*68 Hjertets superhelt

 andeflok1Oktober 2016

Årh, skoven! I dag foldede den sig virkelig ud. Som om skoven ved, at vi er på vej væk. Det ved skoven ikke, skoven er skideligeglad, men: I dag skulle vi tidligt op og afsted – i dag var turen kommet til drengens afsked med børnehaven. Pis altså, al den afsked, der følger med at flytte. Hele ugen er gået med de her besøg, hvor det føles forkert, når vi kommer til det punkt, hvor vi skal sige farvel. Jeg har ikke rigtig grædt, men hver gang står vi der med blanke øjne og siger: Men vi ses jo igen, vi besøger hinanden. Og det gør vi, men det bliver ikke det samme. Det ved vi, voksne. Vi ved så meget. Vi ved også, at det er godt jeg flytter. Vi ved, at vi slet ikke så hinanden så ofte, som vi havde lyst til, bl.a. fordi min hverdag aldrig rigtig fungerede. Og det handlede jo meget om den her skovvej. To timers bilkørsel for at få drengen til og fra børnehave. Hver dag. Og så vintervejen. Vintervejsmareridtet. Vi ved det godt, vi siger det: Det bliver godt.

Og det bliver godt.

Men årh, skoven. I dag foldede den sig virkelig ud, som om den vidste, at i dag var sidste køretur af den slags, som vi har prøvet virkelig ofte. En lille smule sent på den var vi, som sædvanlig. Og så var vejen pludselig blokeret af noget skovarbejde, så vi måtte lave en trepunktsvending lige der, hvor vejen er ekstra smal og med en stejl skrænt på den ene side. Som sædvanlig. Skovvejsforhindringer. Jeg kommer ikke til at savne dem, jeg kommer til at savne dem.

Vi vendte om, kørte videre, videre på skovvejen, som var dækket af birkens gyldne blade. Hele ugen har de hængt på træerne, og birken er min yndlings, men i går begyndte det at blæse, så nu ligger de der, i dynger på jorden. Blotlægger de mørkegrønne graner og fyrretræers nåle. Skoven, industrien. Tre typer træer, plantet på række. Jeg kommer til at savne den skov, den umådelige, uendelige, overhovedet ikke naturlige skov. Den er blevet min skov.

Og så midt på vejen en urfugl. Stor og tung, den stod der bare indtil vi var helt tæt på, først da lettede den. Så lettede endnu en. Så fløj de lidt foran bilen, sådan at jeg var nødt til at køre langsommere. Vi snakkede om dinosaurusser. Urfuglen og andre fugle, og dinosaurusser. En lang snak, fordi vejen er lang. Mig og drengen. Al den tid vi har brugt i bilen på skovvejen, alle de lange snakke.

Så løb et rådyr ud på vejen. Igen måtte jeg sætte farten ned. Helt ned. Jeg spejdede efter rådyr nummer to, som måtte være på den forkerte side af vejen, nu i panik. Mens jeg spejdede, stoppede det andet rådyr op, og drengen sagde: Det kigger på mig.

Og det gjorde det. Sådan er det med dyrene her; så længe man kører i bil, gider de ikke rigtig løbe langt væk, de stopper bare op og glor. Glor på os, der glor på dem etc. Og jeg fandt den hvide halespids fra rådyr nummer to, hoppende rundt mellem træerne, og jeg kørte videre. Vi nåede frem til Lysvik, ind i butikken for at købe is til børnene.

Afskedsis.

Og inde i butikken fik vi så også fortalt at vi skulle flytte, fordi: Det er sådan en butik, hvor man fortæller det. Så stod vi der med blanke øjne, mig og butiksmanden, og den ekspedient, som altid hyggesnakker lidt ekstra med drengen, hun kom rundt og gav drengen et stort afskedskram. Han er ellers ikke typen til kram fra voksne, og slet ikke fremmede – men det er som om reglerne er nogle andre i den her uge; afskedsugen. Vi kommer på besøg, siger han til alle, også til butiksdamen, og så stod også hun der med blanke øjne.

Og endelig nåede vi frem til børnehaven. Blanke voksenøjne fra start, og børn. Børn, der blev glade for is, det er klart. Og halvdelen af dem tror jeg ikke forstod hvorfor drengen kom med is, men den anden halvdel, dem der forstod. Årh. Yndlingspigen, der ikke ville nøjes med at der blev afstandsvinket, men bredte armene ud og bestilte afskedskram. Drengen, der helt frivilligt gik hele vejen hen til hende. Alle de andre børn, der så også ville kramme. Så blev det til et gruppekram. En hel flok børn, der helt på eget initiativ lavede gruppekram. Mig og fröknerne med åh så blanke øjne.

Og så det hæfte med tegninger, som han fik overrakt. Alle børnene havde tegnet, og det var velsagtens på bestilling, en opgave fröknerne havde givet dem, men: Han blev så glad! Han bladrer i det igen og igen, vil vide hvem der har tegnet hvad – kalder det ‘en bog uden ord’. Og han viser det stolt frem til alle vi møder, fordi afskedsrunden fortsætter jo. Den fortsætter lige til vi kører tidligt søndag morgen. Mennesker, som jeg har lært at kende i de tre år jeg har boet her. Fine, særlige mennesker. Mennesker, der bor i hjertevarme narniahuse; mennesker, der serverer røget elghjerte (tænk: i går spiste jeg røget elghjerte, det smagte andægtigt); mennesker, der flytter ud i skoven uden nogen færdig plan, men mere bare siger: Ja! Så prøver vi det! Mennesker, der kæmper med alt det samme som mig selv – kæmper med at få enderne i storslåede drømme om at gøre mere selv, dyrke mere selv, bestemme mere selv til at gå op med alt det lavpraktiske, såsom døgnets timer og pengepungens bund. Andefloksbilledet foroven tog jeg i dag, på vej ud i bilen efter endnu et besøg, endnu et sted med mennesker, som jeg slet ikke har lyst til at sige farvel til.

Jeg har ikke prøvet det før. At flytte og sige så meget og modvilligt farvel. Det føles forkert, og det føles helt rigtigt.

Bedstevennen har tegnet en tegning af en rød-hvid superhelt med et hjertelogo på maven. Hjertets superhelt, siger drengen. Det er mig, der er hjertets superhelt siger han.

Og yndlingspigen. Som det sidste, da vi gik fra børnehaven, råbte hun: Jeg kommer til at savne dig.

Jeg rejser med hjertets superhelt under armen. Jeg rejser med mit eget hjerte helt røget og blødt, med øjne der er kronisk blanke af tilbageholdt gråd.

En dag, sikkert den dag hvor jeg er på den anden side af flyttestress og akut travlhed, så kommer de nok ud. De tårer, der hører til den her afsked.

 

Ps. Du kan købe mine bøger i almindelige boghandlere – men ved du at du også kan købe mine bøger direkte fra min egen netbutik?
Hvis du gør det springer du en del mellemled over og en større del af fortjenesten havner i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi
– se mere på www.poteproduktion.dk

Reklamer

4 thoughts on “*68 Hjertets superhelt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s