*61 Er vi så alle spekulanter nu?

guldsmed1

August 2016

Om bønder og nomader 7

Jeg har været i Sydsverige for at lede efter et nyt skovhjem til mig og min dreng. En overgang så det ud til at vi havde fundet et sted. Så tæt på. Så gik det alligevel ikke. Nu er vi hjemme på Bondsäter, holder pause; hverdag, arbejde, børnehave, før næste omgang.

Jeg er så glad, når jeg er på Bondsäter. Jeg har det så godt her. Jeg føler mig hjemme. Det er huset, det er haven, det er skoven. Jeg har virkelig, virkelig ikke lyst til at flytte.

Før jeg for alvor begynder at skrive, vil jeg gerne slå tre ting fast:

  1. Jeg er ikke i tvivl om at vi skal flytte, der er gode, fornuftige grunde og beslutningen blev taget velovervejet.
  2. Jeg er ret sikker på at selv om mine omstændigheder er lidt ud over det sædvanlige, så er det i bund og grund en problemstilling, som hører til de flestes liv, derfor skriver jeg om det.
  3. I juni lavede jeg mit eget forlag, det hedder Pote Produktion, i går udgav jeg den fjerde novelle i en serie (om kærlighed). Jeg vil meget gerne have at du ved at min bogbutik findes, jeg vil gerne have at du køber mine noveller.

De tre ting hænger sammen. Når jeg er færdig med at skrive, håber jeg at det står fuldstændig klart.

guldsmed2

Det handler om ejendomsret. Det handler om kapitalisme. Det handler om forholdet mellem jord og penge. (Og alt kan omregnes til tid; den tid vi er i live og hvad vi vælger at bruge den til.)

Nu bruger jeg igen Wilhelm Mobergs Udvandrerserie som eksempel, den er sådan er godt eksempel, midt imellem velresearchet historisk fakta og fiktiv ønskedrøm. Udvandrerserien er, trods sin gennemførte melankolske og barske tone, en utopi.

Altså, historien kort: Oskar og Kristina bøvler med en lille, stenet jordlod i Sverige i 1850’erne. Jordlodden går i arv, og igennem generationer er det dyrkede areal blevet forstørret. Et møjsommeligt slid, der handler om at fjerne sten, så der bliver plads til muld. Små sten, større sten, klipper. Da Oskar overtager er grænsen nået. Der er ikke flere sten, der kan fjernes, resten af jordlodden er uopdyrkelig. Grundfjeldet lige under jordskorpen. Jordloddet kan heller ikke udvides i areal. Det, som gælder for Oskars stykke jord, gælder for hele Sverige på det tidspunkt: Sverige er fyldt op med mennesker, der har slidt for hver plet jord, som de besidder, dyrker og lever af. Som de har arvet, købt, stjålet, erobret, fået.

Der kommer nogle år med dårlig høst. Tørke, oversvømmelse, frost. For meget af hvilken som helst slags vejr eller bare vejr, som kommer på det forkerte tidspunkt, er dårligt vejr. Når man er bondemand og hele familien inklusive dyrene udelukkende lever af det, man dyrker, så er dårligt vejr en katastrofe.

Oskar og Kristina emigrerer ikke til Amerika for sjov. Det er ikke en spontan, eventyrlysten beslutning. Et af deres børn dør (så grusomt: Ikke af sult, men af at forspise sig i smug på en ret, lavet af de sidste rester midt i sulten.)

Oskar og Kristina emigrerer til Amerika, fordi det er en mulighed for at kunne forsørge sig selv og deres familie. Da de forlader Sverige, er det med visheden om at de aldrig kommer til at se deres hjemland igen. De tager afsked med Oskars forældre, der bliver i aftægtsboligen, og ved det: Dette er sidste gang, vi ser dem i live. De kommer til at dø, mens vi er et andet sted for at overleve.

guldsmed3

Når jeg kalder Mobergs Udvandrerserie for en utopi, så er det fordi Oskar og Kristinas historie, er historien om dem, der kommer først. Ikke allerførst. Men de kommer så tidligt til Amerika, og Oskar insisterer på at de rejser så langt ind i landet og så dybt ind i skoven, at de finder et sted, hvor de er de eneste.

De udmåler en jordlod så stor, og når at købe den så billigt, at det faktisk lykkes for dem at bygge et sted op, som de kan leve af. Møjsommeligt, slidsomt og med store omkostninger, både fysisk og mentalt. Ja. Men puslespillet går faktisk op. Enderne mødes; der er mad til både mennesker og dyr, efter nogle år får de tilmed overskud til at lave nye klæder.

De er ensomme og alene de første år, men efterhånden når strømmen af emigranter også ud til deres sted. De får naboer. Naboerne kommer med helt nye udfordringer. Det er de nytilkommende, der kommer på besøg, som får Kristina til at skamme sig over børnenes pjalter og laser. Scenen, hvor hun fremtryller gæsteværdig mad til præsten, og håber at han ikke ser børnene, der er blevet lukket ude fordi der ikke er nok også til dem. Deres begærlige luren, hendes blik på det hele udefra: Hvad tænker de om os?

Naboerne kommer med nye udfordringer – men de havde også andre udfordringer. Moberg har researchet grundigt, han ved godt hvor hurtigt det gik: Emigranterne kom i store bølger, sejlende fra alle de lande i Europa, som var så fyldt til bristepunktet med mennesker, at jorden ikke længere rakte til. Og blandt dem, der kom først, var også dem, der i stedet for at nøjes med at købe jord til sig selv og sin familie, begyndte at opkøbe, for siden at sælge det videre med fortjeneste.

Spekulanterne.

Bønder, nomader, spekulanter.

Jeg spurgte i et tidligere indlæg, hvad man kalder den livsform, som vi nu har. Jeg tænker: Er vi ikke alle blevet spekulanter? Mere eller mindre frivilligt. Måske er det nutidens eneste overlevelsesmulighed?

Ikke for det, spekulanterne klarede sig jo også mere eller mindre godt, det er ikke nogen garanti for at lykkes. Men spekulanterne gjorde det langt sværere for bønderne at lykkes.

Når jorden ikke længere skal opdyrkes for at skaffe husly for ens egen familie, føde til mennesker og dyr, lidt overskud til at kunne bytte sig til det, man ikke selv kan fremstille. (Eller det, som andre fremstiller bedre, fordi specialisering og stordrift hurtigt viser sig som en attraktiv mulighed.)

Bytteøkonomi. Det er hvad det er. Det kan man skalere op og ned, man kan tilpasse sig. Det er den, som Oskar og Kristina får det til at fungere i. De investerer hele deres liv, deres tid og kroppe, de forkrøbler sig selv af det hårde arbejde – men de får det rent faktisk til at fungere.

Dem, der kom efter spekulanterne. De skulle betale mange flere penge for at få retten til et stykke jord. De skulle gældsætte sig hårdere, i længere tid. De skulle dyrke jorden, ikke kun for at forsørge sig selv, men også spekulanterne. Og spekulanternes familier.

Kapitalisme. Jeg er ambivalent. Jeg forstår behovet for bytteøkonomi og jeg forstår hvorfor det ekstra lag uundgåeligt kommer til. At spekulere i hvad der senere får større værdi, og tage risikoen ved at forhånds-investere. Det er ikke ubetinget dårligt, det er afgjort ikke dumt. Jeg tror ikke man kan skille de to ting ad. Og jord er en af de sikreste investeringer, det kommer man ikke udenom. Jord og guld.

Jeg tror aldrig at jorden bliver tilgængelig igen, på den måde den i et kort øjeblik var det for Det Nye Lands første landsatte.

Som forøvrigt vadede ind og stjal landet fra dem, der var der først.

Nomaderne.

De folk, der slet ikke havde overvejet at jorden på den måde kunne besættes permanent af enkeltindivider. At jordens værdi kunne gøres op i kroner og ører og at det kunne nedskrives på papir, stemples, og trumfe det, som var deres forhold til jorden.

guldsmed4

At vinde hævd.

At bruge en vej henover en mark igennem generationer, indtil den ret er håndhævet så længe, at den får gyldighed. Kan indskrives i det papir, der omhandler jordens tilhørsforhold.

I min barndoms landsby husker jeg en markvej, der forbandt to parallelle asfaltveje. Omkring tyve meter lang og for evigt blokeret i den ene ende af nogle rustende markmaskiner. En nabostrid, om retten til at køre den vej, i stedet for udenom. Der var også de to bigballer, der i årevis stod ovenpå hinanden i udkanten af en mark. Foran et hus. Blokerede, så der ikke kom lys ind, så man ikke kun se ud. Så vidt jeg ved, handlede det om retten til at gå i kanten af marken. Gå en aftentur ned til fjorden.

Jeg er ambivalent i forhold til kapitalismen, men egentlig er jeg ubetinget og inderligt imod selve ideen om at mennesker kan eje jord.

Imod. Imod. Imod.

Jorden er alles og ingens, træd varsomt
(det tyndeste muldlag
vi tillader os at kalde jord
kloden.)

Jeg ejer selv et stykke jord.

guldsmed5

Fortsættes …

 

(Ps. Har du set at du kan støtte bloggen? Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!)

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s