*65 ForGodtTilAtVæreSandtHuset

nythus1September 2016

Jeg kørte bil hele dagen i går. I morges vågnede jeg på Bondsäter til et rigtigt efterårsruskevejr. Drengen er hos sin far og jeg har nogle intensive skrivedage, før det hele igen handler om flytning. Jeg begynder så med at skrive om flytning. Det nye hus. Solen skinnede på det hele, det er sandt: Lige pludselig gik det hurtigt, og solen skinnede både den dag, jeg så huset for første gang, og den dag, jeg lavede aftalen med husejeren og også hele den dag, jeg sammen med mine forældre slog græs omkring huset. Glæden ved at indtage et sted.

På mandag kører jeg ned til huset igen, og så begynder det for alvor – alt det sjove med at skure og skrubbe og male og flytte ind. Jeg glæder mig sådan! Nu hvor jeg ved, hvor vi skal bo, glæder jeg mig bare til det hele. Jeg føler mig virkelig heldig.

Forgodttilatværesandthuset, det har jeg kaldt det på Instagram, og sådan føles det.

Jeg skrev også: drømmere findes, og nogle gange mødes drømmere og laver helt konkrete aftaler baseret på så håndgribelige ting som tillid og tid og gensidige ønsker om at huse skal elskes. Bruges og elskes.

Johanne Mygind blev nysgerrig, og det blev til spørgsmålet: Hvilke aftaler laver drømmere? – og det er det, jeg vil prøve at besvare nu.

Det vil sige, så generelt bliver det jo ikke. Jeg kan sige meget om hvordan jeg, som erklæret & stolt drømmer, tænker om aftaler – og jeg kan sige lidt om bevæggrundene hos den husejer, jeg netop har lavet aftale med, og som jeg ikke vil tøve med at erklære for drømmer af den fineste slags. Så vil det vise sig om andre drømmere, der muligvis læser med her, kan nikke genkendende til noget undervejs.

For godt til at være sandt – det findes jo netop ikke. Der er altid fordele og ulemper, godt og skidt. Forsiden og bagsiden hænger så uløseligt sammen, og er i virkeligheden meget mere komplekst – et net, som påvirkes overalt, hvis man hiver i én ende, klipper lidt her, lægger vægten der.

Det er det første jeg vil sige, og det næste er dette: Penge er herlige! Penge er et skidesmart redskab, når man skal indgå aftaler. Klare linjer, gennemsigtighed og en fast defineret størrelse at værdisætte udvekslingen med. Jeg har ikke noget imod penge, egentlig.

Jeg har bare ikke særlig mange. Det er selvvalgt, til dels. Det er den ene side. Den anden er at jeg har gjort en dyd ud af nødvendigheden. Fordi jeg vil noget andet, undersøger jeg andre måder. Jeg flyttede til Bondsäter for tre år siden og beslutningen dengang handlede meget om nødvendighed. Nødvendigheden af at noget skulle ske. Mange følelser spillede ind; jeg var desperat og ulykkelig, det er den ene side. En anden side er det rent pragmatiske og økonomiske: Jeg fik muligheden for at bo ekstremt billigt og med omgivelser, som jeg aldrig havde turdet drømme om.

Mennesker er ekspansive af natur. Nu husker jeg ikke hvem, der sagde det. Det var da jeg var begyndt at gå og sukke over min hverdag, men før jeg havde truffet den endelige beslutning om at flytte.

Jeg sagde ting som: Huset er for stort! Haven er for stor! Afstandene er for store! Jeg drukner!

Jeg var begyndt at fantasere om noget mere overskueligt, noget, hvor jeg havde en chance for at følge med – og også en gang imellem bare sætte mig ned og trække vejret uden.

Det var da jeg sagde det, at jeg fik kommentaren, og budskabet var dette: hvis du får det, du drømmer om, og din hverdag begynder at hænge sammen – så vil du straks få trang til at udvide. Fordi det er menneskets natur at erobre. Udvide sit territorium, helt ud i de yderste galakser; helt ind i de mindste, mystiske splitatomer.

Her kan jeg passende indsætte fotos af hvordan jeg sammen med mine forældre slog den tilvoksede græsplæne ved mit nye skovhjem. Jeg tilstår: Jeg følte stærkt erobringens tilfredsstillelse.

Jeg har tænkt meget og skeptisk over det med den ekspansive natur, uden at nå frem til noget entydigt. Jeg vil ikke afvise at det ekspansive er stærkt, også i mig. Samtidig mener jeg at det ekspansive skal iagttages ganske kritisk. Det mener jeg. Det mener jeg virkelig.

Mine drømme om noget mindre, noget jeg kan overskue – tja … Jeg er endt med et hus og en grund, der er af samme størrelse som hvor jeg bor nu. Og jeg er ovenud lykkelig. Men – og dette er vigtigt: Jeg har lært noget i de tre år, jeg har boet i skoven. Jeg har lært noget vigtigt om rækkefølgen af de projekter, man tager fat på. Man starter fra midten, med det mest basale (tag over hovedet, en seng at sove i, mad, vand og varme), og man arbejder sig kun langsomt udefter. Langsomt, langsomt.

Tempoet. Nu kunne man tro, at jeg havde glemt, at jeg ville skrive om hvilke aftaler, drømmere laver – men det hænger faktisk sammen. Fordi det, der sker, når man skal lave aftaler, som ikke handler om penge – det er, at det tager længere tid.

Når man ikke (evt med professionelle mellemled til hjælp) forhandler om en pris, med udgangspunkt i vedtagne regler, så er man nødt til at sætte sig ned overfor hinanden og tale sammen. Man skal snakke, og blive ved med at snakke, indtil man ved alt det andet.

Det andet: Følelser. Motiver. Drømme. Ønsker. Erfaringer. Fælder. Og man skal snakke om forudsætninger. Alt det, man har og kan og ved. Alle de forskellige værdier, der indgår i udvekslingen – for det er også en udveksling – som ikke kan sættes på en formel og udregnes i kroner og ører – men som er virkelige alligevel.

Mig og husejeren, vi kendte overhovedet ikke hinanden. Vi satte os ned, og så snakkede vi.

Og det vil jeg sige, hvis jeg forsøgsvis skal fortælle, hvordan drømmere laver aftaler: Det er vigtigt, at man ikke er berøringsangst. Man skal sætte ord på så meget, som man overhovedet kan forestille sig, har indflydelse på aftalen. Man skal stille alle tænkelige spørgsmål.

Også dem, hvor svaret kan vise sig at ødelægge hele grundlaget for en aftale.

drengens2Foto: Drengen

Og så passer det jo overhovedet ikke, at det ikke handler om penge. Forudsætningen for at vi overhovedet har kunnet lave en aftale, er jo at husejeren har råd til det. Han har et hus, som han har råd til at lade være med at omsætte til penge. Det er et overskud og et privilegie, som ikke alle har. På den anden side: Husejeren har et hus, som han har investeret alt muligt i som ikke handler om penge, og netop omsætningen i penge (via et salg på det almindelige ejendomsmarked) vil aldrig kunne give overskud i forhold til alle de andre værdier, der er hans.

Jeg startede med at erklære at husejeren er en drømmer, og for mig er det den fineste kompliment. Jeg ved ikke om han er enig, og alt jeg skriver her er med det forbehold, at det er mig, der fortæller på også hans vegne. Og vi kender jo faktisk ikke hinanden. Det er stadigvæk en vigtig pointe.

Nu ville jeg på en måde gerne være helt konkret. Gå i detaljer for at gøre eksemplet mere pædagogisk og forståeligt. Men det kan jeg ikke, fordi det vi snakkede om, for at afklare om vi kunne lave en aftale, var jo netop følelsesladede, private ting. Ting, man ikke normalt fortæller aldeles fremmede mennesker. Ting, man ikke skal være berøringsangst, for at tale med en fremmed om.

Ting, som det kan være både praktisk og dejligt at slippe for at tale om, og så er det fx godt at penge findes. Ejendomsmæglere findes. Jurister findes. Regler og love findes. Der er en grund til at alt det her findes.

Jeg siger nemlig ikke at dette her med at tale sig frem til en aftale er en bedre måde at lave aftaler på. Jeg siger kun, at det er findes, som en anden måde. På godt og ondt, med fordele og ulemper – præcis som alt andet.

nythus8

Og jeg kan sige hvad vi snakkede om, uden at sige, hvad vi sagde. Det handler om vores positioner i forhold til hinanden – med huset som det fælles omdrejningspunkt:

Jeg fortalte hvorfor jeg ønsker at bo i huset. Jeg fortalte hvordan jeg ønsker at bo i huset. Jeg fortalte om mine værdier generelt, og i forhold til at bo i skovhuse. Jeg fortalte om min personlige situation, om alt det omkring mig og min dreng, der skal fungere. Jeg fortalte hvad der ikke fungerede, der hvor jeg er nu, som jeg tror kan kom komme til at fungere i det nye hus. (Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!)

Husejeren fortalte så historien om huset, helt fra det blev bygget og til hans familie købte det, og alle mellemregninger til det blev hans. Han fortalte hvorfor det ikke bliver brugt nu, han fortalte hvorfor han ønsker det bliver brugt. Han fortalte om sine værdier generelt, og i forhold til huse. Han fortalte hvorfor penge ikke er den afgørende faktor for ham.

Vi snakkede om de værdier, der ikke handler om penge. Vi opdagede, at vi var enige om nogle væsentlige ting. Mennesker behøver huse, men huse behøver også mennesker. Huse har brug for at blive brugt. Vi snakkede om historier, bevaring, videreførelse, drømme og visioner. Vi snakkede yderst konkret og nøgternt om husets stand og de forestående renoveringsopgaver. Vi snakkede om penge. Vi snakkede meget om penge. Vi snakkede om forpligtelser som hhv lejer og udlejer. Vi snakkede om isolering og maling og vinduer. Vi snakkede om bærbuske og frugttræer.

Vi snakkede om tillid. Vi sagde højt, til hinanden, at tillid er en beslutning. Vi besluttede os for at stole på hinanden.

Det er for mig at se den ene af to ekstremt vigtige ting.

Ja, faktisk ser jeg det sådan her: Aftalens afgørende elementer, når den ikke umiddelbart bliver skrevet ned på papir og omregnet i kroner og ører, er beslutningen om tillid – og i samme åndedræt erkendelsen af alt det, der ikke kan forudses.

For det sagde vi også højt, og som en gensidig erklæring. Der er meget, som vi ikke ved. Der er meget, som vi ikke kan tage højde for. Tiden er afgørende. Dette er en aftale, der kun langsomt kan finde sin rette form …

drengens1
Foto: Drengen

Vi har lavet en klar, konkret, enkel og midlertidig aftale. Senere skal vi lave en anden aftale. Sådan en på papir og med tal og forsøg på at tage højde for absolut alting. Men for nu er aftalen umulig at skrive ned, fordi den handler sådan set bare om det: Nu flytter mig og drengen ind. Så ser vi hvad vi får brug for at snakke om undervejs. Undervejs, indtil vi ved nok til at lave den næste aftale. Der er flere konkrete muligheder. Vi har snakket så meget, at vi begge er trygge ved at vi ender med noget, der gør os begge glade. Jeg er tryg. Tryg på trods af alt det, jeg ved at jeg ikke kan forudse.

Måske er det essensen af drømmeres aftaler?

Forgodttilatværesandthuset.

Det findes ikke. Men drømme findes, og drømmere findes. Dette hus findes, husejeren findes, aftalen findes.

Dette er min nye skovvej.

nythus7

Ps. Og så har jeg vist glemt det allermest konkrete: Jeg startede med at skrive et opslag i en facebookgruppe for danske torpare, hvor jeg forklarede hvem jeg var og hvad jeg ledte efter – jeg fik flere svar fra medlemmer af gruppen, der selv havde huse i Småland og Skåne, som de af forskellige grunde ikke brugte nok/længere. Andre kom med tips til nabohuse, der stod ubrugte. Jeg kørte rundt og kiggede på meget, var i kontakt med mange, men så var det alligevel ikke helt rigtigt, enten for mig eller for husejerne – indtil en bloglæser, der også var medlem af gruppen, formidlede kontakt til ejeren af dette hus.

Så altså, det kom jo ikke dumpende ud af det blå, men fordi jeg ledte og ledte, og ledte videre – indtil det lykkedes. Drømmere skal også gøre deres benarbejde.

pps. Det er lidt noget andet, men relateret – og nu kan jeg ligeså godt skynde mig at skrive om det, før jeg glemmer det igen. Jeg læste det her interview om en mand, der har købt en ø, fordi han vil realisere en drøm om ‘ærlig realisme’. Jeg synes det er tankevækkende, men nu tænker jeg jo så også i forvejen så meget over det med kapitalismen og ejendomsretten. Men altså: Her er et eksempel i virkelig stor skala, hvor en mand har råd til at lade være med at handle ud fra en ren værdimaksimeringslogik. Han har investeret virkelig mange penge i at rydde op. Jeg elsker når folk rydder op, især når de rydder op efter andre. Der er sådan noget grundlæggende tilfredsstillende ved det at folk bare skærer igennem og gør det rigtige, det ubetinget gode. At fjerne 100 ton affald fra en ø – det er ubetinget godt. Mange af investeringerne handler også om at gøre øen selvforsynende med vedvarende energi. Det er godt. Men. Der er noget med netop den store skala, der får mig til tænke. Og tænke. Fordi: Manden har drømme og visioner, og nu engagerer han en hel masse mennesker i at realisere det, fordi han har råd. Den mand bliver de andre menneskers hele livsgrundlag. Han har virkelig mange fornuftige tanker om netop det med pengeværdier og andre værdier, der er så meget, jeg synes er sympatisk. Men. Det er noget med ubalancen. De mennesker, han ansætter – de mennesker, der flytter ud på øen og begynder at bygge noget op, som bliver hele deres liv. Deres hverdag. Manden har sine værdier, og dermed også sine succeskriterier. Han tror på noget. “Men hvis det ikke ender med at blive økonomisk bæredygtigt, så er det ikke lykkedes.” Men. De mennesker, der flytter ud på øen. Hvad er deres værdier, deres succeskriterier? Hele deres livsgrundlag. Der er meget, som er umuligt at forudse. Det hele er et eksperiment. Et sympatisk eksperiment. Men. Det er ubalancen, tror jeg, som generer mig. En mand med så utroligt mange penge – ubalancen mellem det, der for ham er eksperiment og investering i ideologi. Man kan gå ind på de præmisser. Man kan flytte ud på den ø. Men hvor længe kan man bo på den plet jord, bygge op, slå rod, og stadig have den distance: Det er ikke mig, der bestemmer præmisserne. Det er ikke min ø, ikke mine hundrevis af milllioner af kroner, der er skudt ind i dette tankeeksperiment. Jeg ved det ikke. Men jeg tænker. Jeg tænker over hans definition af ærlig kapitalisme:

»Når jeg taler om kapitalisme, så er det fordi, at kapitalismen ofte bliver skudt i skoene, at den er ligeglad, hvis den kan tjene penge og bare forurene. Der er klart eksempler på det. Men når jeg taler om ærlig kapitalisme, så er det, fordi at hvis man laver noget, hvor man har nogle værdier og gør tingene ordentligt, så vinder alle på det. Problemet i Danmark er, at man har gjort det meget svært for folk at skabe noget. Man skal tjene mange penge for at lave sådan noget her.«

Jeg synes, der er noget at tænke over. Spekulationslaget, som jeg tidligere har skrevet om som et problem – er det  dét, han vil have væk. Eller mener han at mer-værdien kommer automatisk, hvis man gør tingene ordentligt? Jeg ved det ikke, jeg tænker, tænker videre.

pps. Jeg tænker også på sådan en gammel, kommunist-kritisk historie, som jeg ikke husker hvor eller hvornår jeg læste, måske i folkeskolen engang. Kort fortalt: Kommunisterne fordelte bønder ud på på tilfældige bondegårde. En dygtig bonde forvandlede noget faldefærdigt bras til en succesfuld bondegård. Kommunisterne klappede i hænderne, flyttede den driftige bondemand videre til en ny, faldefærdig bondegård, som han også forvandlede til en succes. De klappede, flyttede ham igen – og blev forundrede over at han ikke gik i gang med at knokle, men i stedet gik fuldstændig og aldeles i hundene.

Jeg tænker over at mennesker måske ikke nødvendigvis er ekspansive, men at vi helt sikkert har behov for at have en eller anden grad af ejerskab og fremtidsperspektiv i det vi gør. Alt det slid og slæb, som livet er. Jeg tænker på om man kan få det uden aftaler, der er skrevet ned på papir. Om man kan få det uden at have egne penge. Jeg ved det ikke. jeg tænker, jeg tænker, videre.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s