*63 Lev med det (som mekanikeren sagde)

solsikkerAugust 2016

Når jeg lægger stort og flot ud med at skrive om ejendomsret og kapitalisme og erklærer at det handler om mere end mig. Når jeg skriver, at det er er større, mere generelt menneskeligt anliggende, og at jeg vil nå frem til en eller anden konklusion – og så ender med at skrive om min personlige, følelsesmæssige fallit ….

Så tænker jeg: Kunne jeg ikke lade være med at slå det så stort op?

Nå. Det er sket før, det sker nok igen, jeg siger (mest til mig selv): Lev med det.

(Som mekanikeren oftere og oftere sagde til problemerne med Volvo’en før den endegyldigt brød sammen.)

I dag bliver det ikke stort og generelt, i dag handler mest om at jeg synes jeg skylder også at fortælle noget om det, som faktisk fungerer. Det som fylder mest i mit liv – min hverdag – men som jeg skriver mindst om. Fordi: Det, der fungerer er der jo ikke som sådan grund til at skrive om.

Men: Jeg følger selv ivrigt med i mange blogs, og der er blandt andet en, som for tiden er fortvivlende, fordi der kom et indlæg, som var så hjerteskærende og skrevet så langt nede fra et hul. Så kom der længe ikke noget nyt indlæg. Sidst jeg så, var indlægget fjernet. Og der er stadig ikke skrevet nyt. Ingen mulighed for at vide andet end det: Nogen var fortvivlet og skrev, og nu er der stille. Fuldstændig tyst. Uhyggeligt, ildevarslende fravær.

Jeg skrev i sidste indlæg at jeg har brug for nogen, der opdager det, hvis jeg går i stykker.

Jeg tænker sådan her: Når jeg involverer jer (mere eller mindre anonyme læsere) i mere end noget overfladisk sniksnak, så gør jeg jer også i en eller anden grad til vidner i mit liv. Der er overhovedet ingen tvivl om at jeg bruger denne blog som et middel mod ensomhed (at jeg skriver i det hele taget, det er også en del af det). Jeg involverer jer, og det forpligter også mig. Derfor denne oplysning, som er at egentlig har jeg det godt.

Jeg har det godt, drengen har det godt. Lige nu bor der en i Jægerhytten, som er på et længere besøg for nu fjerde gang. Det vil sige ikke en fremmed, men en velkendt, hjemmevant ven, som er med til at gøre hverdagen mere overkommelig – og mindre ensom. Der er netop flyttet nye mennesker til, som købte hus for to år siden, men først nu har taget det endelige spring. Søde mennesker, som inviterer til middag og noget så eksotisk for mig, som: Filmaften. De har nemlig el og et fjernsyn, store sager. Sensommeren er lun, haven bugner, drengen er glad i børnehaven, den nye bil kører stabilt (7-9-13).

Og jeg læser og jeg skriver. Hver dag skriver jeg; digte og noveller og her på bloggen. Når jeg skriver, fungerer alt andet, når jeg skriver går jeg ikke i stykker. At jeg kan skrive om at frygte at gå i stykker, er det bedste tegn på at jeg holder.

Og noget af det bedste lige nu er: Alt hvad jeg havde af ideer om hvordan det at lave mit eget forlag kunne hjælpe på nogle af mine ellers tilbagevendende skriveproblemer (afslutningsangst, altid først og fremmest afslutningsangsten) har vist sig at være rigtige.  (Og jeg har en pointe omkring mit ambivalente, modvillige forhold til ejendomsret og kapitalismen, og så hvorfor det netop er vigtigt for mig at overgive mig til at have noget at sælge. Måske kan jeg skrive det så kort som dette: I stedet for at nægte at deltage, i stedet for at starte en revolution (jeg tror heller ikke på revolutioner), så har jeg den her mulighed, som er at forsøge at genvinde kontrollen. Jeg har den her ene ting, som jeg kan og som jeg kan stå inde for – og nu sætter jeg det i system, sådan at jeg også selv bestemmer hvordan det skal sælges. Og så er min udfordring at være en der sælger – at gøre det med åben pande og uden skam. (Hvor kommer den fra, den her skam over at vi er nogen, der sælger til hinanden?) Som sagt, jeg har længere, storslåede, bombastiske ting jeg vil sige. Det kommer nok hen ad vejen.)

For nu og kort sagt: Jeg skriver, jeg har mit eget forlag, det fungerer OG er sjovt. hvad mere kan man ønske sig …

Tjo, at vide hvor man skal bo.

Og en kæreste.

Der er altid noget at ønske sig. Jeg leder videre, jeg lever med det. Nogle dage bedre end andre. Og det er så det, jeg primært skriver om her – men vid at: Så længe jeg skriver, så har jeg det egentlig meget godt.

Det var bare lige det jeg ville sige i dag. Jeg er glad for at vide, at det bliver læst, det betyder noget.

(En anden dag skriver jeg videre om kapitalismen og ejendomsretten – og nomaderne. Jeg læser om overgangen fra jæger-samler til bondesamfund, der er noget vigtigt der, jeg mener stadig alt jeg skrev, og nomader skal heller ikke romantiseres.)

 

Reklamer

2 thoughts on “*63 Lev med det (som mekanikeren sagde)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s