*60 Vi skal flytte

Billede 3

August 2016

Vi skal flytte. Vi skal jo ikke. Jeg har besluttet det. Jeg har besluttet, at flytte væk fra Bondsäter. Der er mange gode grunde, men det ændrer ikke på at jeg er ked af det. Det vil jeg gerne sige på forhånd: Dette er et trist indlæg, for jeg er trist til mode.

Overvejelserne om at flytte er ikke nye. Faktisk har de været der, mere eller mindre påtrængende, alle tre år jeg har boet her. Jeg har været tæt på at flytte flere gange, og har besluttet at blive flere gange. Men nu. Denne gang blev beslutningen en anden.

Hvis du læste med i Bønder og nomade-teksterne, så ved du allerede noget om overvejelserne. Jeg begyndte at skrive om det, fordi jeg (igen) begyndte at overveje at flytte. Nu vil jeg fortælle om beslutningen.

Men først et billede af søen. Vi var ude og bade i går. Spontant på vej hjem fra børnehave, fordi: Sådan en hed, blid sensommerdag. Måske er det årets sidste badetur, tænkte jeg. Og tænkte så: Til næste sommer er vi ikke her …

Jeg fotograferede, jeg var vemodig. Jeg har ikke lyst til at flytte. Jeg savner alt på forhånd.

Billede 4

Da vi flyttede herop købte jeg en blå Volvo Stationcar. En gammel-men-god, robust skovbil. Skovvejen er nådesløs; sten slår imod bunden, de mange huller i vejen ryster alt løs og slider på fjedrene. Vintrene er frontalangreb.

Efter tre vintre heroppe var Volvo’en ikke bare gammel, men hærget. Oftere og oftere måtte jeg akut til mekanikeren. Jeg bor tyve kilometer fra nærmeste by, syv kilometer fra asfaltvej. Bilen er en livline, uundværlig.

Samtidig er bilen det værste ved at bo her. For mig. Jeg er principielt imod biler. Det er hvad det er, det kompromis har jeg forlængst gjort op med mig selv: Det hører til, jeg kan ikke bo her uden.

Men så er der det andet: Jeg hader at køre bil. Jeg hader alt omkring bilen. Jeg bliver nervøs, jeg bliver irritabel, jeg bliver udmattet. Jeg ligger søvnløs det meste af vinterhalvåret, fordi jeg på forhånd forestiller mig alt det, der kan gå galt på den tilsneede/isede/mudrede skovvej.

Skovvejen ER skrækkelig hele vinteren og en stor del af foråret. Det er et faktum.

Det er også et faktum at jeg faktisk har kørt på den. Tre vintre har jeg klaret heroppe uden alvorlige uheld. Kørt i grøften, ja. Sneet inde, ja. Været nødt til at lade bilen stå på grund af isslag og gået hjem, mange kilometer, ja. Gået op og ned ad bjerget (fordi den sidste kilometer op til huset slet ikke bliver ryddet) med drengen i slæde og indkøb i en rygsæk, op og ned, op og ned i tung, tung sne. Ja.

Vinteren er lang. Skoven er stor. Vejen er rædselsfuld.

Det har hele tiden været bilkørslen på skovvejen, der har fået mig til at overveje at flytte.

Ikke egentlig strabadserne, de har hele tiden været til at leve med. Men: De søvnløse nætter. Forestillingerne om hvad-bliver-det-næste. Hvornår går det for alvor galt… Mine nerver så tyndslidte, at jeg allerede tidligt denne sommer begyndte at frygte næste vinter.

Billede 2

Jo mere bilen gik i stykker, jo mere hypokonder blev jeg på dens vegne. Hørte mislyde hele tiden. Så faldt dele faktisk også af. Den har længe lækket kølervæske, nu begyndte den også at lække olie. Mekanikerne kunne ikke rigtig finde lækken. Tre gange reparerede de, det lækkede nye steder hver gang. Frem og tilbage og lånebil. Hver køretur startede med at åbne motorhjelmen og tjekke at alle væsker stadig var der, fylde på og efter.

Det var på tide at købe en ny (gammel, brugt) bil.

Jeg tænkte: Måske handler det om bilen. Måske, hvis jeg får en bil, der er bedre egnet til skovvej og vinter. Måske kan jeg så sove om natten?

Jeg fik hjælp af en nabo med bilforstand. En firehjulstrækker. Det kiggede vi efter.

Så fandt han en firehjulstrækker til salg, der også havde sin egen sneplov. En sneplov. Mig i skoven med egen sneplov. Mor alene i skoven tromlende igennem snemasserne, hujende! Jeg så det for mig. Jeg blev glad ved tanken. Viste drengen billeder af bilen. Han syntes det ultimativ sejeste var at bilen havde et dæk sat fast bag på bilen.

Jeg kørte afsted for at prøvekøre bilen. Naboen med bilforstand tog med. Vi skulle køre i næsten tre timer for at komme frem til brugtbilsforhandleren, der havde bilen til salg. Mens vi kørte, fortalte naboen ivrigt om firehjulstrukne biler. Alt det han vidste, han skulle nok lære mig det hele.

Alt det, man skal vide, for at køre en firehjulstrukken bil. Alt det, en firehjulstrukken bil kan.

Han skulle nok lære mig, hvordan man trækker sig selv op ad en grøft. Man wincher. Det udstyr fulgte også med bilen, sammen med ploven.

Det gik op for mig, at hvis jeg købte den bil, så ville det være mig, der havde den bedste bil i skoven. Folk, der havde brug for hjælp, ville ringe til mig. Akut.

Og mig. Jeg skulle kunne løse alle mine egne problemer selv.

Billedet, det jeg så for mig før; det hujende, seje. Mor-i-skoven, barsk og parat: Pløjer sig vej gennem snemasserne, så drengen kan komme trygt og sikkert i børnehave og hjem igen.

Jeg var ved at græde.

Så godt kender jeg ikke naboen, en venindes mand. Det ville være pinligt. (Og når jeg nu lige, endelig er holdt op med at græde offentligt i tide og utide …)

Heldigvis var det en virkelig, virkelig dårlig bil og en vaskeægte krejlerforhandler.

Naboen prøvekørte først og det tog ham ikke mange meter at konstatere, at der var nogle meget essentielle ting galt. Jeg ville skulle starte med at få bilen repareret for op i mod titusinde kroner. Vi afleverede bilen igen, og kørte tilbage. Tre timers kørsel. God tid til at tænke.

Billede 1

Beslutningen om at flytte fra Bondsäter blev taget der. Jeg kan ikke bo et sted, som er så utilgængeligt. Jeg siger ikke at det er umuligt at bo på Bondsäter. Jeg siger, at jeg kan ikke. Jeg skal bo et sted, hvor jeg kan sove om natten.

Men jeg er trist. Trist fordi jeg ved, at præcis det som er grunden til at jeg nu vil flytte fra Bondsäter samtidig er grunden til at jeg elsker at bo her.

Det utilgængelige. Skoven, der er så stor, så stor omkring os.

Jeg savner alt på forhånd. Vemodig fotograferer jeg, også det, jeg ikke plejer at fotografere. Mig selv i skoven. Mig selv, der bader i søen for måske sidste gang denne sommer. Til næste sommer er vi ikke her.

Billede

… og hvor skal vi så flytte hen? Jeg ved det ikke, er først lige begyndt at undersøge mine (u)muligheder. Tættere på, det er nøgleordet. Tættere på asfaltvej, børnehave, familie og venner (både mine og drengens), dvs tættere på Danmark. Jeg leder og jeg håber, men ved også at det, jeg håber på er noget nær et mirakel. (Kryds gerne fingre.) Og jeg ved, at prisen for at få kortere afstand bliver flere penge, og flere penge betyder mindre af den frihed, som jeg har nydt så intenst de sidste tre år. Drømme. Bønder og nomader. Suk. Jeg kommer sikkert til at skrive meget mere om det i den nærmeste tid. Og så skal bloggen jo forresten også snart have et nyt navn …

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s