*72 Mit manifest (jeg er bange)

dsc_0020

November 2016

Strømkablet til min computer er gået i stykker. Det vil sige, det gjorde det vel egentlig for et års tid siden, men så er det gået alligevel med tape og mere tape, og noget med at lægge ledningen i spænd i forskellige vinkler. Nu er der ikke rigtig mere der virker, og det er også begyndt at slå gnister, når jeg sætter den til. Så jeg har bestilt et nyt. Og venter på at det kommer frem. Det tager en uge, muligvis, jeg håber det går hurtigere end de siger. Jeg håber, det bare er noget de siger, for at jeg så skal blive positivt overrasket når det kommer hurtigere frem. At det er en slags strategi. Mens jeg venter sætter jeg indimellem det gamle kabel til alligevel, og indimellem virker det. Det er heldigt, for jeg har arbejde at lave. Arbejde, som jeg kun kan lave på computeren. Heldigvis også en masse arbejde, som skal laves med skrivemaskine og hobbykniv og sort pen. Jeg kan godt lide mit arbejde. Mit arbejdsliv. Mit liv med mit arbejde.

dsc_0001

Det her er også arbejde. Det er det jo. Jeg kan knap selv finde rundt i det længere, og ved at det sidder så dybt i mig, dette skel: Hvis det er sjovt – så kan det umuligt tælle som arbejde.

Det tror jeg virkelig ikke på, det skel.

Men det sidder dybt, det sidder fast.

Og jeg ved heller ikke hvordan jeg skulle definere det, hvis jeg forsøgte. I dag lader jeg være. Jeg har ikke så meget strøm på computeren, så jeg må rationere min computertid, jeg må skynde mig at skrive det vigtigste.

dsc_0005

Det vigtigste: Jeg boede jo uden el på Bondsäter. Med solcelleanlæg, der kunne drive tre lamper inde i huset, som jeg så flyttede lidt rundt efter behov. Når jeg skulle ud og tisse om aftenen, havde jeg kun pandelampens lys. Eller månens, hvis den var stor og skyerne var væk. Nu bor jeg med elektricitet, og der er to udendørs lamper. Ude i stalden er der flere lysrør end jeg lige har fået overblik over. Når jeg skal ud for at tisse, så tænder jeg lys.

Og så opdagede jeg det mærkelige: Jeg var bange.

Hver gang jeg skulle ud, var jeg en smule utryg. Det var jeg slet ikke på Bondsäter.

Jeg tænkte over det. Hvad var forskellen? Jeg er ikke mørkeræd. Jeg ved ikke hvorfor, det er jeg bare ikke. Jeg har aldrig været bange over ulvene, som sådan helt dokumenteret og officielt findes i hobetal i Värmland. Om vinteren så jeg spor efter dem, de havde en fast rute forbi huset. Jeg var heller ikke bange for den enlige bjørn, som sandsynligvis havde sit vinterhi et sted i nærheden. Jeg var i hvert fald ikke bange for elgene, som af og til stod i haven og gumlede på de nye træskud, og buldrede afsted når jeg kom for tæt på. Vilde dyr er bange for mennesker. Så enkelt er det. Mennesker, så. Enlig kvinde med et lille barn, var jeg da ikke bange for fremmede, farlige mennesker?

Nej. Fordi, well: Hvordan i alverden skulle de forvilde sig helt derud i skoven, helt derop på bjerget?

dsc_0004

Hvad var jeg så bange for her? Det store spørgsmål …

Vildsvin! En af de første nætter var der meget larm udenfor. Det var store dyr, der rodede i skovbunden. Der var flere. Først var der stille, men da jeg blev stående lidt længere (kiggede på stjernerne, de er altid svære at løsrive sig fra), så kom lydene. Og jeg blev forskrækket. Jeg skyndte mig hen til trappen, og følte mig så alligevel tryg nok til at blive stående. Lytte videre. Så vendte lydene tilbage. Snøftende, trampende. Jeg er ret sikker på at det var vildsvin.

Jeg er lidt bange for vildsvin. Jeg har fået det indtryk, at de faktisk kan finde på at angribe, hvis de føler sig truet – og at de nemt føler sig truet. Samtidig tænker jeg det samme, som om andre dyr: De er mere bange for os. Hvis bare vi larmer rigtig meget, når vi er i skoven, så vælger de at gå den anden vej. Jeg er ikke rigtig bange for vildsvin.

Andre mennesker, så? Nu hvor vi er tættere på dem? Det er en udsat position; hele enlig mor-konceptet. Men stadigvæk: Hvorfor skulle de forvilde sig helt herud? Hvordan skulle de finde frem til lige vores hus? Faktisk ligger det nye skovhjem mere afsides og afskærmet end Bondsäter. Her kan tilfældigt forbipasserende ikke se os, man skal vide det. Og dem, som ved, vi bor her – det er vores nye naboer. Dem har jeg mødt, dem er jeg ikke bange for.

Så nej. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var bange om aftenen.

dsc_0015

Indtil en dag, hvor jeg glemte at tænde lyset, da jeg gik ud.

Jeg gik ud i mørket, havde ikke engang pandelygte med.

Og jeg var ikke bange. Jeg opdagede det med det samme, der var noget, som gav slip. Det er svært at forklare. Det er de der øjeblikke, hvor man helt pludselig ved.

Og jeg føler det som min pligt, mit arbejde, min lyst, min drivkraft, mit formål, mit bidrag, min mening, mit ønske, min drøm at dele dette med dig:

Forestil dig at du er i en lille, tryg boble. Den er lys og god og varm. Den følger med dig, når du går. Måske er det mere som en dykkerklokke. Ja, en dykkerklokke, det er den følelse. Den rumfornemmelse. Rar og god, men der er en væg, og noget mørkt og tungt udefra, der presser sig imod væggen. Ubehageligt. Og du ved ikke om væggen holder.

Sådan er det at gå ud i mørket, når man tænder lyset. Eller har en pandelygte på. Lyset rækker dertil, og ikke længere. Og grænsen mellem lys og mørk er skræmmende. Ubehagelig. Faktisk væmmelig.

Forestil dig så at du går ud af døren, uden lys. Bare lige ud i det mørke og kolde og uafgrænsede rum, som en natteskov er. Eller en gårdsplads, det behøver ikke være så stort. Så går du ud af døren og lukker den. For hvert skridt du tager, bevæger du dig længere væk fra den sikkerhed, som husets fire vægge og gulv og tag er. Er. Ikke repræsenterer. De afgrænsninger, de vægge er noget, de giver noget. Et sted at lægge sig ned og hvile. Samle kræfter. Være i sikkerhed.

Og så står du der i mørket og er pludselig slet ikke afgrænset. Mangler dine vægge. Du er blottet og sårbar.

Bange. Det skulle man tro, at man bliver.

Det er det, jeg så gerne vil sige, fordi jeg vidste det jo godt, men lige nu så VED jeg det.

Når man giver slip. Så bliver man så modig.

Og det er den smukkeste, mest berusende tilstand.

Det vil jeg ønske for alle, at de oplever.

dsc_0022

Billederne har overhovedet ikke noget med det at gøre. Det er billeder jeg tog forleden, da jeg ryddede op i det syskrin, som stod i huset, og som jeg har fået lov at få. Jeg har længe ledt efter præcis sådan et syskrin. En gang så jeg det på en auktion, men havde ingen penge på mig. Var meget ked af at jeg ikke kunne købe det. Og så stod det bare her. Det er en del af husets historie. Nu har jeg fået lov at være her, og blive en del af den historie. Forgodttilatværesandthuset. Selvfølgelig er det udfordrende at bo sådan her, så meget som ikke kan vides med sikkerhed, så meget fremtid, som ikke ligger fast. Vægge, der ikke er solide. Det er et valg, det er nødvendighed.

Jeg tømte syskrinet, sorterede og ordnede. Skurede det grundigt, lod det stå åbent, så den hengemte lugt kunne komme ud. Selv om jeg faktisk, hemmeligt, holder meget af netop den lugt. Den minder mig om noget, som jeg ikke helt kan nå med min bevidsthed. Noget dybt, noget godt.

Der er så meget, som er underligt tilfældigt ved dette hus og mig i det. Underligt tilfældigt, fordi det egentlig er for tilfældigt til at det virkelig kan være tilfældigt.

Det hele har noget med hinanden at gøre.

Og jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil leve i en affortryllet verden.

Det er ikke noget religiøst, det er ikke noget dogmatisk. Det er nok nærmest noget politisk. Min protest. Jeg vil gerne protestere.

Jeg føler at det er min pligt, min ret, min lyst, mit ønske, mit arbejde, mit liv.

Jeg tror ikke på noget, mindst af alt på revolution.

Dette er et manifest.

dsc_0021

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s