*71 Retten til at brokke sig

portalNovember 2016

Det nye skovhjem har en indkørsel.Den er vigtig. Vejforholdene er vigtige. For mig. Glem aldrig det.

Altså, den gamle hverdag, den var sådan her: 20 kilometer til børnehave – 13 på provinsasfaltvej, 7 på skovvej. På de første 5 km skovvej var der lidt spredt beboelse og nogenlunde regelmæssig snerydning. På den næste kilometer meget uregelmæssig snerydning. På den sidste var der kun snerydning i forbindelse med rallyet i februar. Og den sidste kilometer havde en stigning stejl nok, til at jeg (med forbehold for danskhed) kalder det bjergvej.

Og den nye hverdag, den er sådan her: ca 6 kilometer til børnehave – 3 på hovedvejs-asfaltvej, knap 3 km på jævnt beboet, dvs helt regelmæssig sneryddet skovvej – og så er der indkørslen.

Den er omkring 300 meter lang og har to 90 grader sving. På den første strækning er der krat (bl.a. brombær!) og et mindre stengærde. Efter det første sving er der skov på den ene side. På den anden side er der et fantastisk, overdimensioneret stengærde, som er opstået efter at en nabomark er gravet op. Små klippestykker dynget ovenpå hinanden. Omkring det sidste sving er der tætbevokset af enorme fyrretræer og grantræer. Først derefter kan man faktisk se huset. Mit skovhjem. Min hule. Et sted at forsvinde.

Jeg elsker den indkørsel. Jeg elsker at huset ligger sådan; forsvundet.

Man kan godt køre ned til huset og parkere der. Det gør jeg ikke. Jeg har fået lov at bruge parkeringspladsen ved huset oppe ved vejen. Så går vi. Frem og tilbage. Drengen brokker sig over det. Jeg siger at det er godt at gå. Jeg siger at det er godt at mærke hvordan dagen er – vejret, årstiden etc. Jeg siger at han lige så godt kan vænne sig til det, for det bliver ikke anderledes. Alt muligt siger jeg, men jeg tænker noget andet.

Jeg tænker på de strabadser, vi har klaret. Han var kun to og et halvt, da vi flyttede. Så lille, han husker ikke meget før Bondsäter. Tre vintre. Altid med slæden i bagagerummet. Alle de gange, hvor turen i børnehave begyndte med en kilometer i knædyb sne op eller ned af bjerget. Og så var der de gange, hvor bilen kørte fast i sne. Eller der var isslag, så vi måtte lade bilen stå og gå. En gang gik vi fem kilometer igennem vintermørk skov.

Den sidste vinter gik han længere og længere strækninger selv. Slæden var altid med, men han var blevet så stor, at det var svært at trække ham op ad bakke. Han brokkede sig aldrig. Det er svært at vide, hvad der er hvad. Måske syntes han ikke at det var hårdt – jeg har altid gjort mig umage for at gøre det hyggeligt; har altid været bevæbnet med rigelige mængder kanelsnegle og holdt alle de pauser, der skulle til. Jeg har sunget og fortalt historier. Jeg har sagt til ham: Det er helt okay at synes at det her er træls. Måske syntes han det ikke. Måske kunne han mærke, at jeg syntes det var hårdt. Og gjorde sig tapper.

Det var altid min største frygt. At han skulle gøre sig stærkere, fordi jeg ikke kunne bære ham. Det er en af de vigtigste grunde til at vi nu er flyttet.

Det er slut nu. Fortid. En del af vores historie, som også indeholder alt muligt andet. Godt og sjovt og hårdt og dumt i en pærevælling.

Jeg tænker på lige præcis den del nu, den hårdeste, fordi det er så påfaldende. Jeg lagde mærke til det dengang, og jeg lægger mærke til det nu: Han brokkede sig aldrig over gåturen op og ned ad bjerget, dengang vi boede på Bondsäter. Han brokker sig hver dag over gåturen til og fra det nye hus. 300 meter, aldeles plan og letfremkommelig. Indtil videre ingen knædyb sne. For det meste følger kattene os på vej, og undervejs ser vi altid et eller andet som han bliver optaget af.

I dag var det en spindelvævstråd på tværs af vejen. Han stoppede brat op, sagde: Jeg kan se noget! Det tog lidt tid, før jeg opdagede den. Jeg fortalte hvad det var. Altså; hvad jeg så.

– En edderkop har lavet en tråd fra en gren til en anden.

– Det er en portal, sagde drengen højtideligt. – Det er portalen til vinteren. Lad os gå under den.

Så kravlede vi under den. Kiggede lidt på den fra den anden side. Kørte i børnehave. Vinkede til hinanden i vinkevinduet. Jeg kørte hjem igen, kravlede tilbage under tråden/portalen. Nu sidder jeg her og tænker over om jeg så er på efterårssiden eller vintersiden. Det ligner efterår når jeg kigger ud. Morgendis og en sol, der hele tiden er lige ved at bryde igennem.

Og jeg tænker på den her flytning, som jeg stadig kun i glimt forstår. Altså at det er virkeligt. At nu bor vi her. Det er også som en slags portal. Som om vi er blevet teleporteret alt for hurtigt fra en virkelighed til en anden. Sjælen er ikke fulgt med endnu. Kroppen husker noget andet.

Og jeg tænker at drengen skal brokke sig over den gåtur. Om så det handler om den ene eller den anden gåtur, så skal han brokke sig. Så længe han vil, så længe det tager.

Hvis nogen har fortjent at brokke sig, så er det ham.

Kattenes flytning. Det er en helt anden historie. Den fortæller jeg en anden dag, men her er et typisk hjemkomstbillede. Velkomstkatte, kalder vi dem så.

velkomstkat

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s