*75 Pinlig i banken

Januar 2017

Jeg har været til møde i banken her til morgen. Så begyndte jeg næsten at græde. Det var så uendelig pinagtigt, mest for bankmanden, tror jeg. Han stod og trippede, og ville på en måde gerne give mig et kram, men det gør man jo ikke, og i stedet rablede han den længste undskyldningssmøre af sig, mens jeg hasteagtigt tog min jakke på og blinkede og blinkede og smilede sammenbidt, mens jeg sagde, at det jo så bare var sådan det var. Og: Tusind tak for at du prøvede!

Undskyld, sagde jeg ikke. Ikke med ord, men med alt jeg havde af mimik og kropssprog.

Undskyld at jeg er så upassende.

Det pinlige var, at det handlede om sådan en petitesse. En bagatel, en detalje. Ingenting egentlig. Det var ikke fordi jeg sad til et møde, hvor hele min fremtid skulle afgøres. Det handlede ikke om at låne penge til et hus eller mad eller noget af alt det, der har rigtig betydning. Den slags har banken intet at gøre med, for min økonomi er slet ikke sådan at de ville hjælpe mig, hvis jeg spurgte. Alt ved min økonomi er for dem: Petitesse, bagatel, detalje. En humlebi. Og derfor er det altid allerede pinligt for mig at befinde mig i banken. Det er noget, jeg gør meget for at undgå. Men nu sad jeg der så alligevel, og havde brug for bankens hjælp.

Lang historie kort: I Sverige bruger man en lille login-dåse for at komme på sin netbank. Man taster en adgangskode, og derefter sender den talkoder til en, som man skal taste ind på computerskærmen, for at bekræfte at man virkelig er den, der har adgang til sine penge.

Så blev login-dåsen væk. Jeg troede jeg havde tabt den i toget, så jeg fik den spærret. Så dukkede den op igen, og nu skal den genåbnes. Jeg har været inde i banken tre gange nu. For hver gang viser det sig at være mere kompliceret at genåbne den. De første to gange var jeg bare ved skranken, hvor jeg blev bedt om at komme tilbage med mere id. I dag var jeg så til et egentligt møde, fordi jeg skal skifte til denne bank i Skåne, for at få adgangen åbnet igen.

Men det kunne så heller ikke lade sig gøre, fordi jeg ikke har et svensk id-kort.

Pas og kørekort og svensk personnummer er ikke nok, det skal være det svenske id-kort. Og jeg skal rejse helt til Malmø for at få det (sidde i en propfyldt ventesal og vente, de skriver at der er ekstra lang ventetid pt), og jeg skal betale for at få det, (og det er for fanden januar, hvem har penge i januar??) og jeg skal bruge TID (og hvem har tid??) på at finde den hjemmeside, hvor proceduren for at ansøge står beskrevet, og der har jeg været flere gange i de tre år jeg efterhånden har boet i Sverige, og hver gang giver jeg op. Det er for besværligt, det er for kedeligt, det er for meget, det er … meningsløst! (Bortset fra at det jo handler om at beskytte mig og mine penge mod fx identitetstyveri.)

Men altså, jeg sad i banken og gav lidt op på forhånd over alt det, jeg nu skal i gang med at gøre for at få det id-kort. Og jeg fik tårer i øjnene, selv om jeg kæmpede ihærdigt imod. Jeg kæmpede imod, fordi jeg vidste at det ville blive så uendelig pinagtigt for mig og bankmanden. Og det blev det jo.

Nu er jeg hjemme igen og jeg har allerede overstået første del af proceduren, som er at indbetale ansøgningsafgiften, og om ca to uger har jeg sikkert bøvlet mig hele vejen frem til faktisk at stå med et svensk id kort i hånden og SÅ kan jeg komme til min internetbank igen. Og det er virkelig ikke for alvor et problem, det er mest bare irriterende. Og det er der jo så meget i livet der er, det er hverdagen, og jeg skammer mig over hvor mange krumspring jeg gør for at undgå det bøvl.

Jeg kunne jo også vælge at leve mere normalt, og så have den lønkonto og det banklån og tage alle de ubehagelige og pinagtige bankmøder, og så til gengæld få det der langtidsperspektiv på mit liv, som jeg ikke har nu. Lige nu nager det mig. I dag nager det mig, at jeg ikke er mere normal.

Det piner mig, og mest af alt er det selve pinligheden, der er et problem.

Jeg er pinligt bevidst om at det ukomplicerede liv ikke findes. Jeg er pinligt bevidst om at mit liv på så mange måder er privilegeret og frit og fantastisk og SELVVALGT, og at det derfor er ekstra pinligt, når jeg brokker mig. Over detaljer. Bagateller, petitesser.

Jeg er pinligt bevidst om at bankmanden allerede har glemt at jeg stod på hans kontor og gjorde hans arbejde småubehageligt for ham. Jeg var upassende. Jeg tænker over det, mens han glemmer og livet går videre. Hverdagen.

Hverdagen. Den er en sump, der kan sluge alt, og selve det, at jeg stadig hænger fast i den episode, at jeg sidder her og puster den op, nusser om den, hæger om den. Det er pinligt.

Og det nager mig, at jeg stod der i min alt for store vinterjakke, som jeg har arvet. En andens fejlkøb er min gave. Den er friluftsagtig og af et mærke, som jeg aldrig selv ville have råd til at købe, og hvad signalerer det til verden? Jeg tænker over det, når jeg går ud i verden. Jeg er pinligt optaget af hvad andre tænker.

Jeg tror ikke de tænker så meget, jeg håber de tænker mindre, jeg bliver fortvivlet hvis de slet ikke tænker noget.

Det er også pinligt. Alt er pinligt.

Nu kunne jeg skrive videre, jeg kunne skrive hele dagen om det her. Alt det, jeg skammer mig over og er vred over og ikke-vil-men-skal. Uden at komme nogen vegne.

Nu går jeg i stedet ud og fælder et træ. Jeg skal i gang med at lave brænde til næste vinter; det skal fældes nu, hvis det skal nå at tørre. Jeg har ikke lært at bruge en motorsav, så det bliver med økse, og det bliver bare et lille træ. Et øvetræ.

ps. Billederne har ikke noget med noget at gøre, de er bare pausefyld. Det kan jo ikke være dybt og formfuldendt hele tiden, vel. Vel! (Undskyld, det bliver bedre når jeg har hugget med økse.)