*58 Jeg tror, jeg er opportunist

augustsolbaer2016

August 2016

Har jeg fortalt, at jeg engang arbejdede på Christiansborg? Jeg var sekretær for Kristendemokraterne, men hverken kristen eller politisk aktiv. (Det var en bevidst beslutning om at sørge for en sammensætning af personalet, som ikke var fuldstændig verdensfjern og indspist.) I løbet af de fire år, jeg var der, var der nogle omrokeringer og jeg arbejdede for forskellige politikere. De første to år havde jeg den bedste chef, jeg nogensinde har haft: Ole M. Nielsen, nordjyde og bl.a. fødevare- og miljøordfører. Alle der arbejdede for ham, elskede det. Han kunne noget helt særligt, som egentlig ikke burde være så sjældent. Det var en kombination af flere ting.

For det første stolede han ubetinget på at vi lavede vores arbejde, og at vi gjorde det godt, grundigt og til tiden. Ingenting blev tjekket efter og der blev ikke gjort noget nummer ud af det. For det andet havde han respekt for vores tid, og satte os kun til at løse opgaver, som rent faktisk gav mening. For det tredje accepterede han, hvis opgaver ikke kunne løses, eller tog længere tid, end han havde vurderet. (Igen: Han stolede på os.) For det fjerde gav han os jævnligt opgaver, som var større end vi var vant til. Sådan nogle, hvor det gibbede lidt i mig, og jeg sagde: Men det er jeg altså ikke sikker på, at jeg er kvalificeret til. Jo, det mente han nu nok at jeg var. Og så kunne jeg godt. Han vidste, hvad jeg kunne, og sørgede for at jeg hele tiden kunne en smule mere.

Vi var to, der arbejdede direkte under ham. To gange om året inviterede han os ud. Frokost på en fiskerestaurant; musical i cirkusbygningen. Til daglig gik vi rundt i strømpefødder på den fløj, der hedder Ridebanen, og som var lige lidt mindre formel end resten af Christiansborg. Men når vi var ude, var det anderledes. Vi havde pænt tøj på, konverserede høfligt hinanden. Det var hyggeligt, men det var også forretning. Det var personalepleje.

Jeg har tænkt over hvad det var, der gjorde ham så særlig, og er nået frem til dette: Han var vores chef, og han tog både sig selv og os alvorligt, netop med udgangspunkt i den arbejdsrelation. At have ansatte var et ansvar, han tog på sig.

Jeg er ikke stødt på det andre steder på den måde. Nu har jeg ikke længere chefer. Nu er jeg den, der er chefen. For mig selv. For mit forlag. (Faktisk har jeg jo selv ansatte, det er bare så meget i det små at det er lidt svært at tage alvorligt. Nu tænker jeg, at jeg vil begynde at tage det mere alvorligt.)

Det er egentlig noget andet jeg vil skrive om, men det hele handler om det samme, det handler om: Fabrik. Det handler om: At tage produktionsmidlerne tilbage.

(Spørgsmål: hvad skal man stille op med at man er modvilligt indstillet til alle (ens)retninger og forsøg på at formulere færdige pakkeløsninger, og under ingen omstændigheder vil melde sig ind i en gruppe, eller være tilhænger af noget – men samtidig må erkende at de ord, som er ens personlige nøgleord (næsten som leveregler/religion) stammer fra en bestemt; Marx? Jeg er ikke marxist. Jeg er bare heller ikke ikke-marxist. Hvad kalder man det?)

Jeg høster. Jeg plukker bær, sylter og laver saft. Hele tiden mens jeg plukker, har jeg denne sangtekst i hovedet: Rev vi marken let/ det er gammel ret/ fuglen og den fattige/ skal også være mæt. Jeg plukker ikke som en maskine, ikke intensivt. Det er ikke i nærheden af at være omkostningseffektivt, som de regnskaber en virksomhed skal levere. Alligevel føler jeg mig ofte som en fabrik. Hver gang jeg gør noget i lidt større skala, faktisk. Siden jeg begyndte at dyrke grøntsager lidt mere seriøst, sker det oftere at jeg gør noget i større skala.

augustsolbaerA2016

Det handler om at forsørge mig selv, det handler om at skabe en del af mit livsgrundlag med mine egne hænder. Tage produktionsmidlerne tilbage.

Det handler om: Fremmedgørelse. Det ord har altid haft en særlig plads i mit ordforråd. Jeg husker stadig den første gang, jeg hørte det. I folkeskolen, det har vel været i historieundervisningen. Den der aha-oplevelse, af at der fandtes et ord, for den følelse. Jeg blev ivrig, jeg forsøgte at forklare (hvem? læreren, de andre i klassen?) at det jo var lige præcis sådan, det hele hang sammen, der problemet var.

Vi er fremmedgjorte!

Nej, nej, sagde læreren.

Afværgende, afvisende.

(Sådan husker jeg det)

Læreren sagde: Fremmedgørelse var noget man snakkede om i 70’erne, det er et gammelt ord, det er overstået nu.

Dengang jeg gik på universitetet forsøgte jeg også indimellem at flette noget om fremmedgørelse ind, men det slog ikke rigtig an. Ikke hos andre end mig. Der klæber noget tungt og klistret til ikke bare ordet, men tiden; halvfjerdserne. Dengang man (hippierne) troede, at verden kunne (ville) reddes. Fra dem selv.

Jeg vil ikke redde nogen. Jeg vil ikke nogen noget. Jeg er fabrik for min egen skyld. Fremmedgørelsen er mit eget, private problem. Det er mig, der bliver deprimeret og apatisk af at trykke på knapper og trylle ting som lys og kulde frem. Det er mig, der er skærmafhængig og har lettere ved at leve mig ind i seriernes følelsesliv end at præstere et selv. Det er mig, der går i stå, når jeg ikke er tvunget af omstændigheder (som jeg selv skaber) til at rejse mig og hente vand, hente brænde, skaffe mad.

Jeg sværmer for hippie-tiden. Halvfjerdserne. Idealismen. Uskylden. Ideen om at verden kunne blive god og fredelig – at mennesker faktisk troede, at mennesker havde det i sig.

Jeg tror, at jeg er opportunist. Jeg slog det op i fremmedordbogen, for at være sikker på at jeg har forstået det rigtigt: Det at tilpasse sig de herskende forhold eller meninger for at kunne drage personlig fordel af det

Jeg er i tvivl. Jeg er i tvivl. På en måde har jeg tilpasset mig de herskende forhold, på en måde har jeg sat mig selv udenfor (ved siden af/skakmat). Jeg er ikke i tvivl om at jeg forsøger at drage personlig fordel (af alt jeg gør). Jeg er i tvivl om det er godt eller skidt. Jeg er i tvivl. Jeg tror ikke på revolution, jeg tror ikke på krig, jeg tror ikke på tro, jeg tror ikke på færdige pakkeløsninger.

Tilbage ved det evindelige spørgsmål: Hvorfor skriver jeg?

En ting er jeg ikke i tvivl om (i dag): Værdien af fiktion.

En dag vil jeg skrive et forsvar for fiktion.

Eller også ansætter jeg nogen til at gøre det for mig.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s