*53 Livet som puslespil

himmel

Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 4

Jeg begyndte denne føljeton med at skrive om mine drømme. Med på listen var ikke engang alle drømmene, der knyttede sig til mit hesteliv.

Min tid som hestepige. Det er en hel liste for sig, med alle mulige variationer fra stutteriejer over verdens bedste dressurrytter til hestehvisker. (Jeg læste romantiske bøger om det sidste, men gik desværre ikke til ridning, dengang horsemansship var blevet en ting. På alle nutidens hestebørns vegne, er jeg glad for at horsemanship er blevet en ting. Hvis du er forælder til et hestebarn, så prøv at finde et sted, hvor de underviser ud fra de principper.)

Der er flere drømme, som jeg har haft og glemt igen. Men der er også den helt anden side af livs-planlægningen, som overhovedet ikke handler om drømme.

Livet er et puslespil, og de brikker der skal på plads handler først og fremmest om det basale: Tag over hovedet, mad i munden.

Før jeg flyttede i skoven, boede jeg i en lillebitte lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Jeg havde ikke noget arbejde. Jeg boede så billigt jeg overhovedet kunne, jeg levede så sparsommeligt jeg kunne. Jeg havde faste udgifter på omkring 12.000 kr om måneden. 12.000 kr hver måned. Mine venner med fast arbejde har faste udgifter for mindst det dobbelte – jeg ved, at det ikke var et sindsoprivende beløb. Men det beløb var så langt ned jeg kunne komme, og det var et problem. Mit problem.

Jeg ledte efter et arbejde. Det er svært at finde et arbejde, når man lige præcis ikke har færdiggjort sin uddannelse, og effektivt har gennemhullet sit cv af kortere eller længere skrive-huller, hver gang chancen har budt sig.

Jeg tilmeldte mig forskellige vikarbureauer. Jeg tænkte, at konsekvensen af min løse tilknytning til arbejdsmarkedet måtte være vikarjobs. Jeg husker at jeg udfyldte skemaer omhyggeligt og samvittighedsfuldt. Jeg husker at jeg fik en revisor til at sige ja til at være reference, og selv forestillede mig at jeg kunne få et bogholderjob.

Jeg har efterhånden fået afmeldt mig fra alle bureauerne igen, på nær et. Jeg har prøvet, men kan ikke. Hver uge får jeg en mail med forskellige jobtilbud. Din jobagent har fundet følgende stillinger, der passer til dine udvælgelseskriterier, står der. I dag var det dette job, jeg er blevet udvalgt til. (Og bare lige for at være helt sikker på at det ikke bliver misforstået: Jeg er ikke på nogen måde kvalificeret til det job. Jeg får kun henvisninger til jobopslag, som jeg mangler meget tekniske og omfattende kvalifikationer til. Ikke et eneste, jeg reelt ville have kunne søgt.)

Jeg kan grine af det. Men hvis jeg stadig boede i København …

Nu kunne man så tro, at dette var en lovprisning af skovlivet og et rungende: Hurra, jeg er nået i mål. Men det er det netop ikke. Det, jeg går og tænker så meget over, det er at problemet (udfordringen/dilemmaet) grundlæggende er det samme. (A pro pos fotoet foroven: Træerne vokser heller ikke ind i himlen fordi man bor i en skov, tøhø.) Uanset hvor jeg bor, så lægger jeg et puslespil, som er mit helt eget personlige – men samtidig alle menneskers, alle tiders.

Fortsættes …

ps. Og ja, jeg er lidt på rov i drengens billeder – han får nogle gange lov til at låne kameraet, og jeg har selv været lidt sløv med det på det seneste, og fandt det her skatkammer af skæve vinkler, rystelser og underlige indstillinger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s