det dyrebareste jeg har. Flytningen fra Värmland er en kolbøtte, og jeg er ikke helt landet på fødderne endnu. Men når jeg gør, så er der faktisk noget at lande på. Noget, som er mit. Som giver mening.

Meningen har ikke begyndelse og slutning, det er en bevægelse, der gentages i det uendelige.

dsc_0596

Ps. Du kan købe mine trykte bøger i almindelige boghandlere – men ved du at du også kan købe mine bøger direkte fra min egen netbutik?
Hvis du gør det springer du en del mellemled over og en større del af fortjenesten havner i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi
– se mere på www.poteproduktion.dk

Reklamer

2 thoughts on “*76 Flytningen er en kolbøtte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s