*54 Jeg forsøger at forstå bevægelserne som andet end på-stedet-trippende-stop-dans

hjul

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 5

Jeg er meget træt i dag. Der er en grund til det; drengen kastede op i nat. Det er der også en grund til; han kom til at sluge lidt søvand under badeturen i går. Han har det fint i dag, husker knap nok nattens roderi med sengetøj der skulle af og på, vand og klude og bekymring. Baljen, der stod ved siden af sengen resten af natten. Hver lille lyd fik mig til at fare op. Der kom ikke mere. Han leger. Han har sommerferie, nyder at tiden er fri og uendelig. Nyder at vi i dag ingenting skal. I dag er vi bare hjemme, bare os.

For min træthed stikker dybere, har flere grunde: Vi har haft gæster i to uger. Vi har arbejdet, festet, turet rundt hos andre naboer med andre gæster, arbejdet og badet, og arbejdet og snakket. Det er en del af sommerlivet heroppe.

Det er en del af mit sommerliv: Fordi jeg ikke kan nå alting selv, er jeg nødt til at have hjælp. Jeg kan lide at have besøg. Jeg kan også lide at give andre muligheden for at opleve dette liv (det primitive, det jordnære, det vilde, frie, fælles). Men jeg kan ikke lide dette: At jeg er NØDT til at have hjælp. At det ikke er noget, jeg kan vælge fra.

Så bliver man træt. Min træthed stikker dybere og dybere: Jeg har boet her i snart tre år, og hele tiden leder jeg efter løsningen. LøsningEN.

Det puslespil, som er mit liv, som er det punkt hvor de basale behov skal gå op i en højere enhed med drømmene.

Det punkt, hvor drømmene skal falde til ro, blive til et samlet billede. Hver brik skal indføje sig i de omkringliggende, blive en flade. Et sted at hvile.

Den ro.

Min træthed handler om alt det jeg skal, alt det jeg gør, alt jeg når og udretter. Og stadigvæk har jeg følelsen af at famle. Træde vande. Aldrig nå frem.

Det er paradoksalt at det netop er i dag, hvor jeg er så træt, at jeg skriver tre blogindlæg lige efter hinanden. Ja. På en måde er det underligt. På den anden side: Selvfølgelig skriver jeg i dag, i dag kan jeg kun det. Det er sådan jeg forsøger at forstå bevægelserne, allerhelst få dem til at forme sig til noget andet end denne evindelige på-stedet-trippende-stop-dans.

Dette er en slags opsummering: Det er svært at lægge et puslespil, når ingen vil lægge sig fast på et motiv. (Motiv = Drømmene.) Det er svært at lægge sig fast på et motiv, når brikkerne kun med besvær lader sig tvinge sammen. Når de er for kantede. Når så mange mangler. (Brikker = Praktiske omstændigheder.)

Giver det mening?

Jeg fortsætter, fx fortsætter jeg med at skrive her …

ps. Det her handler også om at jeg skal i Go’morgen Danmark på tirsdag. De har temauge om lykke, så jeg skal fortælle om jeg er blevet lykkelig af at bo i skoven. Til det kan jeg sige ja og nej og ja og nej, men jeg vil jo gerne sige noget mere …. noget mindre …. mudret. Måske bilder jeg mig ind, at hvis jeg skynder mig at skrive alt hvad jeg har tænkt om bønder og nomader ned inden da, så kan jeg sige: Ja, fordi [noget krystalklart, gennemtænkt] og Nej, fordi [noget krystalklart, gennemtænkt].

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s