*64 Alt det der vokser og bliver spist

skovlivSeptember 2016

Bloggen har fået nyt navn. Jeg har ikke fundet et nyt skovhus endnu, og havde nok forestillet mig at vente, til jeg vidste hvor vi skulle bo og så give bloggen et navn, der havde noget med stedet at gøre. Men hvis jeg nu skal være realistisk – og det er en god bestræbelse nogle gange, andre ikke – så bliver det her nok ikke sidste gang jeg flytter.

Det har jeg haft det lidt svært med. Det har føltes som et nederlag at flytte fra Bondsäter, netop fordi det er det første sted, jeg har boet, der kunne blive det endelige … Det eneste ene barndomshjem, slægtsgård, et godt sted at dø. Alt det man nu kan finde på at putte ind i nogle bjælker og et tag over hovedet.

Naturligvis er der mange tanker bag det nye blognavn, men den vigtigste er denne: Det er gået op for mig, at jeg jo ikke leder i blinde. Jeg flytter ikke på samme måde, som for tre år siden hvor jeg var desperat og i vildrede og dybest set ikke anede andet end at: Noget skal ske.

Jeg kommer til at flytte fra et skovhus til et andet. Jeg ved ikke hvilket, men jeg ved meget præcist hvad jeg leder efter. Skov. Først og fremmest skov. Fordi jeg nu ved, at det er vigtigt for mig. Sådan grundlæggende, dybtgående vigtigt. Alt muligt kan jeg være nødt til at gå på kompromis med, og der er fordele og ulemper ved alt, og alting har sin pris etc – men: Jeg leder efter et skovhus, og jeg leder i Sverige. Der er ret meget skov i Sverige.

Det skal nok gå alt sammen.

Og så er det faktisk sådan, at vi i weekenden skal køre sydpå igen, og kigge på et hus. Et måske nyt skovhjem. Jeg kan desværre ikke skrive mere om det, for det hører i kategorien ‘for godt til at være sandt’, og jeg er overtroisk på den måde, at jeg tror, jeg ødelægger det hvis jeg taler for højt om det nu. (Jeg er i det hele taget meget overtroisk, men på sådan en fleksibel måde, som justerer sig efter omstændighederne. Kan anbefales!)

I stedet kan jeg fortælle lidt om haven. Er det ikke ved at være lang tid siden, jeg har vist billeder af alt det der vokser og bliver spist …

dsc_9442

Tredje havesæson, jeg er stadig så ny! Men meget lykkes alligevel bedre for hvert år, og jeg lærer. I år har jeg lært noget om hvor enorme kålplanter bliver, og at afstanden, når man udplanter det forspirede, virkelig skal være så stor. Så blev jeg hjulpet lidt på vej af heftige angreb af både kålfluer og -møl, og nu har de overlevende grønkålsplanter lige præcis så god plads til at brede sig, som de skal.

dsc_9447

New Zealandsk spinat prøvede jeg i år, fordi almindelig spinat hurtigt går i stok i Värmlands lange, heftigt varme sommerdøgn. Den kunne nok med fordel have været bundet op, i stedet har den bredt sig langt ind i kommenrækkerne, der vokser så fløjlsbløde, at man får lyst til at hvile sig lidt lige der. New Zealandsk spinat er flerårig, og den er virkelig ikke gået i stok, men har så også stået i et bed med meget skygge. (Tilfældigvis, på grund af den fireårige rotationsplan). Bladene bliver aldrig særlig store, og de er lidt grovere i det end almindelig spinat. Men smager godt.

dsc_9448

Denne sæsons ubetinget største spisesucces er bladbeden – eller Mangold, som jeg har lært den at kende som her i Sverige. Den var min første spinat-afløser, og de første gange syntes jeg den smagte helt forkert, fordi: Den smager jo ikke som spinat. Men den vokser som en drøm – man kan rydde hele bedet, og to uger senere er nye blade vokset til igen, og så længe man holder den lidt nede, går den ikke i blomst. Og smagen, den er virkelig også vokset for mig. Det er svært at beskrive, men Anette, en af mine mest madlavende sommergæster (som nu er vendt tilbage som Jægerhyttens sensommergæst) påpegede at den har umami-smag. Og det er lige præcis rigtigt. Hele sommeren, og også nu, bruger jeg den i stort set alle måltider – den er god lynstegt eller flødestuvet (med fx hvidløg, men absolut ikke muskat), den er god i omeletter og gratiner, den er god som salat. Dette er en anbefaling: Hvis du er ny-med-have – dyrk bladbede!

Sidste år havde jeg sådan nogle blærede, kæmpe-porrer. I år synes jeg det går lidt langsommere med væksten. Men måske husker jeg forkert, måske begyndte jeg først at spise af dem senere. Forleden tyvstartede jeg med en enkelt porre i en kartoffelgratin,  og snuppede også en enkelt selleri, selv om de også godt kan stå og vokse lidt længere. Det er også mit første år med selleri, og jeg missede at de skulle have jord op omkring stænglerne, for at blive rigtig fine (lyse og sprøde). Men pyt, jeg kan godt lide at bruge selve bladene som krydderi, og kan også leve med at stænglerne er lidt trevlede – smagen er stadig god.

dsc_9452

Fennikel er en af de planter, som jeg er lidt overrasket over er lykkedes. De er ikke sådan overbevisende store alle sammen, men en af dem går jeg og lurer på at høste lige om lidt.

I det hele taget synes jeg at den største forskel fra sidste år er at jeg har haft overskud til at dyrke mange flere forskellige grøntsager, og til gengæld i lidt mindre antal af hver. Det er også lykkedes mig at sprede det mere ud, så jeg har haft noget at høste helt fra slutningen af juli (sæsonen heroppe starter væsentligt senere end i Danmark, og i år har jeg ikke haft drivhus, så juli var faktisk ok tidligt), og stadig har nye grøntsager på vej.

dsc_9471

Forleden spiste jeg dette spidskål. (Som man ved, hvis man følger mig på Instagram – og hvis man ikke allerede gør det, skulle man tage at gøre det, jeg er blevet meget glad for Instagram.) Det ene ud af to spidskål, jeg kommer til at høste i år. Jeg havde i alt 36 spirer af kålhoved-slagsen. Hvidkål, blomkål og spidskål. Sidste år var blomkål den helt store overraskelse. Jeg troede ikke de var blevet til noget, men så pludselig var der tre hele hoveder. Ikke kæmpestore, men kridhvide og så sprøde og søde, helt sarte i smagen. At spise de blomkålshoveder, bare helt let dampede, uden dikkedarer, det var nærmest magisk. Jeg havde glædet mig til blomkål. Men i år gik de alle til, kålfluer og -møl, og jeg fik ikke gjort noget for at forhindre det. (Det har jeg skrevet om her.) Broccolien stod lige ved siden af og voksede ufortrødent – og begyndte så at blomstre lige så ufortrødent, gult og yndigt, men heller ikke noget at spise der.

Jeg havde faktisk fuldstændig opgivet kålhøst i år, men nogle af kålplanterne begyndte at vokse igen, og to blev til hele hoveder. Jeg høstede det største forleden, snittede spidskålen og lynstegte den med hvidløg. Det smagte … magisk.

Og sådan hænger det jo nok sammen – jo mere sjældent og overraskende, jo bedre smag.

Men alligevel håber jeg, at jeg til næste år kommer til at være sådan lidt mere beredt, når kålplagesæsonen starter. Det er masser man kan gøre, jeg kunne bare ikke i år. (Men flytningen, det hænger jo også sammen – jeg håber jo at jeg ved at flytte, kan få en hverdag, der hænger lidt bedre sammen. Jeg håber, jeg finder et skovhus, hvor jeg kan lave en ny have. Håbet er lavet af neon, det er skingert lysende, som det gule, husker du det gule?)

Det er sensommer, og det er en lun en af slagsen. Det betyder åbenbart at det gule, har særligt gode betingelser. Jeg har læst mig til at græskarret skal blive ude, så længe der er tørt og varmt. Når vejret skifter skal jeg tage det ind, så det kan modne færdigt i vindueskarmen. Jeg har to græskar på vej (også her er der noget, jeg skulle have gjort, som jeg ikke gjorde, noget med bestøvning og noget med at fjerne blomster, måske næste år,) og det ene har finfin vindueskarmstørrelse – det andet, det på billedet. Tja. Jeg må vel bygge et karm-udhæng så det kan være der.

Og så er der solsikkerne og majsen – begge passer egentlig slet ikke til klimaet, jeg er bare tilpas romantisk/optimistisk/stædig/noget til at plante dem alligevel. Alle tre år. Og i år begynder de faktisk at ligne noget, der kunne blive virkelige modne kerner og frø. Måske, måske, vi får se.

dsc_9460Så er der solbærbuskene tilbage. Bærrene er høstet og blevet til bær og saft, som vi er godt i gang med at spise og drikke. Forleden skar jeg de gamle grene af, sådan at de nye kan få plads til at vokse og danne bær til næste år. Mens jeg gjorde det, sad Anette i hængekøjestolen og syede et superheltekostume til drengen. Det overskud, den rigdom. At jeg har lært mennesker at kende heroppe, der vender tilbage, igen og igen. Mennesker, der også vil det, der er så svært at definere. Nu prøver jeg: Genvinde kontrollen over den tid, der er vores liv. Insistere på retten til at vælge at bruge tiden på det, der på en og samme tid er så unyttigt og så nødvendigt. Sy i hånden. Sy til en dreng, som ikke er ens egen, men er blevet en del af noget i ens liv. Nu er drengen Nattens Mester. Han har selv tegnet det logo, som Anette har hæklet på bagsiden. Kappen har lommer, en udvendigt, og en usynlig indvendigt. Lommer er vigtige.

dsc_9530

Jeg beskærer solbærbuskene, selv om jeg ved at jeg skal flytte. Det er på en og samme tid så unyttigt og nødvendigt. Solbærbuskene er ikke mine, men de er en del af mit liv nu. Det allerførste jeg gjorde på Bondsäter, før jeg besluttede at bo her, var at høste solbær. Jeg gav dem til Andrea, som lavede syltetøj af dem. Nu gør jeg buskene klar til næste års høst. Det føles rigtigt, det føles som at overgive sig til den stafet, som livet også er. Det, der kom før. Det, der kommer efter.

Der er flere muligheder. Måske flytter nogen ind på Bondsäter efter mig. Måske får nogen det puslespil til at gå op her, som jeg nu har opgivet. (En storfamilie/en eneboer?) Jeg håber sådan at nogen vil komme og elske Bondsäter lidt. Ikke nødvendigvis for evigt, men bare så længe, som det giver mening og kan lade sig gøre. Jeg beskærer solbærbuskene, fordi så er de klar til det.

Og hvis det ikke sker, hvis det hele kommer til at stå tomt – så kommer nogle andre måske forbi og finder dem. Måske kommer jeg selv forbi og plukker bærrene til næste sommer.

Fordi: Jeg flytter, men jeg forsvinder jo ikke. Jeg ejer Jægerhytten, jeg har venner her. Jeg kommer til at vende tilbage, igen og igen, fordi det er et særligt sted, med sin helt egen tid.

Det er en slags ro, det er en slags liv. Og på samme måde som kattene altid følger med, både når vi går tur og når haven bliver fotograferet – så håber jeg at det her liv, der er blevet mit, følger med mig uanset hvilket skovhus jeg finder. (Og hvor mange skovhuse, der måtte komme efter.)

dsc_9470

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s